Efter FOAs sejre i Højesteret: Ansatte i fleksjob får millioner efter årelange afslag

Søren Boel-Refshauge (tv), Lotte Hegvald og Ole Vestergaard Jensen er blandt de allerførste, der har nydt godt af de to Højesteretsdomme, der giver fleksjob-ansatte mulighed for at få genåbnet deres erstatningssag. Efter at have fået afslag har de tre FOA-medlemmer nu fået kompensation. Privatfotos

I løbet af det seneste år har 76 fleksjobbere fået knap 39 millioner i erstatning – efter at alle i første omgang havde fået afslag. Det skyldes ikke mindst, at en sosu-assistent og en ufaglært hjemmehjælper førte deres sager helt til tops i retssystemet. Og vandt.

Morten Bruun

i dag kl. 10.31

76 syge lønmodtagere i fleksjob har det seneste år fået genoptaget deres erstatningssager og tilsammen modtaget knap 39 millioner kroner.

Det sker, efter at deres sager tidligere var blevet afvist, fordi deres erhvervsevnetab blev vurderet for lavt til at indfri kravene for at få kompensation.

Men efter en ændret praksis som følge af domme i Højesteret bliver afslagene nu gjort om – og de ramte får i gennemsnit omkring en halv million kroner i erstatning.

Tvunget til ny kurs

Udviklingen i erstatningssagerne skyldes i højeste grad social- og sundhedsassistenten Anette Petersen og den ufaglærte hjemmehjælper Jeanette Skog.

De kom til skade i henholdsvis 2016 og 2008 – begge med rygskader – og fik afslag på erstatning for deres erhvervsevnetab, efter at de var blevet visiteret til fleksjob.

Bistået af FOA havde de dog overskud til at udfordre både AES og Ankestyrelsen med påstande om, at de to myndigheder fortolkede loven om arbejdsskadesikring forkert, når det handlede om fleksjobbere.

Anette og Jeanette måtte igennem både byretten og landsretten, før Højesteret gav dem medhold og altså tvang myndighederne til at ændre kurs.

Både Anette Petersen (tv) og Jeanette Skog pådrog sig kroniske rygskader på deres arbejde som social- og sundhedsassistent og ufaglært hjemmehjælper. Nu nyder talrige andre fleksjob-ansatte godt af de kvinders årelange kamp for retfærdighed. Foto: Privat og Lauge Høskuldsson Eilsøe-Madsen

Ønskede at hjælpe andre

Det resultat var Jeanette Skog særdeles tilfreds med, da hun vandt sin sag.

”Jeg er meget glad. Jeg har holdt ud, fordi jeg håbede, at jeg med min sag kunne hjælpe alle andre, der var havnet i samme situation som mig,” som hun sagde til Fagbladet FOA i januar sidste år.

Nu er det ønske gået i opfyldelse – og den 59-årige pædagogmedhjælper Ole Vestergaard Jensen fra Randers en af dem, der har nydt godt af Jeanette Skog og Anette Petersens kamp for retfærdighed.

”Jeg er så taknemmelig for deres indsats. Kæmpe cadeau,” siger Ole Vestergaard Jensen, der er ansat i fleksjob på en skole og for nylig er blevet tilkendt en samlet erstatning på godt 250.000 kroner efter skat.

Her kan du – ved at klikke på pilene eller slide mellem billederne – møde Søren Boel-Refshauge, Lotte Hegvald og Ole Vestergaard Jensen, som er blandt de 10 FOA-medlemmer, der nu har fået erstatning. De øvrige kommer fra andre faggrupper. 

Kringlet strid om procenter

Hele striden er en smule kringlet og handler om, hvornår ansatte i fleksjob skal have erstatning for deres erhvervsevnetab.

AES og Ankestyrelsen har opereret med, at tabet skulle være på mindst 15 procent for at udløse kompensation.

Modsat har FOA ment, at fleksjobberne også havde krav på erstatning, hvis deres erhvervsevnetab blev vurderet til at ligge mellem 5 og 15 procent og i øvrigt blev betegnet som ’klart og varigt’.

Ifølge FOA skulle Anette Petersen og Jeanette Skog derfor have ændret deres erhvervsevnetab fra henholdsvis 10,3 og 8,8 til 15 procent. 

Det var Højesteret enig i. Og det er på den baggrund, at alle fleksjobbere, der har modtaget afslag på erstatning siden 2006 og er omfattet af den nye fortolkning, nu har mulighed for at få genåbnet deres sag og få en erstatning, der svarer til 15 procent.  

Ny dom på vej: Komplekset kan vokse

Umiddelbart kan det lyde voldsomt, at 76 genåbnede sager har udløst en samlet erstatning på knap 38 millioner af kroner.

Men i virkeligheden drejer det sig om pebernødder sammenlignet med de konsekvenser, som blandt andre AES og Ankestyrelsen kalkulerede med efter dommene i Højesteret.

Her var forventningen, at de to afgørelser ville få flere tusinde fleksjob-ansatte til at bede om at få genoptaget deres sag. Og at omkostningerne ville løbe op i millioner – om ikke milliarder – af kroner.

Det er ikke sket. Ikke endnu i hvert fald. Men nu er der udsigt til ny opmærksomhed på hele problemstillingen, når Højesteret i næste uge afgør endnu en sag i komplekset.

Her er det Ankestyrelsen, der har rejst sagen. Modparten er fagforbundet HK, og sagen handler om, hvorvidt den nedre grænse på 5 procent skal gælde alle, der i forbindelse med en arbejdsskade har pådraget sig ’et klart og varigt tab’.

