De var med til at redde Christian Eriksens liv: Den dag glemmer vi aldrig
Når Danmark torsdag spiller EM-kamp mod Belgien, vil paramedicinere igen være en del af beredskabet. Ligesom de var det forleden, hvor Peder Ersgaard og Christian Nørskov var med til at redde landsholdsspilleren Christian Eriksens liv. Her fortæller de to FOA-medlemmer om en usædvanlig arbejdsdag.
17. juni 2021
De første 42 minutter af EM-kampen mellem Danmark og Finland i Parken i København er forløbet stille og roligt. Men i det 43. minut ændrer det billede sig, da den danske fodboldstjerne Christian Eriksen falder om. Det ser paramediciner Peder Ersgaard, der sidder på første række ved siden af den finske bænk.
Det står hurtigt klart, at situationen er meget alvorlig, og Peder Ersgaard sender som det første samaritterne afsted, mens han – som aftalt – stiller sig ved sidelinjen med landsholdets læge. De gør linjedommeren opmærksom på, at de skal ind på banen. Og fra dét øjeblik, er det som om, tiden går langsomt.
”Da jeg løber over banen, tænker jeg, at nu skal det ikke gå galt,” siger Peder Ersgaard.
Da han som en af de første når frem til Christian Eriksen, er stjernen allerede lagt i aflåst sideleje. Det har anfører Simon Kjær gjort efter at have sprintet over en halv banelængde.
”Da vi finder ud af, at hans (Christian Eriksen, red.) hjerte ikke slår, løber det koldt ned ad ryggen,” siger Peder Ersgaard.
Forberedte sig med videoklip
Sammen med sin makker Christian Nørskov, som Peder Ersgaard til dagligt arbejder med i Region Hovedstadens Akutberedskab, er de to ankommet til Parken klokken 15 – tre timer før kampstart – som en del af det beredskab og den køreplan, som det europæiske fodboldforbund UEFA har linet op til alle EM-kampe:
Mens Peder Ersgaard sidder tæt på fodboldbanen, skal Christian Nørskov holde sig klar udenfor stadion sammen med medarbejdere fra politiet og brandvæsenet og tre ambulancer.
Inden kampstart fordeler Peder Ersgaard opgaverne sammen med de to samaritter-hold. Fire samaritter skal sidde ved den finske bænk, fire ved den danske. Hvem skal give medicin? Hvem skal give hjertemassage?
Med sig har Peder Ersgaard en behandlingstaske, en ilttaske og en hjertestarter. Eller en ’defibrillator’, som det hedder. Han tjekker det hele for at sikre, at alt er, som det skal være. Han tjekker endda med en samarit, om de har ekstra hjertestartere, hvis de får brug for det.
Derefter gennemgår han sammen med UEFA-lægen, stadionlægen og de otte Røde Kors-samaritter de former for skader, der muligvis kan opstå. Det kan være skader ved hovedet, ryggen, og – når det er allerværst – hjertet. Her ser de videoer, som viser, hvordan det typisk ser ud, når elitesportsfolk rammes af et hjertestop. Det viser sig at være en nyttig forberedelse.
”Da Christian Eriksen falder om, tænkte jeg først på de videoer, jeg så før kampen. Jeg har aldrig set en fodboldspiller få hjertestop før, så det gjorde mig bedre forberedt til at jeg kunne reagere hurtigere,” siger Peder Ersgaard.
Ét stød og hjertemassage og så var der puls
Da Peder Ersgaard når frem til Christian Eriksen, tager han hurtigt en rubensballon i brug. Det er en gummiballon med en ventil i hver ende og en ansigtsmaske, der kan give kunstigt åndedræt.
I dét øjeblik glemmer paramedicineren alt om, at der sidder tæt på 16.000 mennesker på stadion, og at millioner af tv-seere følger med.
”Der fik jeg følelsen af, at nu ved jeg, hvad jeg skal. Så var det rutine, og så forsvandt de ydre rammer,” siger Peder Ersgaard.
I de næste sekunder og minutter er det ham, der gør medicinen klar. Det er også ham, der holder øje med hjertestarteren og kan se, at hjertemassage ikke er tilstrækkelig hjælp. Det er nødvendigt med stød og hjertemassage for at vække Christian Eriksen til live. Derefter mærker Peder Ersgaard puls i landsholdsspillerens håndled
En surrealistisk oplevelse
Udenfor følger makkeren Christian Nørskov kampen på en skærm sammen med politi- og brandfolk. På skærmen ser han, at Danmarks nummer 10 kollapser, og allerede dér er paramedicineren på vej.
”Peder og jeg havde talt om inden, at det værste der kunne ske, nok var et brækket ben. Det er temmelig surrealistisk først at se en stille og rolig fodboldkamp, og minutter senere står man på banen og hjælper med at redde et liv,” siger Christian Nørskov, som godt kan mærke, at han bliver overvældet, da han er på vej ind på banen.
