Jobcentrets svar kostede Pia to eksamener: Nu giver hun dumpekarakter

Pia Steffensens nærmeste bagbo er hendes arbejdsplads, Plejehjemmet Klitrosen, hvor man er klar til at tilbyde hende fleksjob, når hun får sin sosu-eksamen. "Den plan er jobcentret med til at spænde ben for," siger hun. Morten Bruun

På grund af senfølger efter kræft var Pia Steffensen sygemeldt, da hun skulle til afsluttende eksamen som social- og sundhedshjælper. Overfor FOA har Ankestyrelsen kritiseret kommunens vejledning i sagen.

Morten Bruun

i dag kl. 09.42

Pia Steffensen er ikke i tvivl, når hun bliver bedt om at bedømme jobcentret i Thisted: Det bliver dumpekarakter og altså ’ikke bestået’.

I hendes øjne er det nemlig jobcentrets skyld, at hun to gange inden for de seneste 10 måneder er blevet forhindret i at tage den afsluttende eksamen som social- og sundhedshjælper. Og at hun måske også misser muligheden, når der holdes eksamen igen til august.

”Jeg bliver virkelig ked af det, hvis det også kikser i år,” siger Pia Steffensen.

Brystkræft ændrede skoleplaner

Hun er 58 år og var i fuld gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent, da hun for fire år siden fik brystkræft. På grund af senfølger havde hun ikke overskud til at gøre uddannelsen færdig og valgte i stedet at blive social- og sundhedshjælper.

Det er voldsomt kritisabelt. Loven er klokkeklar.

Leif Vestbjerg-Nielsen, fagpolitisk leder i FOA Nordjylland

Med hjælp fra hendes arbejdsplads og jobcentret blev der lavet en række særlige aftaler, som gjorde det muligt for hende at følge undervisningen.

”Det var jeg virkelig glad for. Jeg er nødt til at holde pauser. Jeg bliver træt, har svært ved at koncentrere mig, og min hjerne kan ikke følge med,” fortæller Pia Steffensen.

Kontaktede selv jobcentret

Undervejs fyldte de kognitive udfordringer så meget, at hun måtte sygemelde sig på fuld tid.

Derfor var hun på sygedagpenge, da hun nærmede sig tidspunktet for den afsluttende eksamen i august sidste år. Og derfor kontaktede hun selv jobcentret for at spørge, om det ville have betydning for hendes sygedagpenge, hvis hun gik til eksamen.

Drøfter ikke enkeltsager

Thisted kommune har stor forståelse for, at sager om sygedagpenge – og den usikkerhed det kan medføre – kan være indgribende for den enkelte borger.

Men med henvisning til tavshedspligten ønsker kommunen ikke at kommentere Pia Steffensens sag.

Og derudover ønsker kommunen i det hele taget ikke at ’bidrage til en offentlig drøftelse af enkeltpersoners sager’.

”Det er efter vores vurdering hverken hensigtsmæssigt for borgeren eller kommunen. Det handler grundlæggende om at beskytte borgerens retssikkerhed og personlige oplysninger,” fremgår det af et skriftligt svar fra erhvervs- og beskæftigelseschef Trine Engholm.

”Jeg kan derfor alene udtale mig om de generelle rammer,” skriver hun og noterer, at kommunen naturligvis forholder sig til Ankestyrelsens vurderinger og bemærkninger i konkrete sager og ser på, om ’der er læring vi skal tage med os i vores videre praksis’.

”Det gælder både i forhold til den juridiske kvalitet, sagsoplysningen, vejledningen og tydeligheden i de vurderinger, der ligger til grund for vores afgørelser,” noterer hun og fremhæver, at kommunens omgørelsesprocent i Ankestyrelsen er faldet fra 48,1 procent i 2022 til 22,2 procent i 2025.

”Vi genkender ikke billedet af, at Thisted Kommune administrerer sygedagpengeloven for stramt. Vores opgave er at administrere lovgivningen korrekt og foretage konkrete, individuelle vurderinger i de enkelte sager,” skriver Trine Engholm og noterer, at kommunen altid er klar til at drøfte generelle problemstillinger med FOA og andre organisationer.

Det ville det, lød vurderingen fra jobcentret, som skriftligt svarede, at ’deltagelse i eksamen ville blive sidestillet med fuldtidsarbejde’, og at hun altså ville blive betragtet som raskmeldt.

Det var præcis dér, jobcentret dumpede. Ifølge lov om sygedagpenge er der mulighed for at give dispensation i særlige tilfælde, og det blev kommunen hurtigt gjort opmærksom på at FOA Nordjylland.

Fastlåst situation 

Men der var ikke noget at gøre. Og det hele blev yderligere forplumret, da kommunen afviste, at svaret til Pia Steffensen kunne læses som en formel afgørelse. Der var alene tale om, at man havde vejledt hende om, hvad der kunne ske, hvis hun søgte om at gå til eksamen på sygedagpenge.

