“Alle kan da passe børn”: Kristine er træt af manglende anerkendelse

“Jeg har et job, der virkelig kan byde på nogle særlige stjernestunder.”

Sådan beskriver Kristine Wind Krogshede sit arbejde som pædagogmedhjælper i daginstitutionen Krible Krable Huset i Odder. 

En stilling, der indebærer mange forskellige hatte. I løbet af en dag er hun både konfliktmægler, kvinden med overblikket over dagens aktiviteter og den kærlige favn, som børnene kan søge ind i for trøst, hvis de har slået sig eller har brug for tryghed. 

“Hvis man ikke har arbejdet i faget, tror jeg bare ikke, at man har nogen som helst idé om, hvor mange ting vi egentlig jonglerer med hver dag,” siger hun og fortsætter: 

“Det er virkelig et givende job. Men det kræver også rigtig meget.”

Alligevel sidder hun sommetider tilbage med følelsen af, at anerkendelsen af hende og hendes kollegaer udebliver, når snakken falder på pædagogfaget. 

“Der kan godt være sådan en strukturel fordom om, at “alle da kan passe børn”. Men sandheden er bare en helt anden,” siger Kristine Wind Krogshede.

Og hun er ikke den eneste, der har den oplevelse. 

Service- eller omsorgsfag?

I en undersøgelse lavet af FOA svarer halvdelen af det pædagogiske personale, at de “i ringe grad” eller “slet ikke” føler, at de får den anerkendelse, som deres arbejde fortjener. 

“Man kan godt opleve, at nogle forældre har urealistisk høje forventninger til, hvad man skal have styr på som pædagog,” siger Kristine Wind Krogshede.

For det er ikke kun påskønnelsen af det arbejde, hun og hendes kollegaer udfører, der mangler. Det samme gør anerkendelsen af, at de arbejder i et omsorgsfag og ikke et servicefag. 

"Nogle forældre forventer, at vi har fuldstændig styr på for eksempel børnenes gummistøvler eller det tøj, de glemte i forrige uge,” fortæller Kristine Wind Krogshede og fortsætter: 

“Ofte kommer de spørgsmål efter en dag, hvor man virkelig har løbet hurtigt, fordi der ikke har været hænder nok. Og hvor der har været en del større problematikker og omsorgsopgaver at tage sig af.”

Det drejer sig dog ikke om alle forældre, understreger hun:

"Mange af dem har også en forståelse for arbejdsbyrden og er gode til at rose vores arbejde, så anerkendelsen er der da også i små glimt i hverdagen."

De vigtigste år

Alligevel mener Kristine Wind Krogshede, at den offentlige samtale om pædagogfaget kunne trænge til at blive pudset af. Så de anerkendende ord også når bredere ud. 

“Al forskning peger på, at de første seks år af et barns liv er de vigtigste i forhold til, hvordan de klarer sig videre i livet,” siger hun og tilføjer:

“Her spiller vi i daginstitutionerne jo en stor rolle i at skabe nogle trygge rammer om børnene og i at være stabile omsorgspersoner. Vi laver jo et enormt relationsarbejde.”

Den opfattelse går også igen i undersøgelsen fra FOA. Her svarer 87 procent af det pædagogiske personale, at de “i høj grad” føler, at de yder en vigtig indsats overfor andre mennesker. 

Den helt store samtale

For nu er Kristine Wind Krogshede glad for sit job. Men hun er også bevidst om, at det ikke er sikkert, at hun kan blive ved med at holde til det. 

For der bliver sommetider løbet stærkt, rigtig stærkt, på stuerne, fordi der er mange børn, som gerne vil have de få voksnes opmærksomhed, fortæller pædagogmedhjælperen. 

Derfor håber hun da også, at der vil komme mere politisk opmærksomhed på minimumsnormeringer i landets institutioner. 

For hvis der skal gøres op med den manglende anerkendelse, er vi nødt til at tage den helt store samtale om vigtigheden af kvalitet og tilstrækkeligt med personale, lyder det: 

“Det vil der da ligge en enorm anerkendelse i. Og det er der bare virkelig brug for - både samtalen og de ekstra hænder.”