Sosu-assistent føler et særligt ansvar: ”Det er omsorgssvigt at lukke øjnene og lade stå til”

Hvor meget skal man blande sig, når man som ansat i ældreplejen oplever, at borgere drikker så meget, at det går ud over deres helbred?

Det spurgte vi på Fagbladet FOAs Facebookside i forbindelse med et podcastafsnit om alkohol. Flere giver udtryk for, at det er svært, og at borgerne jo har retten til selv at bestemme.

Og ja, det er svært, men det skal ikke afholde os fra at gøre forsøget. Faktisk er det vores pligt at blande os. Så klar er meldingen fra social- og sundhedsassistent Susanne Højberg, der gav sin mening til kende i kommentarfeltet, og som til Fagbladet FOA siger:  

”Det er omsorgssvigt at lade stå til. Jeg mener, at man som minimum skal tage snakken med borgerne. Hvis jeg bliver mødt med fornægtelse eller afvisning, accepterer jeg selvfølgelig det, men jeg glemmer det ikke bare. Næste gang der er en anledning – hvis borgeren er faldet eller har været indlagt – så forsøger jeg at bringe det op igen,” siger Susanne Højberg, der er ansat i hjemmeplejen i Slagelse Kommune.

Fra rødvin til alkoholfri øl

Hun har tidligere arbejdet på medicinsk mave/tarmafdeling på Slagelse Sygehus, hvor en stor del af patienterne har helbredsproblemer på grund af alkohol, og derfor ved hun, at mange fortryder, at de har drukket for meget, når de ligger på sygehuset, og leveren har givet op.

”Derfor ser jeg det som mit ansvar at fortælle, hvad det gør ved organerne at drikke for meget. Jeg kommer hos en borger, der har været indlagt med dårlige levertal, og efter flere snakke med ham, er han holdt op med at drikke rødvin og nøjes nu med alkoholfri øl. Jeg var hos ham forleden, og han har fået det meget bedre, og han var så glad og fortalte, at hans datter nu kommer og besøger ham oftere. Det gør også mig glad.”

Drop formaninger

Susanne Højberg ved, at det langt fra er alle ansatte, der ser det som deres opgave at påtale et stort forbrug af alkohol.

”Flere af mine kolleger siger, at det vil de ikke blande sig i, og at borgerne jo ikke er umyndiggjort. Og nej, det er de ikke, men min erfaring er, at når man har fået et tilhørsforhold til borgerne, så sætter de faktisk pris på, at man forsøger at skubbe lidt til dem. Ofte har de pårørende prøvet, men for nogle er det nemmere at tale med en sundhedsfaglig person, som ikke har følelser i klemme.”

Susanne Højberg understreger, at formaninger ikke er vejen frem, men at man ved at føle sig lidt frem godt kan tage snakken, når man er kommet hos borgeren i et stykke tid.

”Så kan jeg stille og roligt sige: ’Du går og falder – det kan skyldes, at du drikker lidt mange øl’. Hvis de er helt afvisende og siger: ’Det skal du ikke blande i’, så bakker jeg ud. Men jeg kan jeg tage det op senere, hvis for eksempel borgeren har været indlagt, og en læge har skrevet noget om alkohol i journalen. Mange ender med at være lydhøre, hvis jeg siger: ’Kunne du skrue lidt ned?’”