Det mener Ankestyrelsen ikke. Hvis Højesteret går imod styrelsen, kan det betyde, at endnu flere end bare fleksjobberne kan bede om at få genåbnet deres erstatningssag.

En månedsløn om året

Anders Bang Mønster Hansen, der som advokat i FOA har taget Anette Petersens og Jeanette Skogs sager helt til tops i retssystemet, oversætter ’erhvervsevnetab’ til ’indtægtstab’, når han sætter de to domme i perspektiv.

”Sådan en erstatning skal afspejle den livsløn, den enkelt havde udsigt til, da arbejdsskaden opstod. Og hvis erhvervsevnetabet skal være på 15 procent for at udløse erstatning, svarer det til, at man mister mere en månedsløn om året uden at få erstatning. Det har aldrig været meningen med loven,” forklarer Anders Bang Mønster Hansen og tilføjer:

”Og en mistet månedsløn hvert år laver jo et stort hul i de flestes økonomi.”

Har du selv brug for hjælp i forbindelse med en arbejdsskade, kan du kontakt FOAs eksperter

Nye afgørelser skaber ekstra glæde

I disse dage er det præcis to år siden, social- og sundhedsassistenten Anette Petersens sag blev afgjort i Højesteret – og hun som den første åbnede døren til en ny praksis.

Hun nåede dog ikke selv at opleve Højesterets dom. Anette Petersen døde nemlig kort efter, at hun havde vidnet i byretten.

Derfor oplever hun heller ikke, at dommen nu får betydning for andre. Hendes datter Stine Petersen er dog ikke i tvivl om, hvordan hendes mor ville have reageret.

”Jeg synes selv, det er fantastisk at andre kan profitere og opleve glæde af den her sag. Mor havde følt præcis det samme, hvis hun stadig havde været i live. Det var lige nøjagtigt derfor, hun lagde så meget energi i sagen. Hun tænkte ikke kun på sig selv,” siger hendes datter Stine Petersen.

Sagens anden hovedperson, den ufaglærte hjemmehjælper Jeanette Skog, lød også svært opmuntret, da Fagbladet FOA forleden fortalte hende, at 676 personer nu har fået en samlet erstatning på knap 38 millioner kroner.

”Okay … Hold da op … Det må jeg nok sige. Det er mange penge. Så bliver jeg da ekstra glad for, at jeg holdt ud og var med til at give dem den mulighed."

Ufaglært hjemmehjælper Jeanette Skog overværer FOA-advokat Anders Bang Mønster Hansen procedere sin sag i Højesteret
"Jeg ønsker at hjælpe andre i samme situation som mig," sagde Jeanette Skog, efter at hun sammen med advokat Anders Bang Mønster Hansen havde vundet i Højesteret. Lauge Høskuldsson Eilsøe-Madsen

De kæmpede for retfærdighed

I FOA er fagpolitisk ordfører Maria Klingsholm, der er medlem af AES’ bestyrelse, spændt på, hvordan Højesteret vurderer den nyeste sag, der afgøres om kort tid og kan betyde, at den nye fortolkning af erhvervsevnetab ikke kun skal gælde fleksjobbere, men alle, der i forbindelse med en arbejdsskade pådrager sig et klart og varigt tab.

I hendes øjne handler det grundlæggende om at få sikkerhed for, at loven fortolkes korrekt.

”Hvis det ikke er tilfældet, er det kun rimeligt, det ændres. Også selv om det koster. Folk skal have den erstatning, de har krav på,” siger Maria Klingsholm og sender en tak til Anette Petersen og Jeanette Skog.

”De kæmpede for den retfærdighed. Men det er trist, Anette ikke nåede at få afgørelsen med. Det havde hun fortjent.”

Sådan får du genåbnet din sag

Selv om det nu er mere end et år siden, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) reagerede på Højesterets dom og gav fleksjobbere mulighed for at få genåbnet deres sag, er det ikke for sent at søge.

Du kan søge om genoptagelse, når:

  • du har modtaget afslag på erstatning for tab af erhvervsevne for en periode, hvor du var visiteret til fleksjob helt eller delvist som følge af en arbejdsskade.
  • din indtægtsnedgang var beregnet til at ligge mellem 5 og 15 procent
  • arbejdsskaden, som var hel eller delvis årsag til visitation til fleksjob, er en arbejdsulykke sket den 1. januar 2006 eller senere, eller en erhvervssygdom anmeldt den 1. januar 2006 eller senere.

Du skal opfylde alle tre kriterier for at få genåbnet sagen.

Hvis du er i tvivl

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du omfattet af muligheden for at søge om gentagelse af din sag, kan du gå til din oprindelige afgørelse og under ’begrundelse’ eller i afsnittet ’detaljeret beregning af din lønnedgang’ læse, om du har fået afslag, fordi dit erhvervsevnetab (indtægtstab) var mellem 5 og 15 procent.

Vær opmærksom på, at du godt kan have fået flere afgørelser med afslag. Det vil AES undersøge, når du har søgt om genoptagelse.

Hvis du stadig er i tvivl eller i øvrigt har spørgsmål, kan du kontakte AES eller bede din fagforening om hjælp. Alle lokale fagforeninger i FOA er orienteret om dette.

Bemærk: Du skal søge om genoptagelse hos AES, uanset om det er Ankestyrelsen eller AES, der har truffet den afgørelse, du ønsker genoptaget. Det er også AES, der tager stilling til anmodningen.

Læs vejledning fra AES her 

Kilde: aes.dk

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler