Morgensvømmer er frustreret: ”Vi kan ikke bruge den svømmehal, vi har betalt for”
Flere kommuner som Ringkøbing, Faxe og Odsherred lader private svømmeklubber og foreninger overtage dele af driften i kommunale svømmehaller.
18. marts
”I dag kan vi næsten ikke svømme, fordi svømmeklubben har overtaget mange af tiderne og derudover ikke kan finde svømmere, der vil fungere som livreddere.”
Det fortæller morgensvømmer Gitte Søgaard fra Allerød, hvor de mærker de langsigtede konsekvenser af, at kommunen tilbage i 2012 valgte at overlade dele af driften i kommunens svømmehaller til den private svømmeklub.
Gitte Søgaard har ellers med stor fornøjelse svømmet i Blovstrød svømmehal i Allerød siden 1971, hvor den blev bygget.
Men for år tilbage fik fløjten en anden lyd.
Svømmeklubbens svømmere som livreddere
Byrådet i Allerød Kommune besluttede nemlig, at den lokale svømmeklub Sigma fremover skulle drive kommunens svømmehaller.
”De kommunale livreddere blev erstattet af svømmere fra svømmeklubben, der tog livredderprøven,” siger Gitte Søgaard.
Resultatet blev begrænsede åbningstider til Gitte Søgaard og de andre morgensvømmeres store skuffelse.
”Jeg forstår godt, at unge mennesker ikke gider at stå tidligt op på en lørdag for at se os svømme rundt. Derfor savner vi de faste, kommunale livreddere og vores morgensvømning,” siger hun.
Fyret personale
Men det er ikke kun morgensvømmere og svømmehallers øvrige gæster, der rammes af beslutningen om at overlade driften til svømmeklubber.
Det kan nemlig betyde flere fyringer af svømmehalspersonale rundt om i landet, når kommuner øjner en mulighed for at spare ved at lade private svømmeklubber stå for dele af driften. Og det bekymrer Jesper Harding, der er sektorformand for Servicesektoren i FOA Nordsjælland.
”Det er et stort problem, hvis flere kommuner beslutter at privatisere driften. Og i den forbindelse afskediger dedikerede kommunale livreddere og teknisk personale,” siger han.
Han er ligeledes bekymret for, om det kan få konsekvenser for rengøringen af svømmehallerne.
”Det er afgørende, at der er rent i en svømmehal. Det er faktisk et stort arbejde. Jeg kan godt være bekymret for, om privatiseringen af driften vil betyde mere mangelfuld rengøring, fordi målet pludselig er maksimal profit og en reducering af omkostningerne for de private svømmeklubber,” siger han.
Lige adgang for alle
Svømning til kamp mod demens og kræft
Halvering af den offentlige åbningstid
Gitte Søgaard genkender svømningens positive effekter på både krop og sind.
”Det er livskvalitet, simpelthen. Vi har haft et sammenhold om svømningen. Men nu er problemet, at folk falder fra, fordi de savner stabiliteten,” siger hun.
Tidligere kunne Gitte Søgaard og de andre morgensvømmere svømme i Blovstrød Svømmehal seks dage om ugen fra 7-9.
I dag kan morgensvømmerne samlet svømme 11 timer om ugen på “skæve tidspunkter”, fortæller hun.
De 11 ugentlige timer er i øvrigt fordelt på to svømmehaller i Allerød: Engholm og Blovstrød. Og det er et problem, fortæller Gitte Søgaard.
”Vi kan kun svømme én dag i Blovstrød, og det bøvler vi med. Engholm Svømmehal har nemlig trapper og ligger derudover placeret, så vi er nødt til at tage bilen, men det har mange af morgensvømmerne ikke mulighed for,” siger hun.
Dét og de vigende åbningstider har, ifølge Gitte Søgaard, betydet, at over halvdelen af morgensvømmerne er stoppet med at komme.
Allerød Kommune mener ikke, at man kan tale om privatisering. Kommunen oplyser, at det kun er livredderfunktionen, der varetages af den private svømmeklub Sigma.
Hvad skete der i Allerød?
Kilde: Allerød Kommune