I Pernilles dagpleje er der altid tid til trøst: "Jeg kan fange det øjeblik, inden de bliver rigtig kede af det"

Det kræver kun et blik, et kort kram eller et lille klem. Mere skal der ofte ikke til for at dagplejer Pernille Arpe-Strøm kan afværge, at et af hendes dagplejebørn bliver meget ked af det, eller at der opstår konflikt mellem børnene.   

”Nogle gange sker det hele på et øjeblik, men fordi jeg kender dem så godt, og de kender mig, kan jeg ofte fange det øjeblik, inden de bliver rigtig kede af det. Så får jeg lige kigget på dem og smilet, og så er de klar igen,” siger Pernille Arpe-Strøm, der er dagplejer i Holbæk Kommune.

Det handler om, at de bliver mødt i deres frustrationer med det samme, mener hun.

”Det er der, vi kan noget: Vi ser børnene, og jeg har altid tid til trøst. Det lægger jeg meget vægt på, for børnene kan jo ikke trives, hvis de ikke får den trøst og det nærvær, de har brug for.”

Tid til trøst

Men tid til trøst er ikke en selvfølge, viser en undersøgelse fra FOA. Her svarer 45 procent af medarbejderne i vuggestuer, at de ugentligt eller oftere oplever, ikke at have tid til at give trøst. For dagplejerne gælder det kun 11 procent.

En stor del af forklaringen ligger i størrelsen på børnegruppen, mener Kim Henriksen, der er formand for Pædagogisk Sektor i FOA.

”Vi ser i denne, men også i tidligere undersøgelser og i forskning, et klart billede af, at små børnegrupper giver de voksne større overskud og mulighed for at se det enkelte barn,” siger Kim Henriksen.

Han mener, at de små børnegrupper er et afgørende fokus, hvis vi skal lykkes med at hæve den pædagogiske kvalitet. Et andet er mulighed for at planlægge og forberede tiden med børnene og medarbejdere på fuld tid.

”Det er vigtigt for barnets tryghed og tilknytning, at de voksne er del af barnets hele dag. At de voksne ser barnet om morgenen, til frokost og ved aflevering. Det giver bare barnet en større tryghed, at det er den samme.”

Relationen er det vigtigste

For Pernille Arpe-Strøm er jobbet som dagplejer da også et aktivt tilvalg, netop, fordi hun mener, der er mere ro, mere nærvær og bedre tid til at give trøst i dagplejen end der er i en institution.

Hun er oprindeligt uddannet bevægelsespædagog og har selv været pædagogmedhjælper i daginstitutioner, men har efter mere end 20 år som dagplejer ingen planer om at vende tilbage til institutionslivet.

”Jeg kan selv huske at skulle tage hånd om så mange børn på en gang. Det var svært for mig at få den tætte relation, som jeg har til mine dagplejebørn, fordi der var så mange.”

Hun ser det også, når hun er i legestuen sammen med sine dagplejebørn, der ligger lige ved siden af vuggestuen.

”Jeg ser, at der er kæmpe forskel. De sidder tit med grædende børn på knæet. Og det kan jeg godt forstå, de har jo 12-13 børn at forholde sig til,” siger hun.

For de har ikke samme muligheder som i dagplejen.

”Jeg ville ikke kunne have tiden til at se alle børnene på samme måde, som jeg gør i dag, og det ville frustrere mig totalt,” siger hun.

Med udgangspunkt i dagsformen

At der er den samme voksne, der tager imod børnene om morgenen og siger farvel om eftermiddagen betyder noget, mener hun. Der er ingen vagtskifte midt på dagen, og ingen, man skal huske at overlevere til, når Karl har haft en dårlig morgen.

”Jeg ser med det samme, hvis et af børnene ikke kan overskue at tage på legepladsen den formiddag. Så tilpasser vi aktiviteten efter mine børns humør og behov.  Bliver hjemme og læser bøger, leger med dukker og hygger i stedet,” siger hun og understreger, at det er nemmere at ændre planerne spontant med tre til fire dagplejebørn, end det er at ændre planerne i en vuggestue, hvor der er 12 andre børn at tage hensyn til. 

”Vi kan sagtens sige skidt pyt med planerne. Vi når det en anden dag.”

Følelse af utilstrækkelighed

Undersøgelsen fra FOA viste også, at det er vanskeligere at løse konflikter mellem børnene i vuggestuen, end der er i dagplejen. Her svarer 56 procent af vuggestuemedarbejdere, at de ugentligt eller oftere oplever, at de ikke når at tage sig af konflikter. Det tilsvarende tal i dagplejen er 13 procent.

Samtidig føler medarbejdere i vuggestuen sig mere utilstrækkelige end dagplejerne: I vuggestuen føler 67 procent af de ansatte sig ugentligt eller oftere utilstrækkelige, mens det samme gælder for 15 procent af dagplejerne.

”Det kan godt ske, at jeg føler mig utilstrækkelig, hvis jeg har et barn med særlige behov, og det kan da også være hårdt, for vi arbejder jo som udgangspunkt alene. Men ellers nej,” siger Pernille Arpe-Strøm.

Hele familien er med

Hun mener, at der er nogle børn, der virkelig har brug for de rolige, små rammer for at trives.

”Vi er færre, rummene er mindre, vi er tættere på, så jeg ved præcist, hvornår en leg er ved at gå galt, eller hvor jeg lige skal hjælpe legen videre eller tage hånd om en konflikt. Vi er et skridt foran her.”

Og for hende er det at være dagplejer meget mere end et arbejde.

”Det er en livsstil. Hele familien er med i det, for vi åbner jo hjemmet for en masse børn og forældre. Jeg elsker det bare.”