Nu er Geethika udvist: Uretfærdigt, at jeg bliver smidt ud af landet

Geethika Brown har nu forladt Danmark, som hun har boet og arbejdet i næsten uafbrudt siden 2008. Tobias Stidsen

Efter at have fået sin afrejsedato udskudt flere gange er social- og sundhedshjælper Geethika Brown nu ikke længere i Danmark. Hun håber, at reglerne bliver ændret, så andre ikke ender i samme situation.

11. marts 2021

Geethika Brown ruller sine tre tasker gennem Kastrup Lufthavn. I dem er de sidste ting hun ikke har skilt sig af med og nogle gaver fra hendes venner i Danmark. Hun er rørt. Om lidt skal hun sige farvel til sin kæreste og sætte sig i et fly mod Sri Lanka. 

Årsagen er, at social- og sundhedshjælperen er blevet udvist af Danmark efter at have boet og arbejdet i landet næsten uafbrudt siden 2008. En sag, som Fagbladet FOA har skrevet flere artikler om. 
Sosu-hjælper udvist af Danmark: Mangler halvt års uddannelse for ny opholdstilladelse

Udvisningen skyldes blandt andet, at hendes uddannelse som social- og sundhedshjælper ikke er nok til at give hende opholdstilladelse i landet. 
”Jeg startede med at arbejde få uger efter, at jeg kom til Danmark. Jeg betaler skat. Jeg uddanner mig. Jeg tjener mine egne penge og hjælper andre,” siger Geethika Brown.

Få loven ændret

Geethikas skæbne afgjort – hjemmeplejen mister en vellidt medarbejder

Til Fagbladet FOA har udlændingeminister Mathias Tesfaye tidligere oplyst, at han ikke kan kommentere på enkeltsager, men ministeren siger samtidig, at det ærgrer ham hver gang han hører om velfungerende borgere, der kommer i klemme i reglerne.

Det ændrer imidlertid intet for Geethika Brown. Hun har et ønske om, at de ansvarlige politikere vil gøre noget og ændre på reglerne for andre indvandrere, der står i samme situation.

”Udlændingeministeren og mange andre politikere synes, at det er uretfærdigt, at jeg bliver smidt ud af landet, men I kan ikke gøre noget, hvis I ikke ændrer loven.”