Beskidte beslutninger på vej: Hver tredje kommune vil skære i rengøringen hos ældre

Når social- og sundhedspersonale kommer for at gøre rent, er de også med til at opdage, hvis borgeren mistrives. Ifølge sektorformand Tanja Nielsen kan det altså få alvorlige konsekvenser for ældre borgers helbred, hvis de kun får hjemmehjælpsbesøg hver 4. uge, hvilket flere kommuner foreslår. Lars Just

Kommunernes budgetter for 2024 er på trapperne. En stor del af dem foreslår, at der skal spares på rengøringen i hjemmeplejen. Beslutningerne vil være ’uendeligt triste’, siger chefkonsulent hos Ældre Sagen.

20. september 2023

Mindre personlig pleje, rengøring én gang hver tredje uge og en forventning om selv at købe en robotstøvsuger.

Det er fra næste år udsigten for ældre borgere i Frederiksberg Kommune. En samlet kommunalbestyrelse vedtog nemlig i sidste uge budgettet for 2024, og besparelserne går blandt andet udover rengøring og personlig pleje hos de ældre borgere.
I budgettet fremgår det, at udgifterne til ældre- og omsorgsområdet i Frederiksberg Kommune i alt skal reduceres med over ni millioner kroner i 2024.
Det er dog langt fra kun de ældre borgere i Frederiksberg, der har udsigt til færre rengøringsbesøg. Tre ud af fire kommuner står til at skulle spare næste år, og en stor del af dem planlægger at skære i rengøring- og personlig pleje hos ældre.
Ifølge Ældre Sagen foreslår hver tredje kommune, at rengøring hos ældre borgere med hjemmehjælp reduceres til hver tredje eller hver fjerde uge.
Medarbejdernes nødråb: ’Situationen i kommunerne er desperat’

Det gælder eksempelvis Sorø Kommune. Her har ældre borgere potentielt udsigt til endnu mere støv under sengen end borgerne i Frederiksberg. Her foreslår kommunen, at rengøring hos ældre med hjemmehjælp fremover skal ske hver fjerde uge, fremfor den nuværende hver tredje ugentlige rengøring.
Som en note til forslaget står der, at en nedskæring i rengøringen kan føre til risiko for forværring af sygdomme på grund af støv og snavs og livsforringelse hos borgerne. Alligevel er det altså et forslag, der er sendt til høring, og som skal behandles af byrådet senere i september.
Personalet i Sorø Sundhed og Omsorg er kede af forslaget:
”Hver gang der har været serviceforringelser, så er frontpersonalet de første, som borgerne og de pårørende møder. Social- og sundhedsansatte er pressede i forvejen. Vi har sparret i flere år, vi løber stærkere og stærkere og til sidst glemmer vi os selv,” siger Glennie Enoch Jensen, fællestillidsrepræsentant for social- og sundhedspersonale i Sorø Kommune. Hun er også bekymret på borgernes vegne:
”Jeg håber, de vurderer borgerne individuelt, hvis vi ender der, hvor rengøring bliver hver fjerde uge. Vi har mange KOL-patienter og andre borgere, som har et rigtig dårligt helbred. De skal ikke sidde derhjemme i støvet.”
Kommunalbestyrelsen i Sorø vedtager det endelige budget den 11. oktober 2023.

Ulighed i sundhed

Fagbladet FOA har lavet nogle nedslag over spareforslag, som kommunerne lige nu behandler i deres kataloger:
  1. 1

    Kerteminde Kommune

    I Kerteminde Kommune er der muligvis udsigt til færre rengøringstimer i hjemmeplejen. Her foreslås det, at rengøring hos ældre borgere skal ske hver tredje uge fremfor hver anden.

    Derudover foreslås det, at personlig pleje kan leveres på ”skæve” tidspunkter, og at man vil forøge brugen af teknologi som robotstøvsugere og bordopvaskemaskiner.

    Man vil også kigge på, om brugen af centralvaskeri skal øges, hvilket vil medføre, at borgerne ikke vil få vasket deres tøj i egen vaskemaskine.

    Budgettet andenbehandles og vedtages 9. oktober.

  2. 2

    Fredericia Kommune

    I Fredericia Kommune foreslår forvaltningen at nedsætte antallet af tøjvaske fra hver 14. dag til hver 18. dag. Nogle borgere kan derfor være nødt til at indkøbe yderligere tøj, sengelinned, håndklæder med mere.

    Samtidig foreslås det, at ældre borgere skal modtage rengøring hver 18. dag fremfor hver 14. dag, og at borgerne selv skal købe en robotstøvsuger.

    Budgettet andenbehandles og vedtages 9. oktober.

  3. 3

    Lyngby-Taarbæk Kommune

    I Lyngby-Taarbæk kommune foreslås det, at borgerne fremover skal visiteres til rengøring hver 3. uge frem for hver 2. uge.

    Det foreslås at indføre en ny praksis, hvor borgere ikke bevilges gulvvask, hvis borgeren kan benytte en robotgulvvasker. Borgeren skal selv købe robotgulvvaskeren, som har en vejledende pris på 3.000 kroner.

    Budgettet andenbehandles og vedtages 12. oktober.

Besparelsesforslagene er noget, der vækker utilfredshed hos Ældre Sagen:

”Vi ved fra undersøgelser, at mange hjemmehjælpsmodtagere ikke vil invitere andre mennesker ind i deres hjem, fordi de oplever, at der er beskidt. Hvis rengøringen bliver endnu værre, betyder det social isolation og ensomhed for de ældre borgere. Det betyder meget for livskvaliteten, og det er uendeligt trist for de mennesker, der bliver udsat for det,” siger Per Tostenæs, chefkonsulent hos Ældre Sagen.

Dårlig hygiejne dræber patienter: Derfor bør rengøring høre under sundhedsloven

Sektorformand for social- og sundhedssektoren i FOA Tanja Nielsen er også bekymret for de ældre borgeres sundhed:

”Når social- og sundhedsuddannede udfører rengøring, gør de meget mere end at fjerne snavs. De har fokus på borgerens trivsel og er med til at forebygge indlæggelser og ensomhed. De opdager, hvis borgeren har tegn på mistrivsel. Det vil på sigt blive dyrere for samfundet, hvis man skærer på rengøringstiden, fordi det sundhedsfagligt fokus hjælper med at forebygge sygdom blandt borgerne,” siger hun.

Hun er samtidig bekymret for, at det vil skabe ulighed, hvis kommunerne vælger at gå med nedskæringerne:

”Hvis vi overfører rengøringen til borgernes pårørende, kan det resultere i ulighed inden for sundhed. Det er ikke alle ældre borgere, der har pårørende, som kan hjælpe dem i dagligdagen. Og uanset hvad, så er det ikke de pårørendes job at være rengøringshjælp. De skal skabe nærvær og kontakt,” siger Tanja Nielsen.

Tidligere i september sendte hovedudvalgene i 67 kommuner et brev til Folketingets politikere. I brevet udtrykte de, at kommunernes økonomi nu er så stram, at det ikke længere er muligt at løfte velfærdsopgaverne. Læs nødråbet her.