Store forandringer er tæt på: Minister vil afskaffe krav til afgangstid ved årsskiftet

Et af de helt centrale krav i det danske beredskab er, at det skal rykke ud fra brandstationerne, senest fem minutter efter alarmen har lydt. Nu er kravet på vej i graven. Jørgen True

FOA kritiserer, at intet nyt nationalt krav ser ud til at træde i stedet. Det vil medføre større brande og mere ulighed, lyder advarslen.

02. september

Allerede fra årsskiftet kan brandvæsenets krav om afgangstid inden for fem minutter efter alarm være fortid. 

Det fremgår af en orientering til Forsvarsudvalget fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen, få dage før han videregav ansvaret for beredskabet til den nye beredskabsminister. 

Ifølge orienteringen vil ændringen ske i forbindelse med en revision af bekendtgørelsen om risikobasereret dimensionering af det kommunale redningsberedskab. Dén forventes at træde i kraft omkring årsskiftet.

Fremover vil fokus være på responstider, hvor det bliver de enkelte kommunalbestyrelsers ansvar at stille krav til responstider ud fra ’lokale vurderinger’.

”Det er vigtigere for borgeren, hvornår redningsberedskabet ankommer til skadestedet fremfor, hvornår redningsberedskabet afgår fra stationen,” lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Bekymring hos FOA

I FOA bliver beskeden modtaget med hovedrysten og bekymring. 

”Jeg er bekymret på borgernes vegne, for der lægges ikke op til, at man vil erstatte kravet med et minimumskrav for responstid,” siger sektorformand Thomas Brücker.

Han fortsætter:

”Hvis man er en kommune, der i forvejen har problemer med at overholde afgangskravet, må man jo forvente, at man vil sætte et krav til responstid, som kan lykkes. Vi vil se forskellige krav til responstider, men hvorfor skal nogle borgere vente længere tid på hjælp?”

Opfordrer til nationalt minimumskrav

Med det nuværende afgangskrav på fem minutter kan den del af befolkningen, der bor i byen og tæt på en brandstation, forvente hjælp allerede inden for 5-6 minutter. Det kan også være fortid, forudser Thomas Brücker.

”Hvis man stiller krav om responstid på for eksempel 12 eller 15 minutter, kan man også risikere, at der går ti minutter, før brandvæsenet får rykket ud, fordi brandfolkene bor længere væk fra stationen og dermed er længere undervejs,” siger han.

FOA vil nu invitere sig selv til møde med den nye beredskabsminister Torsten Schack Pedersen og endnu en gang gøre medlemmerne af Forsvarsudvalget opmærksomme på, at en afskaffelse af kravet til afgangstid er en ”farlig vej at gå.”

”Man bliver nødt til at lave et nationalt minimumskrav til, hvornår en brandbil skal være fremme. Det handler om borgernes tryghed og sikkerhed, og man ved, at en brand udvikler sig voldsomt hurtigt,” siger Thomas Brücker.