Choktal afslører: Så svært er det at finde personale i din landsdel

Endnu en rapport slår fast, at det mange steder er endog meget vanskeligt at finde personale til at gøre rent, passe børn og til at pleje syge og ældre. Se, hvordan det ser ud i din landsdel.
04. oktober 2022
Vi har efterhånden hørt det utallige gange før: Udfordringerne med at rekruttere og fastholde personale til en række velfærdsopgaver er massive.
Ældreplejen er for eksempel hårdt ramt. Her mislykkedes næsten halvdelen af forsøgene på at rekruttere en social- og sundhedshjælper. Samlet set var der tale om 5.820 forgæves rekrutteringsforsøg, fordi stillingen enten ikke blev besat eller gik til en uden alle de ønskede kvalifikationer.
Det viser den seneste rapport fra STAR, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der fokuserer på perioden december 2021 til maj 2022.
Værst var det i Region Sjælland, hvor 6 ud af 10 forsøg på at rekruttere en social- og sundhedshjælper slog fejl. Omvendt så det markant bedre ud i Nordjylland, hvor knap 8 ud af 10 forsøg på at rekruttere end social- og sundhedshjælper endte succesfuldt.
Herunder kan du se, hvor svært det har været at rekruttere inden for forskellige fag i din landsdel.
”Sundhedsvæsenet er mere presset end nogensinde”
Også forsøg på at ansætte social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker slår ofte fejl, viser rapporten fra STAR. At det i særlig grad er på sygehuse og i ældreplejen, der er hårdt ramt af rekrutteringsudfordringer, overrasker ikke Mona Striib, forbundsformand i FOA.
“For sundhedsvæsenet er mere presset end nogensinde før, og sådan har det faktisk været længe,” siger hun.
Derfor er der brug for reelle resultater, fastslår Mona Striib og fremhæver løn, arbejdsvilkår og uddannelsesmuligheder som tre parametre, der alle skal løftes, hvis rekrutterings- og fastholdelseskrisen skal løses.
“Der skal bruges mindre tid på registreringer og dokumentation, så der er mere tid til kerneopgaven. Personalet skal have mere indflydelse på deres arbejdstid, og der skal være flere medarbejdere tæt på borgerne. Og så skal der i stedet for penge på eksterne vikarbureauer satses på at give de faste medarbejdere flere timer og bedre arbejdsvilkår, så man ikke løber skrigende bort fra sit fag,” siger forbundsformanden.