Jessica brød stort løfte, da hun blev sosu-hjælper – det viste sig at være ”guld værd”

”Jeg har altid sagt, at jeg aldrig nogensinde skulle være social- og sundhedshjælper, for det er stort set hele min familie.

Men den anden uddannelse, jeg prøvede, var ikke noget for mig. Og når jeg mærkede efter, var det tydeligt, at det er sosu-faget, der drager mig.

Jeg har lyst til at arbejde med mennesker og gøre en forskel. Og det gør man virkelig som social- og sundhedshjælper. Relationen, man skaber til borgerne, er guld værd.

Selv de mindste ting kan gøre en stor forskel. Hvis en borger er ked af det, kan et kram gøre alverden. At jeg sætter mig ned og giver mig tid til at lytte.

Jeg glemmer heller ikke, hvordan en borger var ovenud lykkelig i to dage, fordi vi en eftermiddag gik til det nærmeste supermarked for at handle ind. Det var det største ønske, hun havde. At hun kunne komme på sin egen indkøbstur i stedet for at få sine dagligvarer leveret. Det var fantastisk at se hende så glad.

Jeg husker også, hvordan jeg sammen med en borger, der er halvsidig lammet, satte et mål om, at hun på en måned skulle blive i stand til at gå ned til fællesstuen.

Ved hjælp af min støtte og en trepunktsstok klarede hun målet på 14 dage, altså den halve tid. Det gjorde hende stolt og lykkelig.

Mine kolleger fortæller mig, at jeg skal stole på de ting, jeg gør, men jeg er en smule genert.

Derfor var det også overvældende, da jeg for nylig blev kåret som et af Danmarks 100 velfærdstalenter. Det havde jeg ikke regnet med, for jeg er jo bare mig. Men nogen må synes, at jeg gør et godt stykke arbejde.

Og jeg har i hvert fald ikke fortrudt, at jeg gik i min families fodspor og blev social- og sundhedshjælper. Vi kan ikke komme udenom, at arbejdet til tider er hårdt. Men samtidig er det så givende, og hvis man ønsker at være noget for andre, vil jeg opfordre alle til at give faget en chance.”