Heidi mener ikke, der bliver lyttet nok til ældre:"Vi skal blive bedre til at erkende, hvor vi kan forbedre os"

Ofte når jeg læser artikler omkring plejehjem og hjemmepleje handler det om dårlig pleje, omsorgssvigt med mere.

Lige så ofte skrives der indlæg på sociale medier af plejepersonale, der forsøger at forsvare sig ved at forklare om tidspres, manglende varme hænder, alt for stort tidsforbrug på dokumentation og meget mere.

Det skal der heller ikke sås tvivl om, for de rammer politikerne sætter for os gør, at vi har travlt, at vi ikke er nok, og at vi ikke har tid nok.

Omsorgstræthed og forråelse er desværre noget, der findes mange steder. Det er kun politikerne, der kan gøre noget ved de rammer, der er sat for faget.

Men der er også noget, vi som plejepersonale kan gøre. Og det er, hvordan vi kommunikerer. Ikke kun med hinanden, men vigtigst af alt, med vores borgere.

Derfor skal vi blive bedre til at sparre fagligt med hinanden, se hinandens styrker og ressourcer og lære af hinanden. Vi skal blive bedre til at erkende, hvor vi kan forbedre os og så faktisk forsøge at gøre det.

Hvordan vi kommunikerer, handler meget om hvem vi er som person, hvilke erfaringer vi har med os, både professionelt og privat, men også hvordan vi er er opdraget, og hvilken årgang vi er fra. Det vil noget af vejen kræve, at en fagprofessionel guider os i den rigtige retning.

At skabe et godt sted for alle, med de rammer der er sat, kræver dog at alle forsøger at gøre en indsats, og at ledere støtter op om det.

Vores fag handler ikke kun om pleje, praktiske opgaver og medicin. Det handler lige så meget, hvis ikke mere, om, menneskelige relationer, forståelse og respekt.

For vores ældre har levet et liv fyldt med glæde, tab, modgang og medgang. De har meget mere livserfaring end de fleste ansatte.

De har derfor ret til at blive behandlet som ligeværdige mennesker med ret til selvbestemmelse. Vores ældre skal ikke føle sig umyndiggjort. De skal ikke sidde med en følelse af, at de er en byrde.

Om det er praktisk eller personlig hjælp, de ældre har behov for, er meget individuelt. Men de ældre har behov for at få dækket grundlæggende behov som omsorg, nærhed, selvstændighed, inddragelse og følelsen af at være herre over eget liv, uanset hvilke situation den enkelte sidder i.

Vi som personale skal huske de tre P’er (personlig, privat og professionel). Men jeg tror dog på, at det er vigtigt, at vi giver lidt af os selv for at styrke relationen og skabe tillid, stadig på en professionel måde og uden at vores personlige holdninger spænder ben for borgernes ønsker og behov.

Vi som personale skal blive bedre til at lytte til de ældres behov og inddrage dem, i de beslutninger der skal tages.

Det er her anerkendende kommunikation er vigtigt. For hvordan formulerer vi tingene, så det bliver et valg for borgeren i stedet for en kommando? Hvordan bliver vi bedre til ikke at inddrage personlige holdninger og ubevidst tage valget fra den ældre?

Uanset hvor travlt vi har, tager det lige lang tid at sige en 10 ords-sætning som en kommando, og en der er omformuleret til en mulighed, borgeren selv kan træffe en beslutning om.

At skabe et rum hvor de ældre høres, ses, bliver anerkendt og imødekommes, tænker jeg skaber rum for bedre trivsel for både de ældre og medarbejdere. Og det er måske første skridt på vejen til at komme omsorgstræthed og forråelse til livs.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk