Ny patientjournal på vej: Nu skal video bringes i spil

Oplæringen i det nye system er vigtigt for medarbejdernes arbejde, mener Thomas Brücker, formand for Service, Kost, Teknik og Beredskabssektoren. Colourbox

Medarbejderne i præhospitalet kan i 2026 se frem til en ny patientjournal, der blandt andet giver mulighed for videoopkald fra ambulancen.

i dag kl. 09.27

Medarbejderne i præhospitalet kan i 2026 se frem til en ny patientjournal, der blandt andet giver mulighed for videoopkald fra ambulancen.

Fra det nye år får landets medarbejdere i blandt andet ambulancer nye muligheder for bedre at behandle patienterne på vej til hospitalet.

Det er i hvert fald en af tankerne bag regionernes valg af en ny leverandør af en Præhospital Patientjournal (PPJ), som gradvist implementeres over 2026 og 2027, skriver Præhospitalet i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Nye funktioner

Valget af ny leverandør er efter en længere evaluerings- og udbudsproces faldet på Dedalus. Og ifølge Dorthe Klith, der er direktør for Præhospitalet i Region Midtjylland, lever Dedalus’ løsning op til alle krav, regionerne stillede.

”Vi har brug for en patientjournal, der ikke bare fungerer i dag, men som også kan udvikles i takt med den præhospitale udvikling de kommende år. Med den nye udgave får vi en moderne løsning, som både nu og på sigt bedre kan understøtte vores udvikling og dermed mulighed for at behandle patienterne,” siger hun i pressemeddelelsen.

Arbejdsgiver skal sørge for tilstrækkelig oplæring, så medarbejderne ikke ender med at sidde i ambulancen og ikke være fortrolige med det

Thomas Brücker, formand for Service, Kost, Teknik og Beredskabet

Blandt andet indeholder den nye løsning muligheden for, at en ambulancebehandler via video kan kommunikere med hospitalet, mens de er på vej dertil. Desuden kan aktørerne i sundhedsvæsenet sende beskeder til hinanden om patienterne.

”Når en patient er i kontakt med forskellige aktører i sundhedsvæsenet, skal informationerne følge med. Den nye PPJ-løsning gør det lettere at skabe et sammenhængende forløb, hvor alle har de nødvendige oplysninger,” siger Dorthe Klith.

Oplæring er vigtig

Hos FOA er Thomas Brücker, formand for Kost, Service, Teknik og Beredskabssektoren, positivt stemt ved, at der kommer en ny og bedre patientjournal.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

”Det er en god ting, at patientjournalen videreudvikles,” siger Thomas Brücker, der selv kørte i brand- og ambulancetjenesten i mere end 20 år.

”Dengang var der udfordringer med at få implementeret den elektroniske patientjournal. Men da vi lærte at bruge den, var det en klar forbedring.”

Derfor peger Thomas Brücker på, at oplæringen i det nye system er vigtigt.

”Jeg håber virkelig, at arbejdsgiver sikrer den fornødne tid til, at medarbejderne derude bliver fortrolige med systemet. Arbejdsgiver skal sørge for tilstrækkelig oplæring, så medarbejderne ikke ender med at sidde i ambulancen og ikke være fortrolige med det,” understreger han.


Fagbladet anbefaler