Mange tror fejlagtigt, at forsikringen ikke dækker: Nu får Heidi sin erstatning for varige mén

I Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor Heidi er ansat, er de blå futters funktion at skærme borgernes gulve fra snavs udefra – og hun kan sagtens forstå, hvorfor de i hjemmeplejen skal bruge dem.

Heidi Nymark gled i de blå futter i forbindelse med sit arbejde i hjemmeplejen. Nu håber social- og sundhedsassistenten, at andre også får øjnene op for, at man godt kan få det anerkendt som en arbejdsskade.

i dag kl. 09.23

Heidi Nymark stod i borgerens køkken og lagde godt mærke til, at gulvet var ualmindelig glat.

”Jeg havde aldrig oplevet et så glat gulv før, og borgeren gav mig fuldkommen ret i, at det var glattere, end det plejede,” fortæller hun.

Da Heidi Nymark på et tidspunkt vendte sig rundt, gik det galt. Iført de blå posede overtrækssko gled hun på gulvet og tog fra med den højre skulder.

Hun har nu – 1,5 år efter faldet i køkkenet – endelig fået Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings ord for, at hun skal have 56.000 kroner i erstatning for varige mén.

”Jeg vil gerne stå frem for at hjælpe alle dem, der ikke tror, det er værd at tage kampen op for at få anerkendt en arbejdsskade, som skyldes de blå overtrækssko,” siger hun.

"De gener, jeg har fra faldet, skal jeg leve med resten af mit liv."

Heidi Nymark, social- og sundhedsassistent

Havde ikke set den komme

Det var på sin sædvanlige aftengåtur et par dage efter ulykken, at Heidi Nymark begyndte at mærke konsekvenserne af sit fald.

Under gåturen fik hun pludselig store smerter i halebenet, som vandrede op ad hendes rygsøjle. Smerter, som gjorde det nærmest umuligt at gå de sidste 400 meter hjem til hendes lejlighed i Svendborg.

”Da jeg gik derude, og smerten var størst, blev jeg sgu bekymret. Jeg tænkte: Det her er ikke godt,” fortæller hun.

Næste dag ringede hendes vækkeur som sædvanlig klokken 5.45. Men denne morgen konstaterede Heidi Nymark, at hun slet ikke kunne gå, og en sygemelding var nødvendig.

”Da jeg talte med min leder, sagde jeg: ’Dengang du ansatte mig, lovede jeg dig, at jeg ville passe på mig selv. Det gør jeg så nu,’” fortæller Heidi Nymark, som endte med at være sygemeldt i en uge.

Sygemeldingen kom nok ikke som en overraskelse for hendes leder. Den dag, ulykken skete, havde Heidi Nymark nemlig fortalt lederen, at hun havde ’sat sig på røven’ hos en borger, og her kom svaret prompte: ”Du skal huske at anmelde det.”

”Jeg er lykkelig over, at jeg fik det registreret. Også selvom min umiddelbare reaktion var, at det ikke var slemt,” fortæller hun.

”Jeg kan godt blive lidt ked af det på andres vegne, hvis man tænker, at man bare skal lade være med at anmelde det.”

Heidi Nymark, social- og sundhedsassistent

Viljestyrken vinder frem

I dag passer Heidi Nymark sit arbejde som før, men hun lever stadig med konsekvenserne fra faldet.

”Jeg kan jo ikke sidde ned i ret lang tid ad gangen, før jeg begynder at skøjte rundt i stolen, fordi det gør ondt i mit haleben,” fortæller Heidi og tilføjer, at der ikke er udsigt til, at det skal blive bedre.

Heldigvis har en blanding af smertestillende, kiropraktorbehandlinger og en god portion viljestyrke hjulpet hende meget af vejen til at få det bedre.

