Elev blev seksuelt krænket: ”Frygtede, at overgrebet skulle koste mig uddannelsen”

Som elev i hjemmeplejen skulle Carrie Hansen hjælpe en borger i kørestol. Han trak hende ned til sig og tog hende blandt andet på brysterne. Hun turde ikke sige noget, og sagen kom først frem, da en kollega i hjemmeplejen fik mistanke om, hvad der var sket. Anna Cathrine Leth Christiansen

Allerede i sin første praktik som social- og sundhedsassistent blev Carrie Hansen udsat for et overgreb fra en borger. Hun turde intet sige, men bebrejdede sig selv, at det var sket. Nu efterlyser hun, at sosu-skolerne bliver bedre til at forberede eleverne på borgere, der krænker plejepersonalet.

02. november 2022

Carrie Hansen sidder i en lænestol hos en borger – en 61-årig mand i kørestol, som Carrie plejer at gå en tur med. Men i dag vil han hellere sidde indenfor. Da Carrie rejser sig for at gå, griber han fat i hendes arm. Han holder hende fast, begynder at røre ved hendes bryst og prøver at trække t-shirten af hende.

Carrie stivner. Hun føler slet ikke, at hun kan bevæge sig. Det eneste, hun kan få fremstammet, er, at han skal stoppe.

Det gør manden ikke. Han tager hende på låret, på brysterne og bliver ved med at prøve at få t-shirten af hende. Imens kan Carrie kun formå at sætte sig tilbage i stolen, hvor hun krymper sig længere og længere ned. Til sidst løber hun væk.

”Da jeg kommer udenfor, kører min hjerne på repeat. Jeg prøver at huske, hvad det var, der skete, og om jeg kunne have gjort noget anderledes. Hvad har jeg gjort ham. Hvad ville han dog med mig,” siger Carrie Hansen.

Gik alene med det

Hun er 26 år og blev udsat for overgrebet, da hun i oktober 2020 var i gang med sin første praktik som social- og sundhedsassistent i den udekørende hjemmepleje.

Bagefter anede hun ikke, hvad hun skulle gøre. Hun bebrejdede sig selv, hvad der var sket. Hun trak sig fra familie og venner – og talte heller ikke med hverken kollegerne, praktikvejlederen eller lederen om overgrebet. Hun frygtede, at det hele skulle vælte for hende.

”Jeg kunne ikke sove, jeg lå bare om natten og blev ved med at tænke på episoden. Det er noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har prøvet. Til sidst var jeg bange for, at jeg ikke kunne fortsætte med min uddannelse, fordi min angst vendte tilbage,” siger Carrie Hansen.

14 dages betinget fængsel

Tre uger senere fandt arbejdspladsen ud af, hvad der var sket. En af Carries kolleger, den ufaglærte Andreas Jensen, var en fast del af det team, der kom hos den 61-årige.

Som en del af relationsarbejdet spurgte Andreas Jensen, hvad der skete i mandens liv. Den 61-årige svarede, at han for nyligt havde fundet ’en særlig pige’. Det lykkedes Andreas Jensen at få manden til at røbe navnet på den pågældende pige.

”Det første, jeg tænkte, var: ’Nej, det gør du bare ikke’,” fortæller Andreas Jensen, som i første omgang orienterede arbejdsmiljørepræsentanten og derefter Carrie Hansens vejledere og sin egen teamleder.

Den 61-årige blev politianmeldt, og sagen endte i retten, hvor han blev idømt 14 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse – efter at blandt andre Carrie havde vidnet.

”Det var ubehageligt at skulle sidde foran både ham og et helt panel og forklare, hvad der var sket. Jeg følte ikke, at det kom andre ved. Men det var rart, at der blev gjort noget ved det, og jeg kunne give min forklaring på, hvad der var sket,” siger Carrie Hansen. 

Bøn til sosu-skolerne

I dag er hun næsten færdig med sin uddannelse som social- og sundhedsassistent, og hun ville selvfølgelig gerne have undværet den hårde oplevelse i sin første praktik.

Men hun ville allermest ønske, at hun var blevet forberedt på, at den slags kunne ske. At skolen havde indviet eleverne i, at de som sosu-ansatte kan komme ud for borgere, der krænker dem – og forklaret, hvordan man både forebygger og håndterer det.

”Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke som noget af det første forbereder os på det,” siger Carrie Hansen og gentager sin pointe:

”Jeg er skuffet over, at skolen ikke som standard stiller metoder op til at håndtere det her.”

FOA: De unge skal rustes bedre

Sosu-skolerne er nødt til at blive langt bedre til at lære eleverne, hvordan de håndterer krænkende og grænseoverskridende borgere.

Det er budskabet fra forbundssekretær i FOA Maria Melchiorsen. Hun ytrer sig med afsæt i de nyeste, men stadig triste tal fra Arbejdstilsynet. De fortæller, at social- og sundhedsassistenterne er den faggruppe, der hyppigst udsættes for seksuel chikane. Mest hyppigt går chikanen ud over kvinder i alderen 15–24 år.

”På uddannelsen er der meget fokus på relationer og mødet med borgeren, men intet fokus på håndteringen af de følelser og krænkelser, som en elev kan stå i,” siger Maria Melchiorsen og efterlyser, at håndtering af seksuelle krænkelser indgår som et specifikt tema på skolerne i lighed med eksempelvis undervisning i psykisk arbejdsmiljø.

”Det burde det være, for krænkelser skal man ikke bare acceptere,” siger Maria Melchiorsen og tilføjer: ”Det er aldrig for sent at gøre noget ved det.” 

Kræver prioritering

På ZBC i Køge, hvor Carrie Hansen er elev, beklager direktør Michael Kaas-Andersen den oplevelse Carrie Hansen har haft.

Ifølge ham og uddannelseschef Majbritt Vangslev er der ikke tvivl om, at skolen prøver at forberede eleverne så godt som muligt på praktikken. De opfordres blandt andet til at håndtere krænkelser, hvor de sker – altså på arbejdspladsen. 

”Vi forsøger at lære dem, at man har en personlig grænse, og at man kan tage fat i sin vejleder hvis man føler, at den er blevet overtrådt,” siger Majbritt Vangslev. Hun tilføjer, at underviserne må forsøge at blive endnu mere tydelige, hvis eleverne oplever noget andet.

Og så ser Majbritt Vangslev gerne, at Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (FEVU) peger på håndtering af krænkelser som et kompetencemål.  

Hvis uddannelsen skal fokusere mere på håndtering af seksuel grænseoverskridende adfærd, så skal det også prioriteres bedre, lyder reaktionen fra sosu-skolerne.

”Der er utroligt mange mål og kompetencer, der skal opnås i vores uddannelse. Hvis vi skal sætte flere timer og fag på skoleperioderne eller uddannelsen generelt, så skal de faglige udvalg enten tage noget ud eller forlænge uddannelsen,” siger Lisbeth Nørgaard, formand for sosu-skolerne.