Det her ser forskerne ’igen og igen’, når børn leger

Pigen på ni måneder sidder i den voksnes skød og kigger nysgerrigt på, hvordan en lidt større pige på halvandet år leger med en dukke. Da den store forlader dukken, slår den lille til. Hun kravler hen til dukken, undersøger den og imiterer det, den store gjorde lige før.

”Legen er fuldstændig koblet til hinanden. Der er oftest en tydelig kontakt og kommunikation imellem børnene i deres leg,” siger Erik Hygum, der er forsker i børns tilknytningsmønster ved VIA UC og sammen med Susanne Klit Sørensen har undersøgt 20 børns overgang fra hjem til dagpleje og vuggestue i to kommuner, og hvordan børnene i den situation yder omsorg for hinanden.

”På den måde var legen ikke parallel, men snarere forskudt tidsmæssigt. De kører ikke i to forskellige spor, men leger i forlængelse af hinanden, så legen bliver afhængig af hinanden,” siger Erik Hygum om projektet.

Det startede, fordi de to forskere blev nysgerrige på de mindste børn som omsorgsgivere for hinanden efter at have set talrige eksempler på det i tidligere forskning. For til deres store overraskelse var netop dette aspekt ikke særligt velbelyst for de mindste.

”Vi så det igen og igen. At børn, der for eksempel blev kede af det, når forældrene gik, græd mindre eller stoppede helt, når et andet barn var i nærheden. Eller at større børn ligefrem trøstede de mindre.”

Tavs viden

De to forskere fulgte børnene i afleverings-, spise- og puttesituationer i den første uge, i uge 5 og uge 12 af deres vuggestue- eller dagplejestart. Nogle af børnene legede med fra begyndelsen, mens andre var mere afventende og havde brug for at sidde hos den voksne, men de søgte øjenkontakt eller fulgte børnene intenst.

”De børn havde en tendens til at bevæge sig ud og hen til det legetøj, der lige var blevet forladt af et andet barn, hvor de undersøgte det, suttede på det og rørte ved det. Kun for bagefter igen at orientere sig efter det første barn for at se, hvad det mon nu havde fundet på.”

Erik Hygum kalder det et flow, der godt kan se kaotisk ud – som om det bare er fem børn, der laver hver deres – men hvor man ved et nærmere blik opdager, at de er helt orienterede og koordinerede i forhold til hinanden. Og det ved de fleste medarbejdere godt.

”Der er meget tavs viden på det her område, for når medarbejderne selv skal beskrive, hvad de gør, så fortæller de for eksempel, at når et barn græder, prøver de at sætte sig med barnet tæt på andre børn for at udnytte den ressource, der ligger der.”

Deltag i legen

Det er helt afgørende, at den voksne har blik for det, der ved første øjekast kan se ud som ukoordineret leg. For det er den voksne, der kan hjælpe et barn ind i børnefællesskabet, når det er svært for barnet at få en relation til de andre børn. Og ikke mindst hjælpe børn i udsatte positioner, der kan have ekstra svært ved relationerne.

”For eksempel ved at invitere det nye barn og et ældre barn med i en leg, hvor man åbner og lukker vinduerne i legehuset i et slags turn-taking-spil, hvor det først er den enes tur, og så den andens. Det flow kan den voksne være med til at etablere.”