Michelle og Helle var med helt inde i forhandlernes maskinrum: ”Det var virkelig, virkelig givende”

Et indblik bag kulisserne, en mulighed for at blive hørt og stor respekt for forhandlernes arbejde. Det var blandt de ting, som de to tillidsrepræsentanter Helle Wulff og Michelle Schibler fik ud at være en del af forhandlingerne om de nye private overenskomster.
30. marts
Handicaphjælper Helle Wulff og social- og sundhedsassistent Michelle Schibler er tillidsrepræsentanter og har begge siddet med ved forhandlingsbordet til de private overenskomstforhandlinger. Helle på handicaphjælperområdet, også kaldet BPA, og Michelle på det private plejeområde.
”Det har været en kæmpe fornøjelse at være med til,” siger Michelle Schibler.

Helle Wulff er handicaphjælper for en ung kvinde med Downs syndrom og autisme. Hun blev spurgt af en af forhandlerne fra FOA før overenskomstforhandlingernes start, om hun havde lyst til at være med.
Det var i år første gang, at FOA havde tillidsrepræsentanter med ved forhandlingsbordet på handicaphjælperområdet.
”Jeg sagde ja til noget, jeg ikke vidste, hvad var,” griner Helle. Men det skulle vise sig at blive en stor oplevelse:
”Jeg følte mig virkelig lyttet til, og jeg oplevede at blive spurgt til råds. Det var virkelig, virkelig givende at opleve, at vi ikke bare sad der for sjov. Vi sad der, fordi de gjorde brug af os og spurgte ind til, hvordan det ser ud i ude i virkeligheden,” siger Helle.
De kæmper til den bitre ende, de gør det dybt, dybt professionelt, og de giver sig ikke, før de sidste kommaer står, hvor de skal.
Helle Wulff, handicaphjælper
Og selvom forhandlerne havde både aftaler om barnedåb og sommerhusture i kalenderen, blev de aflyst for at der kunne komme en aftale på plads for handicaphjælpere, fortæller Helle. Og det gjorde indtryk:
”De kæmper til den bitre ende, de gør det dybt, dybt professionelt, og de giver sig ikke, før de sidste kommaer står, hvor de skal. Selve overenskomsten blev underskrevet klokken fem søndag morgen, selvom nogen skulle stå i Forligsinstitutionen klokken ni. Jeg har så stor respekt for forhandlerne,” siger Helle, som også efterfølgende har sendt en takkemail til FOAs forhandlere.
Selv er hun godt tilfreds med resultatet. Især er hun glad for, at arbejdsmiljørepræsentanterne får et årligt tillæg på 9.000 kroner, og så glæder hun sig over, at der er lavet en aftale om drøftelse mellem parterne om muligheden for barnets første sygedag.

Michelle Schibler, som er social- og sundhedsassistent på plejecentret Bøgeskovhus under Forenede Care, havde egentlig ikke tænkt, at det med at forhandle overenskomster var noget for hende. Men da tilpas mange TR-kolleger havde prikket til hende, meldte hun sig til at være med ved forhandlingsbordet.
”Det har været hårdt, men det er en kæmpe personlig udvikling. Man kommer med ind på den anden side af skrivebordet og lærer meget om det her noget-for-noget-princip, som jo er i en forhandling,” siger Michelle.
”Forhandlerne har været enormt gode til at spørge os til råds, når vi for eksempel har mødt et modkrav fra arbejdsgiverne. Hvordan ville det påvirke os og vores kolleger? De har været rigtig gode til at inddrage os i processen, og de har bestemt lyttet til, hvad vi har sagt,” siger Michelle.
De har været rigtig gode til at inddrage os i processen, og de har bestemt lyttet til, hvad vi har sagt
Michelle Schibler, social- og sundhedsassistent
Men hun bed også mærke til det sociale spil i sådan en forhandling.
”Det var nyt, hvordan man taler til hinanden i sådan et forhandlingsrum. Der er helt klart en jargon, som jeg ikke kendte til. Forhandlerne kan være meget høflige og grine det ene øjeblik, og det næste er tonen lidt mere hård,” fortæller hun.
I forhold til resultatet har Michelle blandede følelser, siger hun. Hun glæder sig over fagtillægget til social- og sundhedsassistenter på Dansk Industris område, hvor hun er ansat, men hun er ked af, at det sker på bekostning af andre faggrupper.
Og så er hun ked af, at de ikke nåede i mål at matche de trepartsmidler, som blandt andre social- og sundhedsmedarbejderne i det offentlige fik sidste år ved deres overenskomstforhandlinger.