Her bestemmer medarbejderne selv, hvornår de vil arbejde

Social- og sundhedsassistent Jim Wittendorf Kristensen oplever, at han har en høj grad af indflydelse og fleksibilitet, fordi hans arbejdsplads – hjemmeplejen i Tørring-Uldum i Hedensted Kommune – bruger ’pusleplaner’, når de skal lægge vagtskema. ”Jeg fortæller vidt og bredt om min arbejdsplads til folk i mit netværk, fordi jeg synes, at det fungerer så godt,” siger han. Tor Birk Trads

I Hedensted Kommune er faste rulleplaner blevet afløst af ’pusleplaner’ i hjemmeplejen. Medarbejderne er selv med til at lægge brikkerne i deres vagtskema, og det øger arbejdsglæden.

14. marts 2023

Fleksibilitet i hverdagen og frihed til for eksempel at kunne ledsage sin kone til lægen. Det er afgørende for social- og sundhedsassistent Jim Wittendorf Kristensen, der er ansat i den udekørende hjemmepleje i Tørring-Uldum i Hedensted Kommune.

Og derfor er han godt tilfreds med at arbejde et sted, hvor faste rulleplaner er blevet afløst af såkaldte pusleplaner. Det betyder, at vagtplanerne bliver lavet ud fra, hvornår medarbejderne ønsker at arbejde og ikke som tidligere, hvor de kunne ønske nogle fridage.

”Det, at man ikke får trukket et vagtskema ned over hovedet, betyder rigtig meget for min følelse af medbestemmelse. Hvis jeg i god tid ved, at min kone skal til lægen, så kan jeg planlægge mine vagter uden om det. Og hvis behovet opstår akut, har jeg kun oplevet, at det kan lade sig gøre,” siger Jim Wittendorf Kristensen.

Kræver runde albuer

Han og kollegerne udfylder hver en vagtplan for otte uger ad gangen. Her sætter de kryds ved de dage, de gerne vil arbejde, og derefter mødes de og ser hinanden i øjnene. Hvis vagtskemaet ikke går op, er der nogle, der må rykke sig hen på en anden dag.

”Hvis alle har runde albuer, så får vi det til at gå op,” siger Jim Wittendorf Kristensen, der kun har oplevet fleksibilitet fra både kolleger og ledelse.

Fleksibilitet går begge veje 

For Jim Wittendorfs Kristensens leder, Karin Dieckmann Gregersen, er fleksibiliteten en vigtig del af arbejdskulturen i kommunen. Og den skal gerne gå begge veje, så både medarbejdere og ledelse føler sig som en del af et fællesskab.

”Hvis vi hjælper medarbejderne, så hjælper medarbejderne os. Vi er fælles om det her,” siger Karin Dieckmann Gregersen.

Jim Wittendorf Kristensen ser også arbejdspladsen som et fællesskab. Han bliver gerne en time ekstra, hvis det også betyder, at der er fleksibilitet hos ledelsen.

”Jeg ser det fra begge sider. Jeg oplever, at jeg har frihed til at planlægge mit liv, så jeg kan gå til fritidsaktiviteter, tilpasse lange vagter i forhold til, hvad deres passer med familien og deltage i de store fødselsdage.”

Leder: Det er ikke så svært

Da hjemmeplejen i Hedensted Kommune overgik til pusleplaner i 2020, var der skepsis blandt medarbejderne over at skulle skifte fra de kendte rulleplaner til de ukendte pusleplaner, men nu vil de ikke tilbage til det gamle.

For Karin Dieckmann Gregersen er der ingen tvivl om, at arbejdspladser bliver nødt til at tilbyde fleksibilitet, og hun er uforstående over, at andre kommuner ikke indfører pusleplaner.

”Det er ikke svært – det handler om, at man som leder er åben over for, at arbejdet kan organiseres på andre måder. Vi er nødt til at være attraktive for medarbejderne, og jeg oplever, det er nemmere at rekruttere, når vi kan tilbyde stor indflydelse på vagtplanen,” siger hun.

Forskel på rulle- og pusleplaner

En rulleplan gælder for 12 uger, og når de 12 uger er gået, starter rulleplanen forfra.

Medarbejdere har ikke indflydelse på rulleplanerne, og hvis man ikke kan arbejde en bestemt dag, må man håbe, at man kan bytte med en kollega.

En pusleplan gælder for 8 uger, og medarbejdere har indflydelse på, hvornår de kan arbejde og kan dermed bedre sikre sig arbejdsfrie dage.

Pusleplaner bidrager til økonomisk overskud, da der bedre kan tages højde for variationer af køreruterne til borgerne ift. antal nødvendige medarbejdere, og der kan nemmere laves ændringer i vagtskemaet.