Syg af skimmelsvamp på arbejdet? Kend symptomerne og dine rettigheder

Colourbox

Hvis du bliver syg efter at have arbejdet i en bygning med skimmelsvamp, kan der være tale om en arbejdsskade. Her får du overblik over de mest almindelige symptomer – og hvad du skal gøre, hvis du har mistanke om, at dine gener skyldes skimmelsvamp på arbejdspladsen.

i dag kl. 10.00

I begyndelsen af juli blev Børnehuset Guldsmeden i Skanderborg Kommune midlertidig lukket med øjeblikkelig virkning, efter der blev fundet skimmelsvamp i dele af bygningen.

For medarbejderne i børnehuset kan skimmelsvampen være mere end et problem med indeklimaet. Hvis skimmelsvampen fører til sygdom, kan der nemlig være tale om en arbejdsskade.

Derfor er det vigtigt at kende både symptomerne og vide, hvad du skal gøre, hvis du har mistanke om, at du er blevet syg af skimmelsvamp på din arbejdsplads.

  1. 1

    Hvad er skimmelsvamp?

    Skimmelsvamp er en type svamp, der trives i fugtige omgivelser. Den formerer sig ved at frigive mikroskopiske sporer, som findes naturligt i luften både ude og inde.

    Hvis der er fugt i en bygning, for eksempel efter vandskade, kan skimmelsvamp begynde at vokse på materialer, som træ, gips, tæpper og isolering. Ofte kan det ses som sorte, grønne, brune eller hvide pletter og kan give en karakteristisk muggen lugt.

    Hvis man opholder sig i længere tid i bygninger med skimmelsvamp, kan det give helbredsproblemer.

    Kilde: Sundhed.dk

  2. 2

    Er du blevet syg af skimmelsvamp?

    Hvis du har været i kontakt med skimmelsvamp, er der flere symptomer du skal være opmærksom på. Nogle af de mest almindelige er:

    • Træthed
    • Hovedpine
    • Irriterede øjne, næse og luftvej
    • Hoste og trykken for brystet
    • Gentagen bihulebetændelse
    • Åndedrætsbesvær
    • Koncentrationsbesvær
    • Udvikling af allergi

    Kilde: Lungeforeningen

  3. 3

    Hvad skal du gøre, hvis du er blevet syg af skimmelsvamp?

    Hvis du er blevet syg af skimmelsvamp på din arbejdsplads, har du ret til at få sygdommen anmeldt som arbejdsskade. Derfor er det vigtigt, at du går til egen læge, hvis du oplever symptomer.

    ”Hvis man mistænker, at man er blevet syg efter at have været i kontakt med skimmelsvamp, skal man gå til egen læge og få det anmeldt som erhvervssygdom,” fortæller Stine Hermansen, der er juridisk konsulent i FOA skadeteam og uddyber.

    ”Når lægen har anmeldt det som en erhvervssygdom, så kommer sagen videre til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), som behandler arbejdsskadesager. Derefter kan man kontakte FOA, der kan hjælpe med at føre sagen.”

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler