Kend din ferie og fritid: Her er de mest stillede spørgsmål

Fagbladet FOA guider dig blandt andet til, hvad der sker med din ferie, hvis du skifter job, og om din chef må forstyrre dig i din fritid.
12. marts
Hvad gør du, hvis du bliver syg i din ferie?
Må chefen forstyrre dig i din fritid?
Og hvordan kommer du bedst tilbage fra ferien, når hamsterhjulet pludselig igen kører med 120 kilometer i timen?
Selvom kærkomne feriestunder ofte byder på både spas og løjer, kan det også give anledning til en masse undren, når hverdagens vaner og rutiner pludselig bliver brudt.
Derfor har Fagbladet FOA besvaret de vigtigste spørgsmål, du skal kende svaret på, herunder.
-
1
Hvad gør jeg, hvis jeg har svært ved at koble af i ferien?
Når du kommer fra en hverdag med fuld knald på, kan der gå lidt tid, inden ferieroen sænker sig. Hvis du har svært ved at slappe ordentligt af, er der flere konkrete ting, du kan gøre.
Et godt råd er at droppe mobilen til fordel for analog underholdning som dit strikketøj eller at læse en bog. Hvis du bliver ved med at tænke på de arbejdsopgaver, du ikke kom i mål med inden ferien, kan du prøve at skrive dem ned. Læs mange flere råd her.
-
2
Hvor meget må min chef bestemme over min ferie?
Din chef skal lytte til dine ferieønsker. Dog er det i sidste ende ham eller hende, der bestemmer, hvornår din ferie skal afholdes. Ultimativt kan din arbejdsgiver bestemme, at du skal holde alle fem ferieuger om sommeren.
Når det er sagt, har du samtidig nogle rettigheder, din chef skal tage hensyn til. Du har for eksempel ret til tre sammenhængende ugers sommerferie, ligesom du har særlige rettigheder forbundet med din sjette ferieuge. Du kan læse mere om dine rettigheder her.
-
3
Hvordan er det nu lige med de der ferieregler?
I dag fungerer det sådan, at du har fem ferieuger, der optjenes og kan afholdes løbende. Det kaldes også samtidighedsferie. Hvis du gerne vil blive klogere på, hvordan du konkret optjener og kan afholde ferie, kan du læse Fagbladet FOAs guide til ferieloven her.
Du kan også bruge denne ferieberegner fra Forhandlingsfællesskabet til automatisk at beregne, hvor meget ferie du har til rådighed.
-
4
Hvilke dage er det smartest at tage fri i år?
Hvis du har mulighed for selv at påvirke, hvornår dine fridage ligger, kan du glæde dig over, at julen i 2025 falder på en onsdag. De øvrige helligdage og overenskomstfridage falder heller ikke helt skidt. I år ligger 12 af dem nemlig på hverdage. Det betyder, at der i år kan være mulighed for flere fridage end i både 2022 og 2023.
Helt konkret ligger Kristi Himmelfart torsdag den 29. maj så du kan med fordel ønske fri fredag den 30. maj for at få en lang weekend. Her kan du se en samlet guide til, hvornår du kan lægge feriedage, hvis du vil udnytte helligdagene og de mulige overenskomstfridage til fulde.
-
5
Hvad er op og ned, hvis jeg med kort varsel kaldes på arbejde?
Nok kan du blive pålagt overarbejde eller ekstra arbejde af din chef. Men arbejder du på døgnområdet som social- og sundhedsassistent eller på det døgnpædagogiske område, må du ikke i gennemsnit arbejde mere end 48 timer om ugen i en periode på 4 måneder. Heller ikke selvom der er tale om frivilligt overarbejde. Det fastslår den såkaldte 48-timers regel.
Men hvad er reglerne, hvis du er deltidsansat? Og hvad med ekstra tillæg og hviletid mellem vagter? I denne artikel guider Fagbladet FOA dig igennem, det du bør vide, hvis du bliver kaldt på arbejde med kort varsel.
-
6
Er det bare surt show, hvis jeg bliver syg i ferien?
