Klumme: Uddannelse er nøglen til fremtiden

Nu har regeringen aftalt med dens støttepartier, at daginstitutionerne på sigt skal uddannelsesdækkes. Uddannelse er dermed blevet nøglen til en plads på fremtidens arbejdsmarked i dagtilbud 0-5 år, skriver sektorformand Kim Henriksen. Malte Kristiansen

Der bør ikke længere være pædagogiske assistenter, der får at vide, at arbejdsgiverne foretrækker at ansætte pædagoger og pædagogmedhjælpere, skriver sektorformand Kim Henriksen.

22. juni 2021

Regeringen sender penge til kommunerne i årene 2023-2030, så de kan uddanne pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter. Det gør den som en del af aftalen om minimumsnormeringer. Den har desværre ikke i samme ombæring sendt penge til at uddanne dagplejerne eller indføre minimumsnormeringer for dagplejen. FOA arbejder for, at det sker på næste års finanslov.

Arbejdsgiverne har altid skullet lægge planer for deres ansattes kompetenceudvikling, og mange har alligevel ikke gjort det. Kommunerne har nemlig ikke prioriteret at uddannelsesdække dagtilbuddene. Nu har regeringen aftalt med dens støttepartier, at daginstitutionerne på sigt skal uddannelsesdækkes. Uddannelse er dermed blevet nøglen til en plads på fremtidens arbejdsmarked i dagtilbud 0-5 år.

Det stigende børnetal og de nye krav til normeringerne i daginstitutioner betyder, at der skal ansættes flere. Og regeringen med støttepartier har aftalt, at de flere ansatte ikke må betyde, at andelen af ufaglærte stiger. Der bliver altså både brug for flere pædagoger og flere pædagogiske assistenter.

Borgmestrene er i mange kommuner lykkelige, når de får en ansøgning fra en pædagogisk assistent. Der bør derfor ikke længere være pædagogiske assistenter, der får at vide, at arbejdsgiverne foretrækker at ansætte pædagoger og pædagogmedhjælpere. Den samtale kan endelig erstattes af samtaler om, at den pædagogiske assistents faglighed er et godt supplement til pædagogernes faglighed.

Klummen er bragt i den trykte udgave af Fagbladet FOA.