Nye uddannelser skal klæde brandfolk på til fremtiden

De brandtekniske uddannelser skal opdateres for at styrke det brandforebyggende arbejde. De første forventes at starte på de nye uddannelser senere på året.
29. juli
Det brandforebyggende arbejde i landets redningsberedskaber bliver mere og mere komplekst.
Udviklingen skyldes blandt andet nye – ofte grønne – byggemetoder og ny teknologi. Det stiller større krav til medarbejdernes kompetencer i forbindelse med brandteknisk sagsbehandling og lovpligtige brandsyn.
Derfor vil Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og Beredskabsstyrelsen i tæt samarbejde med de kommunale redningsberedskaber revidere de brandtekniske uddannelser.
Det meddeler ministeriet i en pressemeddelelse.
Hilses velkommen
Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen ser frem til arbejdet.
”De kommunale redningsberedskaber oplever et stigende kompetencebehov, ikke mindst i forbindelse med brandsyn af komplekse byggerier og godkendelser af brandfarlige virksomheder. Det behov bidrager vi nu til at imødekomme ved en gennemgribende revision af de brandtekniske uddannelser.”
Også Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber, udtrykker tilfredshed.
”De brandtekniske uddannelser er basisniveauet for at kunne udøve brandmyndighedsarbejdet med brandsyn og sagsbehandling af brandtekniske installationer samt virksomheder. Det er vigtigt, at basis tilpasses samfundsudviklingen og nye risici, og de kommunale beredskaber hilser revisionen velkommen,” siger han i pressemeddelelsen.
Ifølge ministeriet vil de første kursister efter planen starte på de reviderede uddannelser i november.
FAKTA: Det skal ændres
Revisionen har først og fremmest til formål at opdatere uddannelsernes faglige indhold. Blandt andet tilføjes nye emner vedrørende brandteknisk dokumentation, komplicerede brandtekniske installationer og alternative byggematerialer.
Samtidig ændres uddannelsernes struktur, så de kommunale redningsberedskaber opnår større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af deres forebyggende arbejde.
Eksempelvis vil medarbejdere hurtigere end i dag kunne foretage simple brandsyn.
Endelig ændres uddannelsernes adgangskrav. Fremover vil kursister, der ikke er uddannede holdledere, kunne optages på de brandtekniske kurser, hvis de gennemfører forberedende kurser.
De ændrede adgangskrav vil dels bidrage til at sikre, at kursisterne har de nødvendige forudsætninger for at gennemføre uddannelserne, dels frigive pladser på holdlederuddannelserne til personale, der skal varetage operative opgaver i redningsberedskaberne.
Kilde: Ministeriet for samfundssikkerhed og beredskab