Drabstiltalt sosu-hjælpers mentalerklæring fremlagt i retten
Den 60-årige social- og sundhedshjælper, som er tiltalt for drab og drabsforsøg på i alt fire beboere fra Plejecenter Tirsdalen i Randers, lider af en personlighedsforstyrrelse. Det kom frem i retten onsdag, hvor to tidligere kolleger også fortalte om den episode, der førte til, at tiltalte blev bortvist fra sit tidligere job.
01. februar 2023
Normal begavelse og ingen sindssyge, men hang til selvidyllisering, nedtoning af de svære ting i livet, undertrykt vrede og en egen oplevelse af være moralsk og etisk overlegen.
Sådan lød nogle af nedslagspunkterne i dele af den mentalerklæring, psykologudtalelse og udtalelse fra Retslægerådet om den drabstiltalte social- og sundhedshjælper fra Plejecenter Tirsdalen, som blev fremlagt i Retten i Randers onsdag, hvor Fagbladet FOA var til stede.
Her kom det frem, at den 60-årige, som er tiltalt for drab og drabsforsøg på i alt fire beboere, sandsynligvis lider af en let til moderat histrionisk personlighedsforstyrrelse – den samme personlighedsforstyrrelse, som sygeplejersken, der blev dømt for drabsforsøg på fire patienter på Nykøbing-Falster Sygehus, lider af.
Men, lød det i psykologudtalelsen, som anklager Jesper Rubow læste op i retten, er det svært at danne sig et helt billede over tiltaltes personlighed på grund af hendes hang til at fremsætte en idylliseret facade af sig selv og sin familie.
Bortvist for at give sprøjte
I retten onsdag vidnede også en tidligere kollega og en tidligere leder fra det nu nedlagte plejecenter i Viborg Kommune, Overlundgården, hvor tiltalte har været ansat.
Her forklarede tiltaltes tidligere social- og sundhedsassistentkollega om en novemberaften i 2016, hvor hun var på job med den tiltalte og en anden assistentkollega. Men den anden assistentkollega stak sig ved et uheld på en injektionssprøjte og måtte en tur på skadestuen. Derfor var den tiltalte alene med den vidnende assistentkollega på aftenvagten.
Den tiltalte, som er uddannet social- og sundhedshjælper, var ansat som ’måltidsvært’ på Overlundgården, men fordi de to var alene, hjalp tiltalte med plejeopgaverne. Det forklarede assistentkollegaen og den tidligere leder af Overlundgården i retten.
Tiltalte og assistentkollegaen var i gang med at lægge beboerne i seng, da assistenten mødte den tiltalte ude foran en borgers lejlighed. Her skulle den tiltalte ifølge assistentens forklaring have sagt, at hun havde lagt borgeren i seng og givet ham en insulinsprøjte.
”Jeg siger: Hvad har du?” forklarede assistentkollegaen i et chokeret toneleje i retten, for den pågældende borger skulle ikke have insulin. Han skulle have et væksthormon i sprøjten, og sprøjter må kun gives af social- og sundhedsassistenter eller sygeplejersker.
Både assistentkollegaen og den tidligere leder forklarede, at den tiltalte tilsyneladende ikke vidste, hvad der havde været i den sprøjte, hun havde givet beboeren.
’Modbydelige’ beskeder
Episoden med sprøjten gjorde, at den tiltalte blev indkaldt til tjenstlig samtale på Overlundgården og derefter bortvist for ’grov pligtforsømmelse’.
Men bortvisningen betød ikke, at kollegerne slap for at høre fra tiltalte, forklarede leder og assistent. Efterfølgende skrev tiltalte en række Facebook-opslag, hvor hun taggede Overlundgården. Blandt andet skulle tiltalte have skrevet, at stedet havde ’dårlig ledelse’, og at ’medarbejderne bare stod udenfor og røg’. Det førte til, at lederen måtte blokere tiltalte på Facebook, så hun ikke længere kunne skrive de opslag.
Også de to social- og sundhedsassistenter, der var på job den aftenvagt i november 2016, hørte fra tiltalte efter bortvisningen i en række ’modbydelige’ sms’er. Ifølge vidneforklaringerne skulle den tiltalte i beskeder til de to social- og sundhedsassistenter have skrevet, at de havde ødelagt hendes liv, og at hun nok skulle få hævn.
”Det var meget ubehageligt at modtage de beskeder,” sagde assistentkollegaen i retten.
Retssagen fortsætter torsdag i denne uge og igen i næste uge, og det forventes, at der falder dom den 22. februar. Tiltalte nægter sig skyldig.