Vi står med sorg, konflikter og døende mennesker: Derfor har vi brug for supervision

At arbejde som social- og sundhedshjælper er i mange menneskers øjne noget, de fleste kan finde ud af. Det er også en fordom, jeg selv har haft engang.

Sandheden er bare, at vi mangler flere dygtige medarbejdere, men de er svære at finde af flere årsager.

For hvem ønsker at tage en uddannelse, hvor vilkårene ikke altid er lige gode, og hvor du på forhånd er dømt til at være kommunal røvvasker? Ja, det er et udtryk, jeg har hørt brugt.

Hvem ønsker at arbejde i et fag, hvor forråelsen lurer, stressen hersker, og lederne bliver skiftet ud i flæng?

Hvor du skal forsvare, hvorfor du dog har valgt så lavt rangeret et arbejde.

Hvor der er risiko for at blive hængt ud i medierne eller overvåget uden samtykke, når du udfører dit arbejde.

Men hvis vi skal forråelse, stress og mangel på medarbejdere til livs, skal fagets faglighed frem i lyset, og folk skal vide, hvad det i virkeligheden handler om.

Hvis vi skal have dygtige og dedikerede medarbejdere, som er stolte af deres fag, skal der tales højt om, at ”varme hænder” og ”store hjerter” ikke er en tilstrækkelig beskrivelse af vores faglighed.

Derfor er kompetenceudvikling og supervision i min optik også en nødvendighed.

For vi mangler supervision i ældreplejen.

Vi træder ind i menneskers hjem, hvor der kan være mange svære skæbner at forholde sig til. Familiestridigheder, sorg over tabet af ægtefæller, venner og familie, sorg over tabt funktionsevne og over livet, der var - og som nu skal leves anderledes.

Når man arbejder med mennesker, som vi gør, er der brug for støtte til at bearbejde de følelser, der kan opstå, ligesom der er brug for et refleksionsrum med faglig sparring. Det skaber et bedre arbejdsmiljø, psykologisk tryghed og medarbejdere med fokus på trivsel og faglighed.

Supervision er altså en læringsproces, som vi ikke kan eller skal undvære. Vi skal forebygge moralsk stress og forråelse, som allerede fylder for meget.

De fleste pårørende er så nedslidte og udbrændte, at det ikke kun er borgeren, som skal have hjælp. De trænger til en at tale med, et kram måske og en at få svar af. Men det kan være udfordrende, hvis man ikke har redskaberne til sådan en samtale.

Seksualiserende adfærd er også noget, vi kan opleve. Her vil faglig sparring og refleksion også være virkelig hjælpsomt – altså supervision – og være et virkelig vigtigt redskab i arbejdet med mennesker.

Nogle situationer gør også noget ved os som mennesker, da vi jo selv har historier med os.

Jeg har med få måneders mellemrum skullet hjælpe to ægtepar i deres pæne tøj og sørge for, at de kom ned til kirken for at deltage i deres barns begravelse. Det var samtidig med, at jeg lige havde mistet min egen far.

Det er en sorg, som er svær at komme igennem, og det kræver, at vi som sundhedsansatte kan rumme den.

Vi holder hænder, imens de sidste åndedrag tages, og vi trøster dem, som græder over tabet af deres elskede.

Vi er alle forskellige og har ikke de samme livserfaringer, historier, sind eller faglige kompetencer. Vi reagerer ikke ens. Derfor er det så vigtigt med supervision, hvor man kan erfaringsudveksle og få støtte til at håndtere svære situationer. Det løfter fagligheden og skaber grobund for arbejdsglæde.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk