Sket i Ugen: Vigtig stemme mod forråelse deler ud af sine erfaringer

Dorthe Birkmose fortæller om sine mange møder med ansatte på blandt andet plejehjem og i daginstitutioner i en samtale med psykolog Svend Brinkman. Dorthe Birkmose: Tobias Stidsen // Svend Brinkmann: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

I dag handler det blandt andet om en inspirerende samtale, næste års valg til kommuner og regioner, en tidligere natklubejers udbyttebingo med kriseramte kvinder og endelig udsigten til museumsskabte, sanselige fordybelsesrum på østjyske plejehjem. Velkommen til.

22. november

Så blev det atter fredag. Det betyder, at vi her på Fagbladet FOA kigger tilbage på ugen, der gik, og fremhæver et par af de seneste dages nyheder fra velfærdsdanmark.

Og det har været en fornøjelig uge. Så fornøjelig, at vi både kan invitere dig til bingo og på museum. Men vi begynder tilbageblikket med et kig i krystalkuglen.

Colourbox

Ældreplejen vigtigste valgtema

Tirsdagens store nyhed handlede nemlig om, at der præcis dén dag var et år til, at vi skal vælge nye kommunalbestyrelser og regionsråd.

Teknisk set er det slet ikke en nyhed. Valgdatoen – 18. november 2025 – har jo været kendt i flere år. Men den form for kalenderjournalistik kan give anledning til at holde fast i vigtige dagsordener.

Det gjorde Altinget og DR for eksempel, da de i en fælles Epinion-undersøgelse bad nogle vælgere forholde sig til 20 forskellige emner og pege på de tre vigtigste kommunalpolitiske valgtemaer.

Nøjagtigt som i en tilsvarende undersøgelse før valget i 2021 endte ’ældrepleje’ på førstepladsen med 49 procent, mens ’folkeskoler’ og ’sundhed og forebyggelse’ landede som nummer to og tre med henholdsvis 37 og 28 procent. Dermed byttede de plads i forhold til sidst.

Set med langt de fleste FOA-medlemmers øjne er det værd at bemærke, at ’vilkår for offentligt ansatte’ havnede som nummer 20 og sidst med blot tre procent.

Den placering er en kedelig gentagelse fra 2021. Men dengang var der trods alt fem procent, der kerede sig om alle dem, der sikrer god ældrepleje, gode folkeskoler og så videre.

Jørgen True

Udbyttebingo på Fyn

På Fagbladet FOA er der nogle af os, der af og til går til banko – og også kommer hjem med gevinster som chokolade, vin og flæskestege.

Inspireret af de historier om Udbytte-bingo, vi selv bringer for tiden, er spørgsmålet nu, om vi ikke burde udnytte vores bingotalenter til at åbne et privat botilbud.

Det er åbenbart en nem vej til at hente den store gevinst, for som beskrevet hos os har ejere af private botilbud de seneste fem år udbetalt ikke mindre en 155 millioner kroner i udbytte til sig selv.

Det sker også på Fyn, hvor lokale medier i flere uger har fortalt, hvordan ejeren af kvindekrisecentret TimeOut – en tidligere dørmand og natklubejer – udnyttede systemet til at give sig selv en årsløn på 1,4 millioner kroner og samtidig ansatte sønnen til en årsløn på 1,2 millioner.

De to leasede også dyre biler, men stedet blev tvangslukket, efter at faderen havde hyret sønnens vagtfirma på en 10 år lang og uopsigelig kontrakt til en værdi af op mod 160 millioner kroner.

Nu er de to dukket op igen. I de præcis samme lokaler har de fået Socialtilsynets tilladelse til at åbne TopSafe Krisecenter, og ifølge socialrådmand i Odense Christoffer Lilleholt er det ganske enkelt et nummer for groft.

”Jeg er rasende (…) Når man som myndighed lige har lukket noget, og det præcist samme vil genåbne, bør man tage fat på ministeren og ministeriet og høre; er det det rigtige, vi gør her,” siger rådmanden til Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn.

Colourbox

Kunst i Kolding

Så er humøret højere i Kolding. Her er kommunen og det lokale museum Trapholt blevet enige om et fælles sanseprogram, som ifølge en pressemeddelelse har formål ’at styrke trivslen i hverdagen for demensramte og sårbare seniorer på plejehjemmene’.

Kort fortalt går det ud på, at man gennem kunst, musik og sang skaber ’et sanseligt fordybelsesrum’, som betyder, at både demensramte borgere, personale og pårørende oplever et meningsfuldt samvær.

”Det er vigtigt for os i Kolding Kommune at støtte op om livskvalitet og trivsel på vores plejehjem,” siger Søren Rasmussen, der er formand for kommunens seniorudvalg, til Jydske Vestkysten.

Initiativet, som ifølge planen skal rulles ud på alle kommunens plejehjem, indgår i Koldings budgetforlig for 2025-2028. Allerede nu kan kommunen altså prale af, at den har reageret på vælgernes ønske om at prioritere ældreplejen.

Ideen er hermed givet videre.

Lyt til Brinkmann og Birkmose

Til allersidst bringer vi en anbefaling. Det er lidt usædvanligt, men der er altså en god grund til det. Vi vil nemlig gerne foreslå jer at lytte til den nyeste udgave af podcasten Brinkmanns Briks på DR. I denne uge er hans gæst ingen ringere end psykolog og forfatter Dorthe Birkmose, som Fagbladet FOAs trofaste læsere kender som den måske vigtigste stemme mod forråelse på arbejdspladserne.

I Brinkmanns Briks fortæller hun om sine mange møder med ansatte på blandt andet plejehjem og i daginstitutioner. Mange af dem er så frustrerede over, at de ikke kan få lov til at gøre deres arbejde ordentligt og oplever, at regler og smarte løsninger tilsyneladende nedbryder dem.

Måske sådan en podcast kan betyde, at ’vilkår for offentligt ansatte’ flytter sig væk fra sidstepladsen på vælgernes liste over de vigtigste valgtemaer?

Udsendelsens titel er ’Hvad gør det ved os, hvis vi ikke får lov at være gode ved andre mennesker?’ – og du finder den her.


Fagbladet anbefaler