Klumme: Stor succes at få ældre med til maddag

Pia Heidi Nielsen, sektorformand, Kost og Service Malte Kristiansen

Hver dag bliver der serveret over én million offentlige måltider, skriver sektorformand Pia Heidi Nielsen.

29. oktober

Hvor er det både opmuntrende og rørende at opleve børn og ældre nyde et sundt og bæredygtigt fælles måltid.


Det var der mulighed for på Maddag 2024, som var 25. september, hvor mere end 41.000 ældre og børn mødtes på hundredvis af daginstitutioner og plejehjem for at fejre alle fordelene ved madordninger og det fælles måltid. Deltagerantallet satte rekord i år, og arrangementet var en stor succes.


Formålet med den årlige Maddag er at hylde de madprofessionelle og dem, der serverer maden.


Det er de madprofessionelle, der sørger for, at de offentlige måltider er velsmagende, sunde, ernæringsrigtige og bæredygtige. Det gode måltid er vigtig for trivsel og sundhed, og hver dag bliver
der serveret over én million offentlige måltider.


Omkring halvdelen af måltiderne bliver serveret for børn eller ældre, og bag måltiderne står dedikerede madprofessionelle. De er værd at hylde.


Det var 11. gang, Maddag blev holdt i daginstitutioner, men første gang de ældre på plejehjem var med i begivenheden. Her i bladet på side 16-21 kan I læse en længere reportage fra Maddagen på
Svendborg Friplejehjem.


Det er en vigtig opgave for FOA at sætte spotlys på det store og vigtige arbejde, vores mange medlemmer gør for at tilrette, producere og servere sunde og indbydende måltider til danskerne.


I en tid med hurtige præfabrikerede måltider har det aldrig været vigtigere at holde fast i det gode måltid. Tak for indsatsten!

Klummen er bragt i det trykte Fagbladet FOA.


Fagbladet anbefaler