Undrende dagplejer: ”Hvorfor skal vi ikke have minimums- normeringer?”

"Det er mig en gåde, hvorfor dagplejen ikke er kommet med i minimumsnormeringerne," siger Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA. Og dagplejere er enige. Dagplejen skal have et loft over antallet børn. "Børn er børn, om de går i vuggestue eller i dagpleje," siger dagplejer Charlotte Christensen.  Colourbox

Dagplejere i 60 ud af 76 kommuner tager i perioder vare på fem børn i stedet for fire, viser ny undersøgelse. Men fem børn er for meget, siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA, der vil have minimumsnormeringer i dagplejen. 

09. februar 2022

Børn har brug for samme nærvær. Samme voksenkontakt. Samme hjælp til at løse konflikter, og samme støtte til eksempelvis at få flyverdragten på selv eller at komme ind i en leg. 

”Om de går i vuggestue eller er i dagpleje. Børn er børn,” siger dagplejer Charlotte Christensen, der har et stort spørgsmål:

”Hvorfor er dagplejen ikke kommet med i aftalen om minimumsnormeringer?”

”De har brug for lige så meget nærværende voksenkontakt i dagplejen, som de har i vuggestuen. Og her kan jeg slet ikke følge, at vi skulle have det nemmere. Hos os er der ingen til at tage over og vi har ofte rigtig mange bolde i luften på en gang,” siger Charlotte Christensen, der er dagplejer i Korsør. 

For der er kun en person i dagplejen, når to græder på en gang, et tredje barn har brug for hjælp og frokosten skal dækkes op. Derfor ville et loft på fire børn være godt, mener hun.

”Det gør en væsentlig forskel, om der er fire eller fem børn. Selvfølgelig afhænger det også af børnegruppen, om børnene er små eller store og om der er nogle børn, der har udfordringer.”

Fem børn er for meget

Ikke desto mindre står mange dagplejere med fem dagplejebørn i perioder.

Ud af 76 kommuner bruger 60 kommuner muligheden for at indskrive fem børn i det enkelte dagplejehjem, viser den netop offentliggjorde rapport ’Udviklingstendenser, dagpleje og daginstitutioner 2022’, som Bureau 2000 har lavet for FOA. 

40 af kommunerne bruger kun muligheden i forbindelse med sygdom, kurser og ferie, mens 20 kommuner opererer med fem faste børn i dagplejen – også ud over gæstepleje. En del af de 20 dog kun i kortere perioder.

16 kommuner bruger slet ikke fem-børns dagpleje, viser rapporten. 

Fem børn er for meget, mener formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen. 

”Det er mig en gåde, hvorfor dagplejen ikke er kommet med i loven om minimumsnormeringer. Både dagplejere og private børnepasningsordninger bør have maksimalt fire børn,” siger Kim Henriksen, der mener, at et loft på fire børn i dagplejen ville svare til de i snit tre børn til én voksen, der vil gælde for vuggestuernes 0-2-årige børn, når minimumsnormeringerne er fuldt indfaset i 2024.

Men for dagplejen er der ikke indgået nogen aftale, og det er ikke godt nok, mener han. 

Maksimalt fire

At loftet skal være på fire børn i dagplejen og ikke i gennemsnit tre, er, fordi der i dagplejen er større kontinuitet og en tættere relation mellem barn og voksen, mener han. Børnene er sammen med den samme voksen hver dag og hele dagen, og dagplejeren går ikke fra til møder og pauser. Derfor svarer fire børn i dagplejen til de i gennemsnit tre børn for hver voksen i vuggestuen. 

”Vi vil det bedste for børnene, og her er normeringerne helt afgørende. Både børnene, deres forældre og dagplejere har krav på den kvalitetsforbedring, loven om minimumsnormeringer sigter efter med et loft over, hvor mange børn de skal være om de voksne i daginstitutionerne. Alt andet er forskelsbehandling,” siger Kim Henriksen.

Øger kvaliteten

Og den holdning bakker dagplejere på FOAs facebookside op omkring:

”Enig, kan ikke se logikken i det.”

En anden skriver: 

”Vi har 4-5 børn i næsten 10 timer hver dag og skal klare alle opgaver ene kvinde fra mad, rengøring, læringsplaner, forældresamtaler, bleskift mm.”

Frygter at børn skubbes over i dagplejen

Charlotte Christensen er bekymret for, hvad der på sigt vil ske med dagplejen, hvis minimumsnormeringerne ikke gælder begge steder. 

”Vil kommunerne sende flere børn hen til os, fordi det er billigere, og vi må have op til fem børn?” spørger hun.

Og lige præcis den bekymring – at kommunerne vil begynde at sende flere børn i dagplejen, når der kommer loft i vuggestuerne – deler også formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen.

Kommunerne har allerede nu udfordringer med at rekruttere pædagogisk personale, og det problem bliver kun større i de kommende år – både på grund af minimumsnormeringer, der vil kræve flere uddannede personaler, og på grund af det stigende børnetal.

”Det vil gå ud over børnene. Dagplejen vil blive mindre attraktiv for forældrene. Og det vil blive vanskeligere at rekruttere nye dagplejere, som der også er stadig større mangel på,” siger Kim Henriksen.

Nærvær og omsorg

For det handler om kontinuitet, mener dagplejer Charlotte Christensen. En kontinuitet, der får et afbræk, når der kommer et nyt femte gæstebarn ind ad døren.

”Et nyt barn er selvfølgelig ofte mere utrygt, så nogle gange er det lige som at lave en indkøring på et barn, der gør, at du må lægge nogle aktiviteter på hylden i den periode. Du kan ikke være der ordentligt for det nye barn, hvis der skal foregå en hel masse andre ting. Det kræver, at vi kan koncentrere os om kerneopgaven.”

Fire faste børn ville være udmærket, mener hun. Men igen: Det afhænger af børnene, deres alder og om der er særlige udfordringer.

”Du kan have en godt kørende gruppe med fem børn, for eksempel hvis børnene er lidt større og der ikke er særlige udfordringer. Men fire kan også være for meget, når vi har med børn med særlige udfordringer at gøre,” siger hun og understreger, at hvis dagplejerne skal kunne gøre en forskel – især for børn i udsatte positioner – så kræver det god tid til det enkelte barn for at kunne arbejde med barnets trivsel, udvikling og sproglige og sociale kompetencer. 

”Vi har desværre ikke som i daginstitutionerne haft mulighed for at få del i puljerne til sociale normeringer, men jeg håber, at der kan blive større bevidsthed om, at normeringerne har lige så stor betydning i dagplejen,” siger hun. 

Hvis fem børn er fremtiden for dagplejen, så holder Charlotte Christensen ikke til det, mener hun. Det handler ikke kun om, at det tærer på kræfterne.

”Jeg tænker på børnenes tarv her. De skal have de bedste forhold til at udvikle sig under. En normering på maksimalt fire børn ville virkelig gøre en forskel.”