Ambulanceføreren Bruno efter total frifindelse: ”Jeg er så lettet”

Ambulancefører Bruno Dante Martiri glæder sig over frifindelsen og ser frem til at fejre dommen med sine kolleger. Tobias Stidsen

Ambulancefører Bruno Dante Martiri er i dag blevet frifundet for alle anklager i forbindelse med et sammenstød med en personbil under en udrykning i november.

22. marts 2022

Frikendt for alle anklager.

Således lød dommen, da den 63-årige ambulancefører Bruno Dante Martiri tirsdag modtog rettens afgørelse på den sag, hvor han stod tiltalt for at have kørt over for rødt under en udrykning, der resulterede i et mildt sammenstød med en personbil.

Kørte over for rødt under udrykning og risikerer straf: ”Jeg passede jo bare mit job”

"Det havde jeg ikke turde håbe på. Det har fyldt helt vildt meget. Både nat og dag. Det er rigtig, rigtig rart at have fået en afslutning på sagen," siger Bruno Dante Martiri, der i ren og skær bekymring for dommen vågnede allerede kl. 5 tirsdag morgen - otte timer før han modtog afgørelsen.

Bruno Dante Martiri mener, at hans frikendelse kan ses som sejr for hans kolleger:

"Nu har vi denne sag til næste gang, der er en af os, der kommer til at lave en bule under en udrykning," siger Bruno Dante Martiri, som efter dommen skulle deltage i et allerede planlagt stationsmøde med resten af hans kolleger:

"Lad os nu se, om det ikke bliver til en øl eller to," sagde den glade ambulancefører kort efter, at han havde forladt retten. 

"Han har kørt, som han skal"

Bruno Dante Martiris forsvarer, Mogens Freinsilber, er også tilfreds med frifindelsen:

"Han har kørt, som han skulle. Der har ikke været et tilstrækkeligt grundlag for, at han burde dømmes. Og derfor er han selvfølgelig blevet frifundet," siger Mogens Freinsilber og kalder tirsdagens retsmøde "en god dag på kontoret".

Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling, om dommen skal ankes. Mogens Freinsilber finder det højest usandsynligt, at det sker.

"Der er selvfølgelig en mulighed for, at de vil anke dommen. Det er op til dem. Hvis de vælger at anke, så kan man i det mindste sige, at vi fører ét-nul fra starten."

Stadig behov for at kigge på lovgivningen

Frikendelsen vækker også glæde i FOA.

"Det er dejligt, at der er en dommer, der kan se rimeligheden i, at man ikke skal straffes, når man passer sit arbejde," siger Thomas Brücker, næstformand for Teknik og Service-sektoren i FOA. 

Han mener dog stadig, at der er behov for at granske lovgivningen:

"Der har stadigvæk været tidligere tilfælde, hvor der er nogen, som er kørt galt under en udrykning, hvor de efterfølgende er blevet dømt. Derfor mener vi (FOA red.), at der skal være formildende omstændigheder til personer, der kører med udrykning," siger Thomas Brücker.

Anklagemyndigheden gik efter betinget frakendelse af kørekortet i tre år samt en bøde på 2500 kroner.