Dokumentar gav sjældent indblik i hverdagen på Sikringen: Sådan arbejder Morten med landets sygeste kriminelle

Morten Roskilde Nerkilde har arbejdet på Sikringen i mere end 9 år. Selvom han kender til patienternes voldsomme fortid, ligger hans fokus et helt andet sted.
12. marts
Hverdagen på Sikringen i Slagelse er planlagt ned til mindste detalje. Og det er dem - detaljerne - som social- og sundhedsassistent Morten Roskilde Nerkilde holder skarpt øje med i sit arbejde med de psykisk syge kriminelle på afdelingen.
“Den mindste afvigelse kan være et tegn på, at der er et stormvejr på vej. Man lærer jo patienterne at kende og ved, hvad man skal reagere på,” siger Morten.
Han taler om et “stormvejr”, når han beskriver den forværring, der fra det ene øjeblik til det andet kan opstå i patienternes syge sind.
En tilstand, som han og kollegerne gør alt for at afværge, men ikke altid lykkes med.
For farlige til en lukket afdeling
Sikringsafdelingen huser de mest pleje- og behandlingskrævende psykisk syge kriminelle i Danmark. Stedet fik fornyet opmærksomhed i forbindelse med DR-dokumentarserien ‘Indefra med Anders Agger’.
Mit fokus er på at hjælpe dem - ikke på hvad de har gjort
Morten Roskilde Nerkilde, social- og sundhedsassistent
Patienterne ender på afdelingen, hvis de får en anbringelsesdom eller på baggrund af et såkaldt ‘farlighedsdekret’. Altså hvis det vurderes, at personen er så farlig for sig selv og andre, at det ikke er nok at blive indlagt på en almindelig lukket afdeling.
De fleste af patienterne trækker en hale af voldsom kriminalitet bag sig. Men selvom Morten kender til deres grufulde historik, er det ikke patienternes fortid, der fylder, når han står ansigt til ansigt med dem.
“Det kan da godt strejfe mig. Men mit fokus er på at hjælpe dem - ikke på hvad de har gjort. Jeg kigger mere på årsagen til, at de har gjort det - altså sygdommen. For det er der, jeg kan gøre en forskel,” siger social- og sundhedsassistenten, som har arbejdet på afdelingen i ni år.

Det er vigtigt for ham at skabe gode og faste rammer for patienterne. Den samme morgenrutine dag efter dag, en særlig måde at tale sammen på eller skemalagte aktiviteter og rygepauser. En kontrast til den uro, de kan føle indeni.
Hver dag uden stormvejr er en succes, og selv de mindste (frem)skridt tæller, mener Morten:
“Det er ligesom et lille frø, man sår. Det kræver næring, og herinde er man nærmest nødt til at vande det hele tiden, for at det ikke dør for en. Og måske begynder det endda at spire.”
Men lige så hurtigt, som den kom, kan spiren også visne igen, når patienterne får tilbagefald.
“Det kan være hårdt at være vidne til. Sommetider kan man godt tænke: “Hvad fanden skal det blive til.” Så må man starte forfra,” siger han.
“Man kommer ud for nogle helt vilde ting”
Der er ikke langt mellem solskin og gråvejr på Sikringen. Selvom hverdagen er rutinepræget, skal man altid være klar.
Derfor er sikkerheden helt i top, og personalet er trænet til at håndtere det uforudsete. Her spiller Morten en stor rolle. Han underviser i sikkerhed, fiksering og de særlige greb, medarbejderne bruger, når nogle patienter skal føres rundt på afdelingen.
“Det er enormt vigtigt for mig at give min viden videre og ruste mine kolleger til, hvad de kan risikere at opleve. For man kommer ud for nogle helt vilde ting sommetider. Det kan man ikke undgå, siger han.
Jeg tror på, at man har et bæger indeni, som på et tidspunkt bliver fyldt
Morten Roskilde Nerkilde, social- og sundhedsassistent
På trods af at Morten hver dag går på arbejde blandt nogle af landets farligste kriminelle, føler han sig aldrig utryg.
“Den dag, jeg bliver det, skal jeg ikke arbejde her længere. Det slider for meget på en, hvis man skal gå og være bekymret. Og så er man heller ikke noget værd for sine kollegaer, for så begynder man at trække sig. Det er ikke godt for nogen, siger han.
Kan man holde til det i længden?
På Sikringen har de ansatte hinandens ryg - i bogstaveligste forstand.
Jo bedre forberedt personalet er, jo tryggere er det for både patienterne og dem selv.
For i sidste ende afhænger ens sikkerhed også af det årvågne blik fra kollegerne omkring en.
“Jeg vil betegne dem lidt som en anden familie. Vi deler både de gode og de dårlige ting med hinanden. Og så fylder humor bare meget, siger Morten, mens et smil breder sig bag det tætte fuldskæg.
“Vi bruger det lidt som en off-kontakt, hvor vi kan lade paraderne falde og lave lidt ballade på kontoret. For når vi er ude hos patienterne, er vi jo fuldstændig på.”
Det er sammenholdet og følelsen af at gøre en forskel for patienterne, der driver Morten. Tilfredsstillelsen ved at læse deres behov og fange de små detaljer og afvigelser, som kan risikere at eskalere en situation.
Men det er også den del, der sommetider kan slide på ham. Tanken om, hvorvidt han kunne have forudset et udfald eller forebygget et tilbagefald, hvis han havde været endnu mere opmærksom.
“Det kan jeg godt sommetider tage lidt med hjem,” siger Morten.
Han svarer undvigende på spørgsmålet om, hvorvidt han kan holde til at være i jobbet i længden. Lige nu er han glad for sit arbejde på Sikringen, lyder det. Resten må han forholde sig til i fremtiden:
“Jeg tror på, at man har et bæger indeni, som på et tidspunkt bliver fyldt. Men om det er om halvandet år, eller når jeg skal pensioneres, det må tiden vise.”