Ja, det er ærgerligt at blive syg, men bare rolig. Du skal ikke nødvendigvis spilde dine dyrebare feriedage på at ligge hjemme under dynen. I nogle tilfælde kan du nemlig få erstatningsferie, hvis du kan dokumentere, at du har været syg i din ferie.
Du skal melde dig syg hurtigst muligt. Så skal du skaffe en lægeerklæring eller dokumentation for hospitalsindlæggelse, selvom din arbejdsgiver ikke spørger efter den.
Læs mere om dine muligheder og rettigheder, hvis du bliver syg i ferien, her og her.
-
7
Hvad skal jeg være opmærksom på i forhold til udbetaling af femte ferieuge?
Som deltidsansat skal du selv søge om at få din femte ferieuge udbetalt, hvis du ikke har afholdt den inden nytår. Du kan også aftale med din arbejdsgiver at overføre ferieugen, så du gemmer den til næste ferieperiode.
-
8
Får du den rigtige løn i ferien?
Du skal være særligt opmærksom på, om du får dine særydelser udbetalt under ferien. Du kan finde konkrete tips, til hvordan du sikrer at du får den rette løn udbetalt, her eller svarene på de vigtigste spørgsmål om feriepenge her.
-
9
Må chefen forstyrre mig i min fritid?
Når du først har begyndt din ferie, kan din chef ikke kalde dig på arbejde. Men må din chef ringe til dig? Det er en juridisk gråzone, lyder det fra Camilla Bolvig Cazal, konsulent i FOA Overenskomst. Dog skal det ske på en diskret måde, for eksempel på mail, så du ikke har pligt til at svare.
Forstyrrer din chef dig, når du har fri, er det det straks en anden sag. Her må din chef forstyrre dig, så længe der er respekt for, hvad der er rimeligt og nødvendigt. Du har dog ikke pligt til at svare.
-
10
Hvad sker der med min ferie, hvis jeg skifter job?
Din arbejdsgiver skal afregne feriegodtgørelse svarende til 12,5 procent af den ferieberettigede løn, hvis du fratræder din stilling, inden du har nået at holde din ferie. Når du senere ønsker at afholde ferien, får du ikke løn, men skal i stedet ansøge om udbetaling af feriegodtgørelsen på borger.dk.
Du kan finde mere information om ferie og jobskifte i denne artikel. Hvis du drømmer om at få et nyt arbejde i løbet af ferien, kan du med fordel læse denne artikel, hvor du får en grundig gennemgang af processen fra start til slut.
-
11
Må jeg holde ferie som opsagt eller under barsel?
Hvis du holder ferie i opsigelsesperioden, har du de samme rettigheder som ikke-opsagte. For eksempel må din chef ikke kontakte dig med arbejdsrelaterede spørgsmål i ferien. Du kan også have ret til erstatningsferie, hvis du bliver syg i din ferie i opsigelsesperioden. Hvis du er på barsel, kan du som udgangspunkt ikke holde ferie samtidig.
Bliv klogere på, hvilke muligheder du har, hvis du holder ferie, når du er blevet opsagt, ledig eller er på barsel i denne artikel.
-
12
Hvordan vender jeg bedst muligt tilbage til arbejdet efter ferien?
Efter en dejlig ferie, kan det føles en smule uoverskueligt at komme tilbage på arbejde. Men der er nogle helt konkrete ting, du kan gøre for at hjælpe dig selv på vej. Du kan for eksempel lave et lille ritual for at markere afslutningen på ferien, og så skal du huske at prioritere dine arbejdsopgaver, så du ikke drukner i forsøget på straks at indhente det arbejde, du ikke har lavet mens du holdt fri.
Mange vender tilbage fra ferien med et par ekstra feriekilo på sidebenene som souvenirer. Derfor giver læge Jens W. Langers råd til, hvordan du får en sundere hverdag, uden at du skal slide dig selv op på løbebåndet efter ferien.
Er dine udgifter løbet løbsk i ferien? Frygt ej. I denne artikel får du gode råd til, hvordan du får balance i budgettet efter ferien.