Winnie tog sig en varmepause under hedebølgen og blev fotograferet: ”Det er utroligt utrygt”
En forbipasserende mand tog et billede af social- og sundhedshjælper Winnie Kohsel, da hun i sit arbejde i hjemmeplejen holdt en varmepause under hedebølgen.
i dag kl. 15.34
Da temperaturen i sidste uge sagde plus 30 grader, var behovet for at holde sig hydreret og afkølet større end normalt.
Det gjaldt også social- og sundhedshjælper Winnie Kohsel, der arbejder i hjemmeplejen i Holstebro Kommune. Men da hun og to kolleger holdt en varmepause på en parkeringsplads, opdagede de en forbipasserende, der stoppede og tog et billede af dem.
”Det er jo utroligt utryghedsskabende for os. Vi ved ikke, hvad billederne skal bruges til. Om han sender dem til vores leder, eller hvad han gør med dem. Men vi har jo ret til en varmepause, når det er så varmt.” siger Winnie Kohsel.
Når Winnie er rundt ved borgerne, parkerer hun bilen og kan godt være inde hos seks, syv stykker, før hun igen går ud i bilen. Når hun så kører videre, er bilen som en ovn, der ikke når at køle ned, inden hun er henne ved de næste borgere.
De ved jo ikke, at det er os, der er der, når de ældre betror sig til os og græder, fordi deres børn og børnebørn ikke besøger dem.
Winniw Kohsel, social- og sundhedshjælper, hjemmeplejen i Holstebro Kommune
”Det tager nok 10-15 minutter at køle bilen ned. Men så lang tid kører du jo ikke inde i Holstebro, så jeg når aldrig at få kroppen ned i temperatur,” siger hun.
Winnie fortæller, at Holstebro Kommune i weekenden med hedebølge lagde to gange fem minutters pauser ind i kørelisten, så medarbejderne kunne køle af og få lidt væske.
Anden gang på en uge
I sidste uge kom Dansk Folkepartis folketingsmedlem Allan Feldt i vælten, efter at han i smug havde taget et billede af en pædagogisk medarbejder på en legeplads i Frederiksberg Kommune.
Han lavede et opslag med billedet på det sociale medie X. Opslaget er dog fjernet igen.
Det siger Arbejdstilsynet
Arbejdsgiver skal sørge for, at temperaturen indendørs ikke overstiger 25 °C. For høje temperaturer kan bl.a. skyldes belysningen, mange mennesker i lokalet, maskiner og skærme samt solskin gennem store, uafskærmede vinduer.
Ved udendørsarbejde skal arbejdsgiver planlægge og tilrettelægge arbejdet, så ansatte ikke udsættes for solens skadelige UV-stråling. Hvis muligt kan arbejde flyttes til skyggen eller til tidspunkter på dagen, hvor solen ikke står højt på himlen.
Hvis temperaturen overstiger det anbefalede, er det arbejdsgivers ansvar at iværksætte foranstaltninger, der sikrer, at arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det samme gælder, hvis luftfugtigheden bliver meget høj i arbejdsluften.
Kilde: Arbejdstilsynet
Så at private personer tager billeder af velfærdsmedarbejdere, er altså ikke noget nyt. Heller ikke for Winnie Kohsel, der selv har været udsat for det tidligere i sit arbejdsliv.
”På en tidligere arbejdsplads blev jeg hevet ind til en samtale hos min leder, fordi en privatperson havde taget et billede og sendt til kommunen. Det var et tidspunkt, hvor jeg havde holdt en ’utidig pause’, som de kaldte det. Men der skete ikke mere ved det,” siger hun.
Kun mødt med omsorg
Winnie opdagede denne gang, at manden tog et billede af hende og kollegerne. Hun nåede ikke over til ham, før han var væk. Men hun ville gerne have forklaret situationen.
Så i stedet sprang hun til tasterne og skrev et opslag i den lokale Facebook-gruppe ’Holstebro’.
Her starter hun med at skrive:
”Kære medborgere. I denne ekstreme hede kan man opleve, at hjemmeplejen holder lidt længere på en parkeringsplads end man måske er vant til.”
”Det er ikke fordi de er dovne eller sløve. Tværtimod.”
”Mange hjemmepleje-ansatte kører fra borger til borger i en varm bil hele dagen. Når de holder et øjeblik, er det ofte for at lade bilen køle af, drikke vand, få lidt frisk luft eller lige samle kræfter, så de kan fortsætte med at yde den omsorg, vores ældre og syge borgere har brug for.”
Opslaget har i skrivende stund fået 330 likes og næsten udelukkende positive kommentarer med på vejen.
En enkelt siger at, det er ”helt fair”, at de holder en ekstra pause, men stiller spørgsmålet, om de tre kolleger behøves at holde pausen sammen, da en eller flere af dem må få lidt ekstra kørsel hen til den næste borger. Men det, forsikrer Winnie Kohsel, var ikke tilfældet.
”Vi mødtes lige i midten af vores distrikter. Det var ikke nogen af os, der skulle køre meget længere end andre. Måske et minut, men det er jo nærmest det samme, som hvis en af os rammer et rødt lys.”
Tip Fagbladet FOA
Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk
Winnie slutter sit opslag af med at skrive:
”Så lad os vise lidt ekstra forståelse og tålmodighed. Et smil og en anerkendelse betyder ofte mere, end vi tror.”
Sidenhen har hun fået som ønsket. Udover kommentarerne på opslaget er hun i den lokale Rema1000 blevet genkendt og takket for, at hun kæmper alle velfærdsmedarbejderes sag.
”Det betyder rigtig meget for mig og også for mine kolleger, at vi får den her anerkendelse. For vi udfører et vigtigt stykke arbejde, som ellers tit bliver talt ned af dem, der står uden for faget,” siger hun.
”Men de ved jo ikke, at det er os, der er der, når de ældre betror sig til os og græder, fordi deres børn og børnebørn ikke besøger dem.”