Efter flere år i andre fag: Pia kunne ikke glemme glæderne ved at være serviceassistent

”Da jeg var meget ung, arbejdede jeg inde på Århus Amtssygehus, hvor jeg gjorde rent. Men så gik jeg andre veje. Og jeg har faktisk arbejdet mange steder – altid med noget, der har haft med service at gøre. Jeg er uddannet frisør, har været leder i XL-Byg og Silvan og har siddet på kontor med sommerhusudlejning og bestyrede 600 sommerhuse. Men i flere år gik jeg med lysten til at vende tilbage. Og det gjorde jeg så. Jeg kom tilbage til Randers Sygehus, traume, akut og skadestuen, som jeg godt kan lide.

Mit job som serviceassistent består af en masse facetter – i form af alle de mennesker, jeg møder, og alle de forskellige opgaver, der er. Det er et meget alsidigt job. Jeg laver jo en milliard ting. Jeg skal både gøre rent på stuerne, servere mad til patienterne, gå med prøver og blod, løbe til hjertestop og meget mere. Så det er meget forskelligt.

Man kan godt have en idé om morgenen om, at man skal nå de og de opgaver, men det kan vende på fem minutter. Og det er noget af det, jeg godt kan lide. Der er nye udfordringer hver dag, og jeg ved ikke nødvendigvis, hvad jeg kommer til at møde. Det er fedt, fordi jeg godt kan lide, at jeg kan stå i en situation, hvor jeg skal smide alt, hvad jeg har i hænderne og løbe til en anden opgave. Det kan være meget uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske.

Til tider har vi også overbelægning, hvor der ligger patienter på gangen. Det kan godt være nogle hårde og travle dage, men man skal have det til at fungere. Travle dage kan blive en god dag for mig, fordi jeg udfører det, der skal til for at give patienterne den bedste service, og det står sygeplejersker, læger og serviceassistenter sammen om at opnå.

Vi skal hele tiden være omstillingsparate. Hvis der er et ryk, hvor fem værelser hurtigt skal gøres rene, samtidig med at telefonen bipper med en anden opgave, så skal man kunne håndtere den stress.

Det er svært at sætte ord på, hvorfor jeg så godt kan lide det, men det kan jeg. Travlheden, tempoet, opgaverne. Efter sådan en dag går jeg bare hjem med en følelse af at være glad og tilfreds med mig selv og min indsats.

20-årige Clara har været skoletræt hele sit liv – men sosu-uddannelsen er ”det fedeste i verden”

Jeg kan også rigtig godt lide, at jeg er i kontakt med patienterne. Jeg er ikke den, der kommer ind og overbringer den triste nyhed eller skal stikke – jeg er der på andre måder. Jeg skal kende de mennesker, jeg kommer ind til. Nogle vil rigtig gerne snakke, og nogle vil gerne have, at man sætter sig ned og holder dem i hånden. Der er også nogle, der slet ikke vil snakke. Og det elsker jeg at imødekomme.

Jeg havde en ældre herre, der havde fået at vide, at han var ekstremt kræftsyg, og at der ikke var mere at gøre for ham. Han var så rar en gammel mand, der sad helt alene. Han spurgte, om jeg ikke kunne sidde inde ved ham i bare fem minutter. Der var egentlig ikke ressourcer eller tid, men jeg tog mig tid til at holde ham i hånden, fordi han spurgte. Han blev helt rolig og fattet. Hans reaktion kom også lidt efter, hvor det gik op for ham, hvad det egentlig var, der var blevet sagt til ham. Der var ikke mere at gøre.

Det er i sådanne situationer, at jeg kan mærke, jeg gør en forskel. For hvis jeg kommer ind til en stue og kan mærke, at det handler om, at jeg måske bare sætter mig ned lige så stille – ikke nødvendigvis for at sige noget – men bare lige tage deres hånd, så gør jeg det. Der er det lige meget, hvor travlt der er. Hvis der er behov for det, så gør jeg det.

Jeg bliver høj, når jeg har gjort en glad. Jeg elsker mit job. Hver dag glæder jeg mig til at møde ind på arbejde, for jeg er med til at redde liv.”