Det betød, at Pia Steffensen ikke kunne klage til Ankestyrelsen. Og den fastlåste situation var Kamilla Harbo, der som socialrådgiver i FOA Nordjylland har bistået Pia Steffensen, ikke tilfreds med.

”Det er problematisk for retssikkerheden, når kommunen nægter at tage individuelt og konkret stilling til en sag, som lovgivningen netop tilskriver, at den skal," siger Kamilla Harbo, som derfor sendte et ’bekymringsbrev’ til Ankestyrelsen, hvor hun anmodede styrelsen om at gribe ind ’endnu en gang’.

Kritiserer kommunens vejledning

Det skete ikke. Thisted Kommune havde ikke havde pligt til at komme med en forhåndsafgørelse. Det var i orden ’blot’ at vejlede Pia Steffensen, fremgik det af svaret til FOA.

Men her kritiserede Ankestyrelsen dog også den vejledning, Pia Steffensen havde fået. Jobcentret skulle have nævnt muligheden for dispensation.

”Vi er enige med FOA i, at vejledningen fra Thisted Kommune (…) ville kunne opfattes således, at det generelt ikke er muligt at gå til eksamen under en sygemelding,” skrev styrelsen og understregede, at kommunen i sådan en sag skal foretage ’en konkret helhedsvurdering’.

Missede endnu en chance

På den baggrund blev kommunen endnu en gang anmodet om at lade Pia Steffensen gå til eksamen uden at melde sig rask.

Men endnu en gang fastholdt kommunen sin oprindelige vurdering – uden at fremhæve muligheden for at gennemføre eksamen uden at miste sygedagpengene – og derfor måtte Pia Steffensen også droppe at gå til eksamen i marts.

Det siger loven

Ifølge vejledning om sygedagpenge vil deltagelse i en erhvervsmæssig uddannelse normalt sidestilles med arbejde, men:

”Sygedagpengebekendtgørelsen giver mulighed for udbetaling af sygedagpenge samtidig med deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når visse betingelser er opfyldt.”

Her henvises til lov om sygedagpenge og §27, der lyder således:

”Til personer, der er uarbejdsdygtige på grund af sygdom, kan der ydes sygedagpenge uanset deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse, når uddannelse og erhvervsarbejde før sygefraværet er foregået sideløbende.

Der kan endvidere ydes sygedagpenge, hvis en erhvervsmæssig uddannelse påbegyndes under sygefraværet, når der højest er 6 timers undervisning pr. uge, når uddannelsen er forenelig med sygebehandlingen og ikke forhaler helbredelsen, og når uddannelsen ikke udskyder iværksættelse af erhvervsmæssig revalidering.”

Endelig er det også et krav, at uddannelsen er forenelig med sygdommen, og at man altså kan holde til det.

Kommunen er forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering af de samlede oplysninger sagen, når der afgøres, om en sygemeldt borger kan gå til eksamen uden at miste sygedagpenge. Men ’de samlede oplysninger’ henvises der til sygdommens karakter, borgerens hidtidige tilknytning til arbejdsmarkedet, resultater af eventuelle afklarende foranstaltninger og borgerens egne oplysninger.

”Det er voldsomt kritisabelt. Loven er klokkeklar og siger, at kommunen skal tilbyde en konkret og individuel vurdering, før den afgør sådan en sag,” siger Leif Vestbjerg-Nielsen, der er fagpolitisk leder i FOA Nordjylland og i Fagbladet FOA forleden kritiserede Thisted Kommune skarpt i en anden sag om sygedagpenge.

Raskmelding er risikabel

Den nemme løsning er, at Pia Steffensen bare melder sig rask for at sygemelde sig igen efter eksamen. Men den mulighed har FOA frarådet hende, fordi den – ifølge Kamilla Harbo – er ’alt for risikabel’.

Læs mere på foa.dk

”Vi har en bekymring for, om Pia vil være berettiget til en ny sygeperiode, såfremt hun raskmelder sig for derefter at sygemelde sig igen efter eksamen. Der vil derfor være en risiko for at Pia mister forsørgelsen under sygemelding,” siger Kamilla Harbo.

Står klar med fleksjob

Pia Steffensen lægger ikke skjul på sin frustration over forløbet og håber, at hun – trods alle trængslerne – får mulighed for at afslutte sin uddannelse, når der er mulighed for at gå til eksamen til august.

Og mens hun venter, er hendes periode på sygedagpenge udløbet, og hun er nu på den såkaldte ressourceforløbsydelse.

I den forbindelse er hun for nylig startet i jobtræning på sin arbejdsplads, Plejehjemmet Klitrosen i Klitmøller, med henblik på at få vurderet sin arbejdsevne.

”Det føles grotesk. Alle er klar over, at jeg ikke kan vende tilbage til et ordinært job. Og min arbejdsplads har for længst sagt, at de er klar til at ansætte mig i fleksjob, når jeg får min eksamen,” siger hun og tilføjer:

”Hvis det lykkes, undgår jeg førtidspension, men vil stadig være tilknyttet arbejdsmarkedet og have kontakt med både kollegerne og beboerne. Det vil virkelig betyde meget for mig.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler