Er du også i vaccine-vildrede efter første stik med AstraZeneca? Det skal du vide

Man har en formodning om, at blandede vaccinationsforløb kan beskytte endnu bedre mod covid-19, og måske endda også forlænge vaccinens virkningen, viser foreløbige resultater fra internationale studier. Tobias Stidsen

Er det sikkert at blande to vacciner? Giver det særlige bivirkninger? Eller er det måske endda bedre? Har du også fået første stik med AstraZeneca-vaccinen og er forvirret? Få svar på dine spørgsmål her.

26. maj 2021

Da Danmark trak AstraZeneca-vaccinen ud af massevaccinationsprogrammet den 14. april, kom en stor del af frontpersonalet i klemme. Cirka 150.000 - herunder primært ansatte i sundhedsvæsenet - havde allerede havde fået første stik med den svensk-britiske vaccine. Og hvad skulle der nu ske med dem?

Myndighederne besluttede på baggrund af faglige anbefalinger og andre landes beslutninger at tilbyde et stik nummer to med Pfizer- eller Moderna-vaccinen, en såkaldt mRNA-vaccine. Og det har givet anledning til en række spørgsmål, som Sundhedsstyrelsen besvarer her.

  1. 1

    Jeg har fået første stik med vaccinen fra AstraZeneca, bør jeg være bekymret?

    Nej, du skal ikke være bekymret. De alvorlige blodpropper er opstået kort tid efter vaccination. Typisk inden for de første 14 dage og for nogle enkelte op til tre uger efter. Vaccinen blev sat på pause den 11. marts i Danmark, og det er derfor mere end tre uger siden, du fik vaccinen.

  2. 2

    Hvad ved vi om at vaccinere mennesker med to forskellige vacciner?

    Sundhedsstyrelsen har ud fra faglige overvejelser truffet beslutningen om at tilbyde et stik med en mRNA-vaccine til personer, der allerede har fået 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca. Andre lande, for eksempel Tyskland, har truffet samme beslutning. Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er ved at vurdere, om de også kan give fælles anbefaling om færdigvaccination af disse personer. Sundhedsstyrelsen vil vurdere, om de danske anbefalinger skal ændres, hvis EMA kommer med en sådan fælles anbefaling.

    I Danmark har myndighederne indledt undersøgelser, der skal give endnu mere viden om at blande vaccinationsforløbene.

    I det såkaldte ENFORCE-studie undersøger man blodprøver fra personer, der har fået et blandet vaccinationsforløb – altså to stik med to forskellige vacciner. Det sker blandt andet for at holde øje med niveauer af antistoffer i blodet, som kan bruges til at vurdere, hvor godt en person er beskyttet mod en sygdom. Borgere, der har fået et blandet vaccinationsforløb, bliver fulgt, og effekten og eventuelle bivirkninger bliver vurderet. I disse studier holder man også nøje øje med sikkerheden. Resultaterne er ikke klar endnu, men Sundhedsstyrelsen følger studierne tæt.

    Også internationalt er der studier i gang, som skal afklare effekten af blandede vaccinationsforløb. Disse studier er sat i gang, fordi man har en formodning om, at blandede vaccinationsforløb kan beskytte endnu bedre mod covid-19, og måske endda også forlænge vaccinens virkning. Studierne vurderer også sikkerheden ved vaccinerne. Sundhedsstyrelsen følger disse studier nøje.

  3. 3

    Kan man forvente værre eller særlige bivirkninger, hvis man kombinerer vaccinerne?

    Nej. Der er ikke noget, der tyder på, at man får andre, værre eller særlige bivirkninger, hvis man kombinerer vaccinerne. Når man vaccinerer med en mRNA-vaccine efter 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca, kan man forvente at opleve de almindelige bivirkninger: Feber, muskel- og ledsmerter, almen utilpashed, hovedpine mv. Det er ganske ufarligt og skyldes, at din krops immunsystem reagerer på vaccinen.

  4. 4

    Er det nødvendigt at blive vaccineret med mere end én vaccinedosis?

    Det er Sundhedsstyrelsens anbefaling, at du tager imod tilbuddet om et stik med en mRNA-vaccine. Også selvom du allerede har fået et stik med AstraZeneca.

    Flere studier, blandt andet fra England og Skotland, har vist, at man er godt beskyttet mod indlæggelseskrævende covid-19 fire til fem uger efter 1. stik med vaccinen fra AstraZeneca. Myndighederne har dog ikke dokumentation for, hvor stor den beskyttende effekt mod selve det at blive smittet med covid-19 er efter 1. stik. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man tager imod tilbuddet om 1. stik med en mRNA-vaccine ca. 12 uger efter vaccination med vaccinen fra AstraZeneca. Det er for at øge den beskyttende effekt.

  5. 5

    Hvorfor bliver jeg ikke tilbudt et nyt vaccinationsforløb med to doser af samme mRNA-vaccine i stedet for én dosis?

    Hvis man skulle tilbyde et helt nyt vaccinationsforløb med to doser af en ny vaccine, ville man risikere at ”overvaccinere”, og dette kunne medføre en øget risiko for bivirkninger. Derfor er det besluttet at tilbyde ét stik med en mRNA-vaccine. Sundhedsstyrelsen følger løbende udviklingen.

    Blandt andet har EMA igangsat et arbejde for at afklare, om der kan laves fælles anbefalinger til de mange vaccinerede i EU, der har modtaget 1. stik, men som nu, for eksempel på grund af indførte aldersbegrænsninger, ikke kan modtage 2. stik.

    Hvis EMA kommer med fælles anbefalinger, vil Sundhedsstyrelsen vurdere, om det skal føre til ændringer af de danske anbefalinger.

  6. 6

    Jeg var tidligere i gruppe 4 som frontpersonale. Hvornår bliver jeg tilbudt en vaccination?

    Du vil som udgangspunktet blive tilbudt vaccination i henhold til din alder. Der vil dog fortsat være mulighed for, at en mindre del af personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren efter en konkret vurdering af arbejdsgiveren kan blive tilbudt fremskyndet vaccination i gruppe 4 ud fra en række skærpede visitationskriterier

    Visitationskriterierne er opdaterede og skærpede i forhold til tidligere, og det vil derfor være et mindre antal, der nu kan tilbydes vaccination i denne gruppe. 

    Du kan blive tilbudt fremskyndet vaccination tidligere end din aldersgruppe, hvis du for eksempel behandler patienter med covid-19, eller borgere og patienter, der har akutte nyopståede symptomer, der kunne være tegn på covid-19. Plejepersonale på et plejehjem, hvor der bor sårbare personer i særlig øget risiko, kan også tilbydes vaccination, hvis der er en lav andel af beboerne, der er vaccineret.

    Det er både personale, der fik aflyst deres tid til førstegangsvaccination og nyansat personale, der kan visiteres til vaccination, såfremt de lever op til de nye skærpede kriterier.

  7. 7

    Hvis en person, der har fået ét stik med AstraZeneca-vaccinen, ikke tager imod stik nummer to med en mRNA-vaccine, kan de så på et senere tidspunkt få tilbudt en fuld vaccine med to stik fra fx Pfizer?

    Som det ser ud lige nu, er der ikke lagt op til, at man på et senere tidspunkt kan få to stik med en mRNA-vaccine, når man først har fået et stik med AstraZeneca. Sundhedsstyrelsens pressetjeneste besvarer spørgsmålet således:

    "Det er frivilligt, om man vil tage imod tilbuddet om vaccination mod covid-19 i det danske vaccinationsprogram. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man tager imod tilbuddet, når man modtager det, men tilbuddet bliver ikke forældet.

    Pt. er der to vaccine-typer til rådighed i programmet. Senere vil der komme andre typer til. Det vil derfor afhænge af tidspunktet for booking af vaccination, hvilken type vaccine man vil blive tilbudt."

  8. 8

    Nu giver ét stik med en coronavaccine adgang til et coronapas efter 14 dage. Gælder det også for dem, der har fået første stik med AstraZeneca?

    Nej. Man får et coronapas, der gælder 14 til 42 dage efter første stik. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

    AstraZeneca-vaccinen blev sat på pause 11. marts og senere helt taget ud af massevaccinationsprogrammet. Derfor er der gået mere end 42 dage. Når man har fået 2. stik, får man et coronapas.

  9. 9

    Hvor længe er man immun, når man har fået en coronavaccine?

    På baggrund af den seneste forskning er vurderingen nu, at immuniteten varer mindst 8 måneder. Det gælder både, hvis man har fået en vaccine mod coronavirus, eller hvis man har været smittet.

    I alt er 86,5 procent af ansatte på plejehjem færdigvaccineret, og 98,6 procent har fået første stik. For ansatte i daginstitutioner og på dagcentre mv. er 67,1 procent færdigvaccineret, og 95,3 har fået stik nummer et. Det viser tal fra Statens Serum Institut. 

Efter at AstraZeneca-vaccinen og vaccinen fra Johnson & Johnson er blevet taget ud af massevaccinationsprogrammet, er der etableret et frivilligt tilbud, hvor personer i samråd med en læge kan tage imod en af de to vacciner. Det kan du læse mere om på Sundhedsministeriets hjemmeside.

Kilder: Sundhedsstyrelsens spørgsmål/svar om AstraZeneca og Sundhedsministeriet