”Det er jo mange øjne, der kigger, og spillere står omkring ham. Ofte er det pårørende, der kan påvirke en mest. Vi ved, hvad vi skal med personen, som er kommet til skade, men det kan være svært at håndtere følelserne omkring ulykken.”
Samtidig roser Christian Nørskov spillerne for, at de midt i chokket havde overskud til at danne en klynge omkring Christian Eriksen og redningsfolkene:
”Klyngen gav os et rum at være i. Og det er vi vant til, fordi vi oftest er hjemme i folks stuer, når de har fået et hjertestop. Det var rigtig fint den måde, de skærmede os på.”
Glad og stolt
Da ambulancen er kørt afsted med Christian Eriksen og en akutlæge, er opgaven slut for Peder Ersgaard, Christian Nørskov og de andre førstehjælpere, og de samles til en defusing, som er en gruppesamtale med de medarbejdere, der har været involveret i en voldsom hændelse.
”Her snakker vi hele scenariet igennem for at finde ud af, hvad vi gjorde godt, og hvad vi kan gøre bedre til næste gang,” siger Peder Ersgaard og fortsætter:
”Jeg er simpelthen så glad for, at det er gået godt med Christian Eriksen. Det viser, hvor vigtigt det er at tjekke sit udstyr igennem, træne det og have styr på sine aftaler. Vi har et motto, der hedder ’it takes a system to save a life’, og det var netop dét, der skete. Systemet, aftalerne og kompetencerne var på plads. Jeg er stolt af at have været en del af teamet, og jeg er stolt af at have været med til at redde en ung mands liv,” siger han om en dag, de to med garanti aldrig glemmer.
Christian Nørskov synes også, at det fagligt var en stor oplevelse. Ikke mindst fordi det hele endte så godt.
”Det skal aldrig gå galt, men det skal specielt ikke gå galt, fordi vi har at gøre med en mand, der kun er 29 år. Som paramediciner ved man, at livet er skrøbeligt, men det var ikke Christian Eriksens tid endnu,” siger han.
Håber på en 92’er
Torsdag meddelte den danske fodboldunion DBU, at Christian Eriksen skal have indopereret en hjertestarter, der kendes som en ICD-enhed. Det er en avanceret pacemaker, der via elektriske stød kan stoppe livstruende anfald af hurtig hjerterytme fra hjertekamrene.
Det er alt for tidligt at sige, om stjernen kommer tilbage på banen. Men det er set i flere andre tilfælde – også blandt topspillere inden for fodbold.
Og imens vi venter på det svar, holder de to paramedicinere øje med landsholdet. Begge er glade for fodbold og var før slutrunden optimister på landsholdets vegne, men Christian Eriksens uheld har skabt tvivl om, hvordan Danmark klarer sig:
”Det afhænger meget af dagens resultat, men jeg ved, spillerne vil gøre alt, hvad de kan,” siger Peder Ersgaard.
”De må bare lave en 92’er og overraske os alle,” supplerer Christian Nørskov.
Han har ikke flere EM-vagter i Parken. Peder Ersgaard vender tilbage som paramediciner, når Danmark møder Rusland på mandag.
Beredskabet under EM
- Der skal være tre ambulancer med paramedicinere inden for afspærringen af stadion, så der er dedikeret ambulancer til spillere, officials/VIP og til publikum. Hvis en ambulance aktiveres, skal den erstattes umiddelbart af en anden
- En ambulance med paramedicinere skal stå til rådighed i området uden for afspærringen
- Alle fire beredskaber (fire bemandende ambulancer) skal være plads tre timer før kampstart
- Den ene ambulances paramediciner skal befinde sig ved sidelinjen sammen med lægen, som er udpeget af eksempelvis DBU. Landsholdslægen og paramedicineren har ansvaret for al akutbehandling på banen. Den anden paramediciner skal være ved ambulancen klar til at rykke ind.
- Akutberedskabet indgår i den myndighedsfælles stab, der styrer hele afviklingen i forhold til beredskab. Derfor skal akutlæger fra det normale beredskab også stå klar, hvis der sker en større hændelse
- Alle ambulancer, der kører i Region Hovedstaden, kan indsættes ved behov
- Hospitalerne og Akuttelefonen 1813 indgår også i det samlede beredskab, hvis der skulle ske noget med holdene, officials, VIP og publikum
- Derudover skal der holde en ambulance klar, hver gang landsholdet træner. Den skal være på plads en time før, træningen begynder.
Retningslinjerne er blevet planlagt sammen med UEFA igennem de sidste tre år, så de passer til danske og lokale forhold. UEFA er berettiget til at kontrollere, at forholdene er som aftalt forud for en kamp.
Kilde: Martin Collin Fjordholdt, beredskabsmanager i Region Hovedstadens Akutberedskab.