Bruger du fritvalgsordningen på pension? Se hvor meget det kan give

Din pensionsopsparing - og dermed dine årlige udbetalinger - bliver større, jo tidligere du starter med at indbetale til pension. Colourbox

Vælger du pension i den nye fritvalgsordning, kan du få mere udbetalt, når du går på pension – især hvis du begynder tidligt. Læs her, hvilken forskel 2,42 procent kan gøre for din opsparing.

17. april

Ved de for nyligt overståede overenskomstforhandlinger lykkedes det fagbevægelsen at sikre en fritvalgsordning til alle offentligt ansatte – ligesom de privatansatte i øvrigt har haft i en årrække.

Fritvalgsordningen giver dig mulighed for selv at bestemme, hvad en del af din løn skal bruges til. Du kan vælge mellem flere fridage, mere i løn eller mere i pension.

Fagbladet FOA har fået PenSam, der er FOA-medlemmernes pensionsselskab, til at lave beregninger på, hvad det vil betyde for din pensionsopsparing, hvis du vælger at bruge frivalgsordningens 2,42 procent på netop pension.

Jo tidligere, jo bedre

Martin Kramer Fich, der er afdelingschef for produktudvikling og analyse i PenSam, fortæller, at det selvfølgelig vil påvirke din årlige pensionsudbetaling positivt, hvis du vælger at indbetale mere i pension.

”Og jo tidligere du indbetaler, jo større afkast kan du få. For jo længere tid pengene er investeret, jo mere kan pengene arbejde for dig,” siger han.

Forestil dig en snebold, der ruller ned ad en bakke: jo længere den ruller, jo mere vokser den. Sådan er det også med investeringer

Martin Kramer Fich, afdelingschef for produktudvikling og analyse i PenSam

Det viser sig også i de beregninger, PenSam har lavet. Beregningerne tager udgangspunkt i nogle typiske FOA-medlemmer på henholdsvis fuldtid og deltid, og som er henholdsvis 25, 35, 55 eller 59 år. I eksemplerne har ansatte på deltid en arbejdsuge på 30 timer.

Beregningerne viser, hvor stor effekt det har på din årlige pensionsudbetaling, hvis du vælger at bruge fritvalgsordningen på pension.

De forventede årlige udbetalinger fordelt på typiske FOA-medlemmer på tværs af alder og timeantal. PenSam

Forskellen er størst for 25-årige: Med 2,42 procent i fritvalgsordningen får du omkring 34.000 kroner mere om året som pension på fuldtid – og cirka 30.000 kroner på deltid.

”Det er jo på grund af den såkaldte renters rente-effekt, der sikrer, at penge, der investeres tidligt, kan nå at formere sig mere end penge, der investeres senere i livet. Forestil dig en snebold, der ruller ned ad en bakke: jo længere den ruller, jo mere vokser den. Sådan er det også med investeringer,” siger Martin Kramer Fich.

Tabellen viser altså også, at jo ældre du er – og dermed har kortere tid til pensionsalderen – jo mindre effekt fra fritvalgsordningen er der på den årlige udbetaling.

Pension er typisk sikrere end aktier

Måske du sidder og tænker, at fritvalgsordningens 2,42 procent kan bruges bedre end på ekstra pensionsindbetaling.

Det kan være, at pengene arbejder bedre for dig, hvis du selv investerer dem på aktiemarkedet eller andre former for investeringer.

Men den form for investering kommer altid med en risiko, påpeger Martin Kramer Fich, da enkeltaktier har større risiko for udsving.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk

”Som pensionsselskab investerer vi bredt i både aktier, obligationer, ejendomme og så videre. På den måde sikrer vi et stabilt afkast – også når eksempelvis aktiemarkederne bliver påvirket af en usikker verdenssituation,” siger han.

Desuden, understreger han, er der nogle skattemæssige fordele ved at investere i pension frem for aktier.

”Det er væsentligt billigere, da du betaler PAL-skat på 15,3 procent af afkastet på pensionsopsparingen, hvorimod det kan være helt op til 42 procent på frie investeringer.”

Læs mere om OK26 på foa.dk


Fagbladet anbefaler