Du får en ny chance: Frist for at vælge mellem seniorbonus og seniordage udsættes
Kommunalt ansatte sosu-hjælpere, sosu-assistenter, ansatte i praksisnære udviklingsstillinger og pædagoger på kommunale overenskomster får forlænget muligheden for at beslutte, om de ønsker seniordage i 2025 eller foretrækker en bonus.
09. oktober
Du har automatisk ret til seniorbonus næste år. Men de kan veksles til seniordage, hvis du senest den 1. oktober selv meddeler det til din arbejdsgiver.
Det var budskabet, da Fagbladet FOA for en måned siden berettede om den nye seniorregler, som en række medarbejdere på det kommunale område nu er omfattet af som følge af sidste års trepartsaftale.
Nu er der sket en vigtig ændring. Fristen for at kontakte din arbejdsgiver er udsat to måneder. Og derfor kan du stadig nå at veksle penge til fridage, hvis du senest den 1. december meddeler det til din leder eller arbejdsgiver.
Som tidligere meddelt handler det om kommunalt ansatte social- og sundhedshjælpere, -assistenter, ansatte i praksisnære udviklingsstillinger og pædagoger, der er 58 år eller derover, fylder 58 år inden årsskiftet eller fylder 58 år i løbet af 2025.
Fra 1. januar 2025 erstattes seniordage af en seniorbonus – medmindre man selv meddeler sin arbejdsgiver, at man som hidtil foretrækker at afholde sine seniordage.
Hvis du ikke gør noget, får du helt automatisk den nye seniorbonus.
Og det gælder også de privatansatte inden for disse grupper, der arbejder på kommunale aftaler.
På den sikre side
Da ordningen er ny, kan der opstå misforståelser. Enkelte steder kan der være tvivl om proceduren, og hvis det er tilfældet, anbefaler FOA, at den enkelte medarbejder derfor også sender en mail til nærmeste leder med ønske om at få seniordage i 2025.
”Så er vi på den sikre side. Det betyder nemlig, at man kan dokumentere, at man har sendt ønsket i rette tid,” siger Jakob Bang, der er forhandlingsdirektør i FOA.
Hvis man giver besked inden den 1. december, vil man have seniordage til rådighed fra 1. januar 2025 til 31. december 2025.
Hvis man ikke giver besked, bliver den nye seniorbonus udbetalt sammen med januar-lønnen i 2026 – eller når man fratræder, hvis man altså forlader sit job i løbet af 2025.
Afhængig af faggruppe udgør bonussen mellem 0,94 og 1,88 procent af den normale løn – det vil sige den del af lønnen, der indgår i beregningen af pension.
Et helt nyt princip
I virkeligheden behøver man ikke at vælge mellem enten bonus eller frihed. Man kan godt lave en kombination, hvor man holder enkelte af sine seniordage som fridage og får de resterende udbetalt som bonus.
Tilsvarende er det også muligt at få den nye seniorbonus som en ekstraordinær pensionsindbetaling.
Det afgørende er, at du hvert år tager stilling til – og meddeler det til arbejdsgiveren – om du i det efterfølgende år ønsker at veksle din seniorbonus til seniordage eller pension. Bortset fra i år vil fristen for at meddele altid være 1. oktober.
De nye muligheder for at vælge mellem seniorbonus og seniordage indgår i det helt nye princip for seniordage, der blev aftalt ved trepartsforhandlingerne. Det betyder, at man i fremtiden først opnår ret til seniorbonus eller seniordage, 10 år før man kan gå på folkepension.
De nye regler gælder kun de faggrupper, der som følge af trepartsaftalen får højere grundløn eller anciennitetsløn. De gælder ikke de grupper, der alene får ekstra penge for skæve vagter.
Hvis du tilhører en af de pågældende faggrupper og er i tvivl om den nye ordning – og det gælder både de kommunalt ansatte og de privatansatte på kommunale overenskomster – kan du kontakte din lokale FOA-afdeling.
Her er de relevante faggrupper
Følgende af FOAs faggrupper i kommunerne og på private arbejdspladser med kommunal overenskomst er omfattet af den nye aftale om seniorbonus/seniordage:
• Social- og sundhedspersonale (social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, praksisnær udviklingsstilling)
• Pædagoger og støttepædagoger i Københavns Kommune (herunder pædagoguddannede klubmedarbejdere, børnehaveklasseassistenter, souschefer, afdelingsledere)
• Ikke pædagoguddannet personale (* se note)
• Pædagoger i særlige stillinger
• Legepladspædagoger
• Pædagogisk personale i dagplejeordninger (dagplejepædagoger, stedfortrædere, pædagoger i pladsanvisningen)
• Pædagoger i dagplejen, herunder gæstedagplejere med uddannelse til pædagog
• Socialpædagoger i Københavns Kommune (socialpædagoger, afdelingsledere, stedfortrædere, faglærere, dagcenter-/daghjemsledere, hjemmevejledere, 'hjemme-hos'-pædagoger, viceforstandere, overlærere)
*Note: gælder Ikke-pædagoguddannet personale, der ansættes som støttepædagoger. Ikke-uddannet personale, der pr. 31. december 1978 var ansat, og som fra før 1. april 1973 uafbrudt havde været ansat i daginstitutioner i samme kommune i assistentstillinger, med en beskæftigelse på 15 timer eller derover. Ikke-uddannet personale, der pr. 31. december 1978 var ansat i en stilling som leder eller stedfortræder.
Kilde: FOA OK