Hvis et barn i Dagtilbud Søndermark i Horsens er ked af at have for store fortænder eller på anden måde er træt af at skille sig ud fra flokken, har 21-årige Noel Rathleff Hansen det helt rette trick i ærmet. Bogstavelig talt.

Han trækker sit venstre bluseærme op, så de mange modermærkelignende, røde plamager, der er drysset ud over hans arm, kommer til syne. Et syn, han det meste af sit liv har skammet sig over.

”Jeg fortæller, at de her pletter er min superkraft, for der er ikke mange mennesker, der har dem. Nu har jeg lært, at de er en del af mig, og at de er med til at gøre mig unik,” siger Noel Rathleff Hansen.

I dag bruger den pædagogiske assistent netop sin erfaring med at være usikker på sig selv til at videregive den vigtige indsigt, han ville ønske, han selv havde fået tidligere.

”Det gør jeg, fordi det er vigtigt for mig, at børnene forstår, at selvom der er noget ved dem selv, de ikke bryder sig om, er de lige præcis, som de skal være,” siger Noel Rathleff Hansen.

Netop evnen til at bruge sig selv, sin følsomhed og sin empati til at støtte de børnehavebørn, han arbejder med til dagligt, har sikret den unge pædagogiske assistent titlen som velfærdstalent i den landsomspændende begivenhed Velfærdens Talent 100.

Noel Rathleff Hansen var skoletræt i slutningen af niende klasse, så det lå ikke i kortene, at han ville blive uddannet til at arbejde i et omsorgsfag blot få år senere. Han forestillede sig, at han skulle uddanne sig til it-supporter ligesom sin bror. Men én sætning fra hans tante ændrede alt.

”Hun sagde, at hun troede, jeg ville være rigtig god til at arbejde med børn. Det var helt tydeligt, at hun så noget i mig, som jeg endnu ikke havde set i mig selv,” fortæller han.

Tanten arbejdede som pædagog og havde bemærket, at han var god til at lege med de små børn i familien og at være i øjenhøjde med dem, når der opstod konflikter i legene, der skulle løses.

Observationen satte tankerne i gang hos den unge mand. På daværende tidspunkt betragtede han sig mest af alt som en fodbolddreng, der spillede voldsomt på banen, fordi han ville virke sej, fortæller han.

”I begyndelsen tænkte jeg meget over, at jeg valgte et blødere fag fremfor et mere hårdt mandefag. Men pædagogisk assistent passede godt til mig, for jeg er ordblind og har svært ved at sidde koncentreret med et stykke papir og skrive. Så jeg ville prøve at udnytte mine styrker i stedet for at blive hæmmet af mine svagheder,” siger Noel Rathleff Hansen.

Siden har Noel Rathleff Hansen opdaget, at det ligefrem kan være en fordel, at han er den eneste mand, der arbejder på stuen.

”Mange af drengene kommer naturligt hen til mig fremfor mine kvindelige kollegaer, fordi de ved, at jeg måske leger lidt vildere end dem. Det, synes jeg, er rart,” siger han og fortæller, at han samtidig tænker over at være en god rollemodel for drengene og at vise, at alle følelser gerne må få plads.

”Jeg er ikke bange for at vise, at det gør ondt, hvis de slår mig. Så siger jeg til dem, ’av, det gør ondt, jeg kan ikke lide, at du slår mig’. Jeg viser, at jeg bliver ked af det, så de kan forstå, hvorfor de ikke skal slå.”

Mange af de udfordrende følelser, Noel Rathleff Hansen selv har kæmpet med, har rødder i barndommen. Den var præget af meget migræne, en lillebror med autisme og to forældre, der var førtidspensionister. Men fra han begyndte som elev på Dagtilbud Søndermark, har han ifølge assisterende leder Peter Wennerberg gennemgået en enorm udvikling.

”Da Noel begyndte hos os, var han en stille ung mand, men han har blomstret de sidste par år. Vi kunne lige så godt have skrevet hans nominering, for han er virkelig empatisk og dygtig,” lyder det fra Peter Wennerberg, der hentyder til, at det er Noels Rathleff Hansen mor, der har indstillet ham til at blive et af de hundrede velfærdstalenter, der hyldes på Christiansborg den 30. maj.

Lederen er heller ikke bleg for at sætte ord på, hvad der gør, at lige netop Noel Rathleff Hansen fortjener ekstra skulderklap.

”Noel har virkelig knækket koden til at arbejde på en god måde med børnene. Han reflekterer over de episoder, han ser i hverdagen, og har gode pædagogiske overvejelser om, hvad et godt næste skridt kunne være,” lyder det fra Peter Wennerberg.