Malene må dele skab med gravid kollega: "Hvad hvis jeg smitter hende?"

Der er kun skabe til halvdelen af det kvindelige personale på det nye sygehus i Aalborg. Det betyder, at de skal dele. Billedet er ikke fra Nyt Aalborg Universitetshospital.
Der er kun skabe til halvdelen af det kvindelige personale på det nye sygehus i Aalborg. Det betyder, at de skal dele. Billedet er ikke fra Nyt Aalborg Universitetshospital. Modelbillede Colourbox

Det nye sygehus i Aalborg har ramt medierne - og med god grund, skriver Malene til Dilemmaklubben. Der er nemlig ikke nok skabe til personalet, som derfor må dele. Men hvad gør jeg for ikke at smitte min gravide kollega, spørger hun?

i dag kl. 11.23

Rensningsanlæg, der kræver høreværn, plastiksække i stedet for gardiner, manglende ventilation, som gør det ulideligt for feberramte patienter. Og en eklatant mangel på skabe, så personalet er tvunget til at dele.

Det nye supersygehus i Aalborg fremstår ifølge adskillige mediehistorier som knap så super. Og billedet er helt korrekt, mener Malene, der har skrevet til Fagbladet FOAs podcast Dilemmaklubben med Malin. Hun har selv problemer med deleskabene.  

Blod, stænk og bakterier

”For der er ofte blod, sekreter, virus og bakterier på vores arbejdssko. De sko skal stå i skabet, når vi går hjem. Og jeg ville blive virkelig ked af, hvis min kollega havde været inde på en isolationsstue, og jeg bagefter fik virus eller bakterier med hjem, fordi de havde kontamineret mit private tøj,” skriver hun.

Og endnu værre. Hvis hun fik smittet sin gravide kollega.

”Efter de seneste vagter har jeg derfor sat mine sko i en pose på gulvet uden for skabet. Men samtidig synes jeg heller ikke, at man kan byde rengøringen det, at de så skal løfte alle vores poser med sko for at kunne komme til at gøre rent.”

Det er helt vildt

Helt generelt er hun megaomsorgsfuld, siger Clara Foverskov, social- og sundhedsassistent på Hillerød Hospital, der har svært ved at se, hvordan problemet skal løses. Måske med hylder inde i skabene, spekulerer hun.

Panelet i Dilemmaklubben er denne gang Lærke Bøgh Larsen, Clara Foverskov og Sarah Nicolaisen.
Panelet i Dilemmaklubben er denne gang Lærke Bøgh Larsen, Clara Foverskov og Sarah Nicolaisen.

Men problemet er ifølge Malene, at skabene er små. De har to små kroge til hver, som skal kunne rumme alt deres tøj. Og hun gruer allerede for vinterens frakker, hvis hun og kollegaen er på arbejdet samtidigt.

”Ej, det er jo helt vildt,” udbryder Clara Foverskov.

”Jeg synes ikke på nogen måde, hun stiller for høje krav. Det er så vigtigt, at de får håndteret deres snavsede arbejdsremedier korrekt, så de hverken tager smitte med hjem eller overfører smitte til andre.”

Skoene ind eller ud?

Men løsningen er ikke enkel. Skoene kan ikke uden videre komme ind i skabet, hvis de risikerer at kontaminere kollegaens private tøj. Og står de i poser på gulvet, skaber det nye problemer for rengøringen.

Hvad er din reaktion på, at ansatte på et nyt supersygehus må dele skab?

”At den gravide kollega risikerer at blive smittet, er det største problem,” lyder det fra Lærke Bøgh Larsen, der er social- og sundhedsassistentelev på ZBC og vandt andenpladsen i Skills for noget tid siden.

”Men det er jo uholdbart. Måske skal det hænge på en knage?”

Men det største problem er ifølge Malene næsten, at hun føler en komplet mangel på anerkendelse.

”Det er ufatteligt, at man kan glemme personalet fuldstændig, når man tegner et nyt topmoderne sygehus.”

Torskedumt

”Jeg er fuldstændig enig,” siger Sarah Nicolaisen, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Hørsholm, hvor hun også er fællestillidsrepræsentant.

”Man kan jo ikke tale om høj faglighed, når rammerne er på discount. Det handler hele tiden om, at det skal være billigt, men at man ikke tænker det hele til ende.”

Blod, stænk og bakterier hænger ikke sammen med, at man skal dele skab, mener hun.

”Det er der nogen, der skulle have tænkt over, inden de planlagde det her. Det er en uheldig situation, og det er simpelthen så torskedumt. Det skal løses, de skal have et skab hvert,” siger Sarah Nicolaisen, der mener, at de alle sammen som kolleger bliver nødt til at holde fast i den dagsorden. Også længe efter at medierne er holdt op med at rapportere om det.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler