Mobiltelefonen fylder for meget: Pernilles kollegaer scroller, mens de mader borgere
Nyt afsnit af Dilemmaklubben med Malin tager mobiltelefoner på arbejdet under kærlig behandling. Og det bliver der ikke set på med milde øjne af dagens panel.
14. august
Mobiltelefonerne fylder i både skoler, på teenageværelserne og i dagligstuerne. Men, lyder dilemmaet fra lytteren, Pernille, det gør de altså også i ældreplejen.
For her har Pernille oplevet, at medarbejdere scroller på mobilen, mens de laver aktiviteter med ældre eller i spisesituationer, fordi medarbejderen lige skal tjekke, hvad klokken er.
Paneldeltager, Niclas Vingum Tindbæk Jensen, der er EUX-elev og i praktik i psykiatrien, kan i den grad genkende den samme problematik på sin egen arbejdsplads.
"En af mine patienter har ikke bare følt sig overset, men decideret negligeret på grund af, at personalet bruger mobiltelefoner," siger han.
Det er nemlig ikke nødvendigvis kun de unge, der falder i kaninhullerne. Det gør både medarbejdere og ledere også, forklarer Niclas Vingum Tindbæk Jensen.
Sæt dog nogle ure op i lokalerne, så man ikke hele tiden skal gribe til mobilen, lyder rådet fra social- og sundhedsassistent Rikke Riis Jensen, der også er del af panelet.
Lederne må gå forrest, mener Liselott Blixt, der har arbejdet som social- og sundhedsassistent i en menneskealder, men nu er viceborgmester i Greve og også er med i dagens panel.
Programmets vært er Malin Schmidt, der til daglig er journalist på Fagbladet FOA. Hun tager dig sikkert igennem de uenigheder og enigheder, der kan opstå, når panelet finder svar på det, der rører sig i dit og andre Fagbladet FOA-læseres (arbejds-)liv.
Dilemmaklubben behandler tre dilemmaer og varer cirka en halv time.
Hvis du har et dilemma, så send det til dilemma@foa.dk.