Tabte sag om støtte til børn med særlige behov: ”Vi er klar til at tage den i landsretten”
Familierne til to børn med særlige behov har tabt sagen om, hvorvidt kommunen har sikret den støtte, børnene har ret til i Københavns Byret. De tager den videre i landsretten.
04. oktober
De to københavnske familier, der har lagt sag an mod Københavns Kommune for overtrædelse af dagtilbudsloven, har tabt deres sag i byretten.
Sagen, som Fagbladet FOA også tidligere har beskrevet, drejede sig om, hvorvidt kommunen har sikret den støtte til deres børn med særlige behov, som børnene har ret til.
Sagerne drejer sig om blinde Paloma, som i perioder fik frataget sin støtte i børnehaven, og Frigga, som havde ret til basisplads i børnehaven med ekstra ressourcer og særligt uddannet personale. Her var der i praksis ofte kun tre voksne til 12 regulære børn og fem børn med særlige behov, som derfor havde basisplads. Begge børn endte med at være i mistrivsel.
Tager den videre i landsretten
"Jeg er rystet, og vi er utroligt skuffede over, at vi ikke får medhold i noget, vi har kæmpet for på vegne af vores datter og alle andre børn i mistrivsel, der ikke får de ressourcer de burde få. Men samtidig er vi klar til at tage sagen videre til en højere instans,« siger Friggas mor Kira Juul til Berlingske.
Rikke Hubert, der er Palomas mor, er også klar til at kæmpe videre, forklarer hun til Berlingske.
»Vi var blevet forberedt på, vi ville tabe i byretten, men jeg troede alligevel, vi havde en chance. Man skal jo overholde loven. Men denne afgørelse har kun givet mig mere kampgejst," siger hun.
"Byretten var bare en forsmag. Det er vigtigt, at forholdene for børn bliver testet i landsretten."
Sagerne var blandt andet støttet af forældreorganisationen FOLA, da de mener, de har principiel karakter.