Paramediciner har fået udgivet forskning i amerikansk tidsskrift: ”Jeg er megastolt”
Carsten Meilandt, som er paramediciner, har ved siden af sit job både studeret og forsket. Nu har han fået udgivet en forskningsartikel om forskellen på hjertestarterne Zoll og Lifepak.
01. juli
Er der forskel på, hvor mange patienter med hjertestop får hjerterytmen tilbage, når de får stød med en hjertestarter fra henholdsvis Lifepak eller Zoll?
Det satte paramediciner Carsten Meilandt og hans forskerkolleger sig for at undersøge i et forskningsprojekt, der tog sine første livtag i efteråret 2021.
Studiet har for første gang kortlagt forskellen på hjertestarterne Zoll og Lifepak ved hjertestop uden for hospitalet. Effektiviteten har forskerne målt ud fra, hvor mange patienter der fik deres naturlige hjerterytme tilbage – i videnskaben kaldet ROSC, Return of Spontaneous Circulation – efter at være blevet stødt.
Forskningsprojektet er nu blevet udgivet i det amerikanske tidsskrift for hjerteforskning ’Journal of American Heart Association’.
”Jeg er megaglad og megastolt. Det har været et kæmpe arbejde,” fortæller Carsten Meilandt.
Ikke statistisk signifikant
Det, Carsten Meilandt og kollegerne har fundet ud af, er, at det ser ud, som om at Zoll’en er en smule bedre end Lifepak’en.
Men resultaterne tyder på, at forskellen skyldes noget andet end selve stødeffektiviteten. Og – understreger Carsten Meilandt – så er det ikke statistisk signifikant. Derfor skal man ikke være nervøs, hvis man på ens arbejdsplads for eksempel bruger en hjertestarter af mærket Lifepak.
Forskerne har en idé om, hvorfor Zoll’en muligvis er lidt bedre end Lifepak’en. Den giver nemlig feedback på hjertemassagen, mens man giver den.
”Der sidder en lille puk, som man sætter på brystkassen, der hvor man skal trykke, og så kan man se, hvor hårdt og hvor hurtigt man trykker. Det kan være med til at vejlede og optimere ens basale hjertelungeredning,” siger Carsten Meilandt.
Nyt projekt i støbeskeen
En anden forklaring kan være, forklarer Carsten, at når ambulancerne er overgået til Zoll’en – det har flere regioner gjort de sidste par år – så har der været nogle oplæringskurser, hvor personale har øvet sig på udstyret.
”Så der har man måske fået genopfrisket det,” siger han.
Ovenpå udgivelsen af forskningsprojektet, har Carsten Meilandt og kolleger overvejet at lave samme forskningsprojekt, men hvor de undersøger det inde på hospitalerne.
”Det er stadig på tegnebrættet.”
Du kan læse hele forskningsprojektet i Journal of American Heart Association.
Carsten Meilandts CV
- Er ansat i en forskningsstilling i Præhospitalet, Region Midt
- Læser Sundhedsfaglig Kandidatuddannelse, Aarhus Universitet
- Har en bachelorgrad i Paramedic Practice fra University of Cumbria i England
- Er uddannet paramediciner i England