Tip Fagbladet FOA

Har du en idé eller et tip til en historie, som Fagbladet FOA bør se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv eller dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os – vi bruger ikke noget uden din viden. Skriv til os på redaktionen@foa.dk

”Det er ekstra svært i sociale sammenhænge, hvor man oftest sidder ned. Men i stedet for at melde fra, er jeg meget ærlig og fortæller, at jeg ikke kan sidde ned i lang tid ad gangen og har brug for at gå rundt – og det har folk været meget accepterende over for,” siger hun.

Og på sin rejse i at lære sine nye begrænsninger at kende, bliver hun ved med at gøre alt for, at smerterne ikke udvikler sig til det, der er værre.

”De penge, jeg har fået i erstatning, skal være med til at gøre min hverdag nemmere at komme igennem – for de gener, jeg har fra faldet, skal jeg leve med resten af mit liv,” siger hun.

Husk at anmelde

Noget tyder på at Heidi Nymark langt fra er den eneste, som har været i tvivl om et fald i blå futter kan ende i en arbejdsskadesag.

Da Fagbladet FOA i februar bragte en artikel på Facebook om hygiejnereglerne for de blå plastikfutter, sad Heidi Nymark derhjemme og læste nogle af de mange kommentarer, som ofte lød sådan her:

”Man risikerer en arbejdsulykke, når man har de blå futter på, og det dækker forsikringen ikke.”

Og det overraskede hende, at der er så mange, som ikke ved, at man godt kan få anerkendt sin arbejdsskade, selvom den involverer blå futter.

”Jeg kan godt blive lidt ked af det på andres vegne, hvis man tænker, at man bare skal lade være med at anmelde det,” fortæller hun.

”Det er vigtigt at registrere alt, hvad man udsættes for – også selvom meget af det ikke bliver til en sag. For den dag, en skade udvikler sig, vil man fortryde ikke at have gjort det."

Heidi Nymark, social- og sundhedsassistent

Fagbladet FOA har tidligere talt med FOA-advokat, Anne Signora Toft, som sammen med sine kollegaer, repræsenterer medlemmer i arbejdsskadesager. Hun forklarede dengang, at du generelt kan få erstatning, hvis skaden er sket i forbindelse med udførelsen af dit arbejde – også selvom du havde blå futter på.

Her forklarede hun, at din arbejdsgiver godt kan fastsætte nogle retningslinjer, som siger, at man skal bruge skoovertæk i forbindelse med arbejdet. Men arbejdsgiver kan blive stillet til ansvar, hvis de blå futter som stilles til rådighed ikke er egnede til brugen. 

Heidi Nymark havde ikke selv anmeldt en skade relateret til blå futter før, men hun har altid været god til at registrere, når hun kom til skade – en opfordring, hun engang fik af en kollega og nu gerne vil give videre til andre.

”Det er vigtigt at registrere alt, hvad man udsættes for – også selvom meget af det ikke bliver til en sag. For den dag, en skade udvikler sig, vil man fortryde ikke at have gjort det,” siger hun.

Hvis ulykken sker

Ulykker kan desværre ske, mens vi passer vores arbejde, og du kan komme slemt til skade. Der er derfor nogle opmærksomhedspunkter, som er gode at vide, hvis det sker for dig.

For det første, så dokumentér hvor og hvordan du er kommet til skade. Tag billeder og skriv ned, hvor og hvordan det skete. Hvis der var nogen, som har set ulykken, så få deres kontaktoplysninger og vidneudsagn. Husk også at gå til lægen, så skaden også bliver dokumenteret der.

Selv hvis din umiddelbare vurdering er, at skaden er overfladisk, er det vigtigt at dokumentere forløbet alligevel. I tilfælde af at din tilstand forværres, har du på den måde dokumentationen i orden, hvis hændelsen skal anmeldes.

Kontakt din lokale FOA-fagforening, hvis du skal søge erstatning for en arbejdsulykke. De kan hjælpe dig med en eventuel sag.

Kilde: Anne Signora Toft

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler