Dagtilbud er fortsat åbne: Afgørende for det store maskineri
Ikke alle synes, det er en god idé, at statsminister Mette Frederiksen har valgt, at dagtilbud fortsat skal være åbne, når restriktioner ellers skærpes på grund af en ny mutation af coronavirus. Fredag træder nye anbefalinger på området i kraft.
07. januar 2021
Meldingen om, at dagtilbud skal holde åbent, mens nye restriktioner er kommet til, bliver mødt med forskellige reaktioner.
I Børnehaven Korevej i Aalborg er personalet bekymret efter udmeldingen om en ny mutation af coronavirusset. Det fortæller pædagogmedhjælper og tillidsrepræsentant, Casper Hare.
Forskel fra foråret
Han fortæller, at han oplever en mærkbar forskel fra foråret, hvor der var hjælp at hente til blandt andet rengøring.
”I foråret havde vi ekstra rengøring og ekstra personale til at hjælpe med at gøre legetøjet rent, det har vi ikke nu. Der bliver gjort rent en gang om dagen i stedet for to – ligesom før corona. Det bliver måske gjort mere grundigt, men det er noget af det, der bekymrer mange,” siger han.
På den integrerede institution Skovkanten i Viby J er oplevelsen en anden. Det fortæller pædagogisk leder, Gitte Wang.
”Jeg oplever ikke personale, der er bange for at gå på arbejde. Omvendt oplever jeg, at de har en opgave, de synes skal løftes i forhold til børnene og de belastningerne, forældrene er i. Vi har de værnemidler, der er brug for. Det personale, der arbejder i vuggestuen, har for eksempel efterspurgt visir, og det har de fået med det samme. Jeg følger med i debatten, og kan ikke genkende det billede, der tegnes,” siger hun.
Daginstitutioner lagt ned af corona: Ansatte presses til at gå på arbejde
Kræver noget ekstra
Hun understreger, at de tager de bekymringer, der måtte være, alvorligt og løbende holder møder med personalet, fordi det er en særlig situation.
”Det kræver noget ekstra at skulle tilpasse sig situationen som den er nu. Også i forhold til forældresamarbejde og andre ting, der ikke kan køre helt lige så godt, som uden coronaen. Men medarbejderne hos os går til opgaven med en stærk faglighed og et ønske om at være der for børnene, selvom der er en bevidsthed om risikoen for at blive smittet,” siger hun.
Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA
FOA glade for nye tiltag
I FOA ser man positivt på de nye udmeldinger, lyder det fra Kim Henriksen, sektorformand for den pædagogiske sektor.
"Vi er rigtig glade for, at de forældre, der kan, holder børnene hjemme. Vi er også glade for, at der opfordres til brug af mundbind eller visir hos forældre, der henter og afleverer indenfor. Det giver en form for tryghed," siger han.
Han understreger, at man fra FOAs side bakker op om myndighedernes beslutning om at holde dagtilbuddene åbne.
"Vi må stole på sundhedsmyndighederne, som følger situationen tæt og er opdaterede på udviklingen. Vi er optagede af, at tingene sker forsvarligt," siger han.
Til dem, der måtte være bekymrede over at skulle møde på arbejde, har han en opfordring.
"Vi opfordrer til, at man går til sin nærmeste ledelse, hvis man oplever, at vejledningerne ikke overholdes, eller hvis man er utryg i sit arbejde. Man kan også gå til sin tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljøsrepræsentant," siger han.