De siger nej til bonus: Seniordage er mere værd end penge

For andet år i træk er det hundrede procent af seniorerne i hjemmeplejen på Nørrebro, der har fravalgt seniorbonus til fordel for seks fridage. ”Jo ældre vi bliver, jo mere har vi brug for ekstra frihed,” siger Lone Bartroff, Etly Jørgensen og Birgit Christensen. Morten Bruun

Kommunerne vil have sosu-ansatte til at tage flere timer. Men mange siger nej til bonusser og ja til mere frihed i hverdagen.

Morten Bruun

i dag kl. 09.22

”Seniordagene er vigtige. De giver os en ekstra mulighed for at slappe af. Og den frihed kan vi ikke købe for penge.”

Sådan lyder det klokkeklare budskab fra social- og sundhedshjælperne Birgit Christensen, Lone Bartroff, Gitte Basten og Etly Jørgensen.

De arbejder alle i Københavns Kommunes hjemmepleje, og alle fire har – ligesom samtlige deres cirka 20 jævnaldrende kolleger i distrikt Nørrebro/Bispebjerg – sagt nej til den bonus, de er stillet i udsigt, hvis de undlader at holde seniordage.

”Vi er absolut ikke trætte af vores arbejde. Men vi kan godt mærke, vi bliver ældre og er glade for de ekstra pauser, vi har mulighed for at få,” siger de som med én stemme.

Andet år i træk

De er ikke de eneste. Ifølge Fagbladet FOAs stikprøve har et markant flertal på over 60 procent af de sosu-ansatte i syv kommuner – København, Odense, Aalborg, Esbjerg, Silkeborg, Svendborg og Guldborgsund – valgt at veksle penge til ekstra fridage.

Sådan gik det også, da vi gennemførte samme stikprøve for et år siden – og også dengang besøgte hjemmeplejerne på Nørrebro for at teste deres holdninger til den nye model for seniordage, der netop var trådt i kraft for de faggrupper, der var en del af lønløftet.

Med virkning fra 2025 ville seniorerne som udgangspunkt få udbetalt en seniorbonus og måtte selv reagere, hvis de i stedet ønskede seniordage. Tidligere var det omvendt.

Historien bag tallene

61 procent af de 2.926 sosu-ansatte over 59 år i København, Odense, Aalborg, Silkeborg, Svendborg og Guldborgsund har ifølge Fagbladet FOAs undersøgelse valgt at veksle seniorbonus til seniordage i 2026.

Flest i Svendborg (77 procent) og færrest i Aalborg (52 procent).

Det er fuldstændig det samme som i 2025. Også dengang toppede Svendborg.

Sidste år var Esbjerg også med i opgørelsen. I år har kommunen ikke været i stand til at levere tal, men en rundspørge blandt tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter i ældreplejen tegner et aldeles entydigt billede af, at seniorerne også i år har valgt ekstra fridage.

Den nye model for de seniordage gælder kun de kommunalt ansatte faggrupper, der i 2024 blev omfattet af trepartsaftalen om lønløftet (sosu-medarbejdere, pædagoger og sygeplejersker).

I alle øvrige faggrupper gælder den oprindelige model, hvor man som udgangspunkt bliver tildelt seniordage og selv skal meddele det, hvis man vi have fridage erstattet af penge.

Hvis man fylder 59 år - eller allerede er fyldt 59 år - er man omfattet af muligheden for at vælge mellem seniorbonus eller seks fridage. Man skulle dog have meddelt sit ønske om seniordage senest 1. oktober sidste år.

Bonussen udgør mellem 0,94 og 1,88 procent af den normale løn – det vil sige den del af lønnen, der indgår i beregningen af pension – og udbetales i januar det efterfølgende år. 

Det betyder, at alle, der valgte seniorbonus i 2025, altså får penge med lønnen for januar. 

Den model, der nu gælder for blandt andet sosu-ansatte i kommunerne, er den samme som hele tiden har været gældende i regionerne. 

Behøver ikke pengene

På den måde håbede arbejdsgiverne at få flere af de ældre til at arbejde mere. Eller som Steffen Jensen, næstformand i Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg, sagde til Fagbladet FOA for et år siden.

”Vi mangler kollegaer på ældreområdet i kommunerne, og vi har ønsket at gøre muligheden for at få en bonus tydeligere.”

Læs mere på foa.dk

Men der er altså stadig et stort flertal af de ansatte, der foretrækker ekstra fridage. Det forstår Etly Jørgensen, der er 62 år og har været ansat i hjemmeplejen på Nørrebro siden 1988, godt:

”Jeg behøver ikke de penge. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, har jeg brug for fridagene. Da jeg var yngre og boede alene med mine to piger, betød pengene mere, og jeg solgte gerne den sjette ferieuge,” siger Etly Jørgensen.

Jeg behøver ikke de penge. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, har jeg brug for fridagene.

Etly Jørgensen, social- og sundhedshjælper, 62 år

Vil bruge fritvalg på frihed

Ønsket om frihed skinner også igennem i en dugfrisk undersøgelse, FOA har fortaget blandt 3.059 medlemmer.

Undersøgelsen handler om deres holdninger til den fritvalgskonto, som FOA har stillet krav om i forbindelse med de aktuelle forhandlinger om nye overenskomster.

Her svarer 59 procent – altså 6 ud af 10 – at de i givet fald vil bruge en fritvalgskonto på fridage, hvis de skal vælge imellem løn, pension eller frihed.

Hvis det bliver en realitet, er det voldsomt sandsynligt, at de nuværende muligheder for eksempelvis seniordage bliver en del af den ordning.

Foretrækker ekstra frihed

Hvis en fritvalgskonto bliver en realitet, vil du så bruge pengene på løn, fridage/frihed eller pension?

Det spørgsmål har FOA stillet 3.059 medlemmer. 59 procent foretrækker frihed, mens 48 procent peger på pension og 34 procent på løn (man måtte gerne sætte kryds mere end en mulighed).

Det er især medlemmerne af pædagogisk sektor, der ønsker mere frihed (65 procent).

Undersøgelsen viser også, at det især er medlemmer med hjemmeboende børn, der vil bruge en eventuel fritvalgsordning på løn. Her er det dog også ønsket om mere frihed, der tæller mest.

Kilde: FOA-undersøgelse blandt 3.059 medlemmer, januar 2026

Nej til færre seniordage

Det vil de fire social- og sundhedshjælpere i hjemmeplejen på Nørrebro ikke have noget imod, men en af dem – Birgit Christensen, der også er tillidsrepræsentant – løfter alligevel pegefingeren.

”Det har forvirret mange, at vi pludselig selv skal huske at meddele det, hvis vi vil holde fast i vores seniordage. Hvis der nu kommer en helt ny model, er det virkelig vigtigt, at den er til at forstå,” siger hun og suppleres af sine tre kolleger:

”Og så det selvfølgelig ikke vær én aftale, der giver os færre seniordage. De ekstra fridage, vi har nu, er med til, at vi kan holde til det.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler