Risikoen for hantavirus i Danmark er meget lav: Det skal du som sundhedsfaglig vide

Det er rødmus som denne der kan være smittebærere af de danske varianter af hantavirus. COLOURBOX

Selvom Andes hantavirus kan smitte mellem mennesker, vurderer de danske sundhedsmyndigheder, at risikoen for et sygdomsudbrud i Danmark er meget lav. Her kan du læse hvorfor.

i dag kl. 18.37

Det gik verden rundt, da tre mennesker døde på det hollandske krydstogtskib MV Hondius efter at være blevet smittet med Andes hantavirus i begyndelsen af maj.

En variant af hantavirus, der stammer fra Sydamerika, og som kan smitte mellem mennesker.

Men betyder det, at vi skal være bekymrede for et større sygdomsudbrud herhjemme i Danmark eller Europa generelt?

Ifølge overlæge fra Sundhedsstyrelsen, Kamilla Grønborg Laut, er risikoen for et udbrud af Andes hantavirus i Danmark meget lav.

Og det er der flere grunde til. Her er, hvad du skal vide.

  1. 1

    Ikke påvist i Danmark

    Hantavirus findes hos gnavere som mus eller rotter og kan overføres til mennesker gennem forstøvet spyt, urin eller afføring.

    Der findes flere varianter af hantavirus, og de kommer fra forskellige steder i verden. Det er varianten fra Sydamerika ved navn Andes hantavirus, som har forårsaget et udbrud på krydstogtskibet.

    I Danmark har vi to varianter af hantavirus, som kaldes Saaremaa og Puumala, og de kommer fra rødmus. Disse varianter smitter kun mellem dyr og mennesker, forklarer overlæge fra Sundhedsstyrelsen, Kamilla Grønborg Laut.

    ”Andes hantavirus fra Sydamerika er den eneste variant, vi kender, der har evnen til at kunne smitte mellem mennesker, og den har aldrig været påvist i Danmark,” fortæller hun og fortsætter:

    ”I øvrigt findes den gnaver, som kan smitte mennesker med Andes hantavirus, ikke i Europa.”

  2. 2

    Helt andre symptomer

    Hvis du skulle være en af de omkring 10 danskere, som årligt smittes med hantavirus fra rødmus, er dine sygdomssymptomer helt anderledes end dem, som vi ser fra Andes hantavirus.

    ”De varianter af hantavirus, vi har i Danmark, er af typen, der kan give blødningsfeber og nyresymptomer, men overordnet er dine chancer for at komme dig gode. Ved Andes hantavirus kan du derimod få alvorlige luftvejssygdomme, og dødeligheden er højere,” fortæller Kamilla Grønborg Laut.

  3. 3

    Smitter ikke nemt

    Du husker nok retningslinjerne fra corona, som beskrev vigtigheden af at holde afstand til andre og at hoste eller nyse i sit ærme.

    Det skyldtes, at coronavirussen smittede så effektivt, at du kunne blive syg bare ved at indånde den samme luft som den coronaramte.

    Ved Andes hantavirus skal der dog langt mere til for at blive smittet. Det fortæller Kamilla Grønborg Laut.

    ”De erfaringer, vi har fra tidligere udbrud af Andes hantavirus i Sydamerika, er, at virussen typisk smitter ved tæt og langvarig kontakt,” fortæller hun.

    Det betyder altså, at der skal helt særlige omstændigheder til, hvis der – mod al forventning – skulle komme et udbrud af den farlige variant af hantavirus i Danmark.

    ”Der er særlige smitteforhold på et krydstogtskib, hvor man bor og færdes tæt, som har kunnet bidrage til udbruddet,” siger Kamilla Grønborg Laut og tilføjer:

    ”I forhold til Andes hantavirus vurderer både WHO (World Health Organization) og ECDC (European Centre for Disease Control), at risikoen for smitte i den generelle befolkning i Europa er meget lav. Den vurdering er vi i Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut enige i.”

  4. 4

    Ingen grund til bekymring

    I forbindelse med udbruddet på krydstogtskibet har Sundhedsstyrelsen kategoriseret Andes-hantavirus som en alment farlig sygdom.

    Det betyder, at myndighederne har mulighed for at lave særlige foranstaltninger, som skal forhindre smittespredning, hvis det skulle blive nødvendigt.

    Og Sundhedsstyrelsens udvidede fokus på Andes-hantavirus er netop til for, at vi ikke skal bekymre os om et sygdomsudbrud i Danmark eller Europa generelt.

    ”Der er iværksat smitteforebyggende tiltag for alle passagerer på krydstogtskibet, som blandt andet omfatter karantæne i 6 uger for de personer, som har en høj risiko for at være smittet,” fortæller Kamilla Grønborg Laut.

    Sundhedsstyrelsen har desuden lavet en række retningslinjer for håndteringen af Andes-hantavirus i sundhedsvæsenet. Dem kan du læse her.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler