Kom til gratis webinar om bælgfrugter
Kom til webinar torsdag den 20. januar klokken 16:00 til 17:15 om de nye kostråd med særligt fokus på bælgfrugter.
13. januar 2022
I anledningen af, at der snart er ”Bælgfrugtens dag”, inviterer FOA til et gratis seminar for køkkenassistenter, kantineledere og serviceassistenter om de nye officielle kostråd, og om hvordan man kan skabe fantastiske madoplevelser med bælgfrugter.
Seminaret foregår torsdag den 20. januar 2022 klokken 16:00 – 17:15 og du kan tilmelde dig her.
Webinarets indhold
På webinaret kan du få input om nye officielle kostråd. Derudover kan du få indsigt Fødevarestyrelsens arbejde med at opdatere kostrådene til madprofessionelle på arbejdspladser, landets skoler og i daginstitutioner.
Dernæst vil der være et oplæg om at skabe den gode madoplevelse med bælgfrugter. Til slut vil du få input til, hvordan du og dine kolleger kan være med til at fejre bælgfrugternes dag og få forslag til retter.
Webinarets program fra kl. 16:00 – 17:15
16.00-16.05 Velkomst, program og praktik
16.05-16.30 De nye kostråd opdateret til madprofessionelle på arbejdspladser, skoler og institutioner. Oplæg ved Fødevarestyrelsen
16.30-16.45 Hvordan skaber vi den gode madoplevelse med bælgfrugter? Oplæg ved Inger Kjærgaard, kok
16.45-17.00 Spørgsmål og udfordringer fra webinarets deltagere til Inger Kjærgaard, kok
17.00-17.10 Hvordan kan du være med til at fejre Bælgfrugternes Dag? Oplæg ved Berit Jakobsen, sektornæstformand for Kost- og Servicesektoren
17.10-17.15 Tak for i dag
Bælgfrugternes Dag
Bælgfrugter er en central del af anbefalingerne i De nye Kostråd, som blev lanceret i januar 2021. Danskerne er dog langt fra at spise 100 gram bælgfrugter om dagen, som De officielle Kostråd - godt for sundhed og klima, anbefaler. Ifølge tal fra Fødevareinstituttet ved DTU spiser danskerne i gennemsnit kun cirka 5 gram bælgfrugter om dagen per person.
”Vi vil med fejringen øge fokusset på bønner, ærter og linser, således at mange flere får lyst til at tilberede og spise skønne retter med bælgfrugter – uanset om det er derhjemme, på arbejdet, i institutionen eller i skolen,” siger sektornæstformand i Kost- og Servicesektoren i FOA Berit Jakobsen.
Bælgfrugtens dag, som finder sted den 10. februar, er blevet til i et samarbejde med blandt andre Rådet for Sund Mad, Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Landbrug og Fødevarer og FOA.
Anbefaling af 7 korte læringsfilm om bælgfrugter
Sektornæstformand Berit Jakobsen fra FOA kan anbefale at se syv korte læringsvideoer opdelt i emner, der inspirerer og vejleder køkkenfaglige til at bruge flere bælgfrugter i køkkenet. Værtinderne er kok Inger Kjærgaard, som også deltager i webinaret, og madformidler Trine Krebs.
Find videoerne her på Plantebaseret Videnscenter.