Lise kan ikke bevæge sig – alligevel skal hun være alene i 4,5 timer hver dag

Lise Møller Hansen har haft hjælp døgnet rundt siden 2012. Men nu har Brøndby Kommune, hvor hun bor, lavet udmålingen i hendes BPA-ordning – borgerstyret personlig assistance - om, så hun fremover skal sidde alene i sit hus i fire og en halv time hvert døgn.

Det på trods af, at Lise Møller Hansen stort set ikke kan bevæge sig.

Hun kan ikke give hånd, når hun hilser. I stedet løfter armen sig en millimeter op fra el-kørestolens armlæn, men hun må opgive igen. Hun kan ikke løfte glasset, når munden føles tør. Og hun kan ikke trykke på knapperne til tv’ets fjernbetjening.

Stemmestyret alarm

Derfor har kommunen besluttet, at den alarm, hun skal tilkalde hjælp igennem, når hun sidder alene, skal være stemmestyret.

"Jeg er blevet indlagt akut tre gange. Hver gang var det mine hjælpere, der så, at noget var galt, og reagerede. Da jeg blev indlagt i maj, havde jeg åndenød, blå fingre og var desorienteret," siger hun og understreger, at hun i den tilstand hverken kunne vurdere, hvor syg hun var, eller råbe en alarm op.

"Det er ikke et spørgsmål om tryghed. Det er et spørgsmål om, hvad der sker den dag, ingen er der til at se det."

Hendes hjælper, Malene Aller, der sidder ved siden af Lise i rækkehusets stue, får tårer i øjnene over tanken om, hvordan Lise Møller Hansen skal klare sig.

”Ja, det påvirker mig meget. Tanken om, at hun skal sidde alene, er helt forfærdelig.”

Rådighedstimer om dagen

Kort fortalt betyder ændringen, at kommunen frem for at udmåle rådighedstimer i dagtimerne, skal udmåle timerne som aktive hjælpertimer til fuld takst i dagtimerne. Men i stedet for at erstatte rådighedstimerne med aktive hjælpertimer, har kommunen fjernet timerne fra ordningen helt. Det betyder, at Lise nu skal være alene fire og en halv time i døgnet.

Baggrunden for, at Brøndby Kommune lavede en ny udmåling, var, at det med udmålingsbekendtgørelsen § 5, stk. 3, der trådte i kraft 1. januar 2023, ikke længere er muligt at udmåle rådighedstimer i dagtimerne.

”Det er vanvittigt og under al kritik, at der er gået så lang tid. Sådan noget må ikke tage tre år,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.

”Og nu, hvor kommunen bliver tvunget til at forholde sig til det, mener man pludselig, at hun slet ikke har brug hjælp længere. Som om hun er blevet helbredt hen over natten,” siger han.

Han mener slet og ret, at den nye udmåling er uordentlig.

”Behovet for hjælp er der stadig, men fordi der er noget lovmæssigt, der har ændret sig, som gør hjælpen dyrere, vurderer man nu, at hun slet ikke skal have hjælp. Jeg er ærligt talt rystet. Det er mennesker, vi har med at gøre.”

Vil ikke ændre på vilkårene

Kommunen har udmålt aktiv tjeneste i 12,5 timer i døgnet og rådighedstjeneste i 11,5 timer både før og efter den nye udmålingsbekendtgørelse, lyder det fra Asger Madsen, der er udviklingsdirektør i LOPBA, arbejdsgivervirksomheden bag Lises BPA-ordning. Han var direktør i OK-fonden Danske Care, indtil virksomheden fusionerede med LOPBA.

”Her har der ligget mellem fire og fem dagtimer, der har været udmålt som rådighed, selv om man reelt set ikke har måttet siden januar 2023. Men Brøndby Kommune har ikke villet ændre på vilkårene, så længe der ligger en sag,” siger Asger Madsen og henviser til den retssag om netop rådighedstimer, der til efteråret bliver gennemført i retten i Glostrup.

Retssag på vej

Sagen handler om, hvorvidt kommunen har anvendt en forkert udmålingspraksis i henhold til servicelovens udmålingsbekendtgørelse, og bliver kørt af Dansk Erhverv på vegne af OK-Fonden Danske Care og Lise Møller Hansen mod Brøndby Kommune.

Imens har LOPBA betalt hjælperne fuld løn for aktiv tjeneste hele døgnet på grund af Lises store behov for hjælp, selv om arbejdsgivervirksomheden ikke har fået penge fra kommunen, som visiterer den hjælp, Lise skal have.  

”Vi har betalt fuld løn hele døgnet, fordi vi ikke kan kalde folk på arbejde i rådighed med den hjælp, hun skal have. Og før vi har en afklaring på, hvordan vi skal registrere og lønne arbejdet, kan vi ikke ændre på aflønningen,” siger Asger Madsen.

Hjælp til de mindste ting

Lise fik sin diagnose, da hun var i 20’erne, men mærkede ikke meget til den i begyndelsen. Da hun var i 30’erne, fik hun sine to sønner, men blev ved med at leve et aktivt liv, indtil den ældste startede i børnehaveklassen. Her fik hun pludselig brug for først en krykke, og da hendes yngste startede året efter, fik hun brug for to.

”Og så gik det pludselig stærkt. Fra at jeg kunne nøjes med krykker, måtte jeg gå med rollator derhjemme, og så måtte jeg over i en minikrosser, så jeg stadig kunne komme rundt. Drengene blev ældre, og i 2008 sad jeg i el-kørestol,” siger Lise Møller Hansen.

Omkring samme tidspunkt fik hun bevilliget hjælp 15 timer i døgnet. Og i 2012 fik hun hjælp til alle døgnets timer.

Malene Aller nævner, at Lises krop kan gå i spasmer når som helst.

”Når det sker, skal hun have hjælp til at rette benene ud igen med det samme, ellers kan det gå helt galt. Hvordan skulle hun så kunne vente i en halv time til tre kvarter, indtil der kom nogen fra hjemmeplejen,” spørger hun.

”Hvis du kigger på Lises fødder, så er hun blå og gul ind over foden, fordi hun selv har prøvet at køre sin kørestol og er braget ind i noget. For tre uger siden brækkede hun storetåen, fordi hendes ben gik i spasmer,” siger Malene Aller og peger på dørkarmene, hvor kørestolen har skrællet træ og maling af.

”Hvordan skal hun kunne være alene? Hvad der er 37 grader som forleden, og hun ikke kan få væske i fire og en halv time, fordi hun ikke kan løfte et glas vand? Jeg kan simpelthen ikke se det.”

Klaget over afgørelsen

Lises omfattende hjælpebehov er også beskrevet i en erklæring fra hendes neurolog på Skleroseklinikken på Rigshospitalet/Glostrup, som har fulgt hende gennem mange år.

I erklæringen, som Fagbladet FOA har set, fremgår det, at Lise har brug for hjælp til alle fysiske funktioner og behov for støtte hele døgnet.

Alligevel har Brøndby Kommune vurderet, at de ikke vil erstatte de rådighedstimer, som de ikke længere må udmåle til aktive hjælpertimer, fordi man vurderer, at Lise ikke har ”faste og forventede hjælperbehov, herunder behov for overvågning”.  

Noget, Lise selv finder underligt, eftersom kommunen så sent som i juni i år har bevilliget hende kateterventil, der skal betjenes af hendes hjælpere flere gange om dagen. 

"Det er faste, fysiske opgaver på faste tidspunkter, præcis det, kommunen siger, jeg ikke har behov for."

Lise har klaget til Ankestyrelsen over kommunens afgørelse fra marts 2026 og fik afslag på klagen, men hun har bedt Ankestyrelsen om at genoptage sagen, som fortsat er i proces med kommunen.

Uacceptabelt lang tid

At der er gået tre år, hvor Brøndby Kommune har udmålt rådighedstimer om dagen, selv om man ifølge udmålingsbekendtgørelsen ikke må, er uacceptabelt, lyder det fra Eva Naur, der er lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, hvor hun netop er specialist i socialret og har set på BPA-området specifikt. Hun understreger, at hun ikke forholder sig til den konkrete sag, men udtaler sig generelt.

”Det er uacceptabelt lang tid. I princippet skal det implementeres straks, medmindre der er afsat tid til implementering direkte i bekendtgørelsen. Men af praktiske årsager kan det tage noget tid. Efter det første år mener jeg dog ikke, at der er nogen undskyldning for ikke at have rettet op på forholdene, ” lyder det fra Eva Naur i et skriftligt svar, hvor hun understreger, at det desværre er almindeligt, at kommunerne ikke overholder de regler, der er fastsat på det sociale område.

”Det gælder ikke kun, når der er tale om at implementere nye regler. Det, at det er almindeligt, betyder dog på ingen måde, at det er hverken lovligt eller acceptabelt.”

-         - Borgerens speciallæge har skrevet, at vedkommende ikke mener, at det er forsvarligt, at borgeren sidder alene. Er det almindeligt, at kommuner tilsidesætter lægelige vurderinger?

”Ja, det er efterhånden nok mere reglen end undtagelsen. Som du beskriver denne sag, så ser det ud, som om, kommunen underkender lægens vurdering af borgerens behandlings- eller støttebehov. Det er desværre almindeligt, men det er voldsomt problematisk,” skriver hun og uddyber:

”Når det er sagt, så er der samtidig mange tilfælde, hvor den støtte, som lægen anviser som sundhedsmæssigt relevant, ikke kan gives af kommunen.”

Hun nævner et tænkt eksempel: Kommunen må ikke finansiere vægttabsmedicin til en overvægtig borger, selv om lægens sundhedsfaglige vurdering kunne være, at det er det absolut bedste for patienten.

Livsfare

I Lises tilfælde, understreger Asger Madsen fra LOPBA, har Brøndby Kommune vurderet, at Lise ikke kommer i livsfare, når hun får spasmer. Og at hun derfor kan anvende bælte og tilkalde hjælp via alarm.

”Jeg mener ærligt talt, at hvis det er målestokken, hvorvidt noget er livstruende, så er vi på vej mod et meget mærkeligt sted.”

Fagbladet FOA har bedt Brøndby Kommune om at kommentere på denne artikel, men Brøndby Kommune har afvist at kommentere en verserende retssag.