Tina blev fyret på grund af corona: Nu uddanner hun sig til social- og sundhedsassistent

"Når man har et fast job, er det svært at springe ud i noget nyt, men ledigheden gav et skub," siger Tina Lissau, som er ved at uddanne sig til social- og sundhedsassistent efter at have arbejdet på en møbelfabrik i 20 år.  Heidi Lundsgaard

Et jobprøvningsforløb, en TV2-dokumentar og muligheden for at få 110 procent af dagpengesatsen under uddannelse gav skrædderen Tina Lissau lyst til at tage uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

30. marts 2021

Da 52-årige Tina Lissau på grund af coronakrisen fik en fyreseddel efter 20 år på en møbelfabrik, åbnede der sig pludselig en mulighed for at skifte symaskinen ud med menneskelig kontakt.

”Det trak i mig at arbejde med mennesker i stedet for at være spærret inde på en fabrik,” siger hun.

Lysten havde et stykke tid ulmet i Tina Lissau, som er uddannet skrædder. Og den blev ikke mindre, da TV2-dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ rullede over tv-skærmene i sommeren 2020.

”Da jeg så det, tænkte jeg, at det kan jeg altså gøre bedre. Her kan jeg virkelig være med til at gøre en forskel,” siger Tina Lissau.

14 dage blev til tre måneder

Så da hun i slutningen af oktober 2020 blev ledig, kom hun derfor i et 14 dages jobprøvningsforløb på Kongshøjcentret, et plejecenter i Nørre Aaby på Fyn. Forløbet skulle kun vare to uger, men plejecenteret endte med at blive så glade for Tina, at de forlængede hendes kontrakt med tre måneder.

Hverdagen i den udekørende hjemmepleje gjorde Tina Lissau sikker på, at det var i det fag, hendes arbejdsliv skulle fortsætte. Derfor besluttede hun sig for at starte på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Men Kongshøjcentret var ikke klar til at sige endeligt farvel.

”De har sagt, at når jeg er færdig med min uddannelse, skal jeg lige huske, hvor jeg startede henne. Så vil de gerne have, jeg kommer tilbage. Det er dejligt at vide,” siger hun.

Corona kostede jobbet: Nu vil Lis og Elvira være sosu-hjælpere

Mange flere uddanner sig

Tina Lissau er ikke den eneste, der har skiftet karrierespor det seneste år. Mere end tre gange så mange ledige ufaglærte og faglærte med forældet uddannelse er mellem august 2020 og januar 2021 gået i gang med en faglært uddannelse sammenlignet med samme periode sidste år. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.

”I en svær tid for Danmark er der god grund til at glæde sig over, at så mange griber chancen for at få nye kompetencer,” siger beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), i en pressemeddelelse. 

Især er uddannelserne til social- og sundhedshjælper og -assistent populære. En del af årsagen er, at det indtil udgangen af 2021 er muligt for personer over 30 år at begynde på 33 udvalgte erhvervsuddannelser – herunder social- og sundhedsuddannelserne – og få 110 procent af dagpengesatsen. Det svarer til cirka 20.900 kroner om måneden før skat, hvis man får den højeste dagpengesats. 

Den økonomiske fordel var også medvirkende til, at Tina Lissau tog beslutningen om at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.

”Hvis jeg skulle have været på SU, havde jeg nok søgt videre i møbelbranchen i stedet. Men inderst inde var det ikke det, jeg havde lyst til. Så det gjorde en forskel, at jeg ikke skulle på SU,” siger Tina.

Forhøjet dagpengesats lokkede 54-årige Søren tilbage på skolebænken: ’Det er vildt spændende’

Aldrig for sent at lære nyt

Selvom det er en stor omvæltning at komme tilbage til skolebænken, har Tina ikke fortrudt sit valg. Tværtimod glæder hun sig til at bruge faget, når hun i april 2024 er færdiguddannet. 

”Vi bliver nok alligevel 70 år, inden vi må gå på pension, så der er mange år endnu. Der er brug for social- og sundhedsassistenter, så man spilder ikke de tre år på at uddanne sig til arbejdsløshed. Det var også med til at støtte mig i, at det var en god idé,” siger Tina Lissau.
”Jeg kan sagtens anbefale alle andre, der er i tvivl om, hvad de skal, at gøre som mig. Det er bare at komme i gang. Det er aldrig for sent at prøve noget nyt.”

FOA: Håber på en permanent ordning

Helena Mikkelsen, forbundssekretær i FOA, er glad for ordningen med, at man kan uddanne sig til social- og sundhedshjælper eller -assistent og få 110 procent af dagpengesatsen under studiet. Hun tror på, at det kan hjælpe på rekrutteringsudfordringerne på området, og for de elever, der allerede har stiftet familie og købt hus, gør det hverdagen lidt lettere.

”Der er ro på økonomien for de elever, og det er kun en fordel, for så kan man bedre fokusere på sit studie og blive dygtigere til sit fag,” siger Helena Mikkelsen.

Hun håber, at ordningen kan blive gjort permanent på de uddannelser, hvor der mangler arbejdskraft, ligesom på social- og sundhedsuddannelserne. 

”Og så håber vi selvfølgelig, at flere gør ligesom Tina og tager springet, så de ser alle de facetter, som faget rummer og får oplevelsen af, hvor givende faget er – både i forhold til hvad du giver til andre mennesker, men også hvad du får selv,” siger Helena Mikkelsen.

Opdateret med kommentar fra forbundssekretær i FOA, Helena Mikkelsen.

Aftalen om forhøjet dagpengesats

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indgik i juni 2020 en aftale om, at ledige skal løftes i coronakrisen.  
 
Ufaglærte ledige på dagpenge og faglærte med en forældet uddannelse skal fra august og frem til udgangen af 2021 have ret til at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent af dagpengepengesatsen. Kravet er, at man er fyldt 30 år og starter på en uddannelse, hvor der er gode jobmuligheder.

I alt er 33 erhvervsuddannelser omfattet af ordningen, herunder blandt andet social- og sundhedsuddannelserne og serviceassistentuddannelsen. Du kan læse mere om ordningen på ministeriets hjemmeside.
 
Kilde: Beskæftigelsesministeriet