Nødråb fra de lavest lønnede: ”Det er altid os, der er sidst i køen”

Hun gør rent på et bosted for udviklingshæmmede i Frederiksberg Kommune. Hun er fællestillidsrepræsentant for en blandet gruppe af rengøringsassistenter, husassistenter, serviceassistenter og køkkenmedhjælpere på knap 80 arbejdspladser.

Og så er Lone Tvilsted-Jacobsen i øvrigt rap i replikken og svarer hurtigt, når hun bliver bedt om at vurdere kravet om ekstra penge til de lavestlønnede ved de kommende forhandlinger om nye overenskomster.

”Det er ret vigtigt. Det er altid os, der er sidst i køen,” siger hun og tilføjer:

”Og det dur ikke.”

Ekstra penge til fire løntrin

Gennem sit faglige arbejde har Lone Tvilsted-Jacobsen en bred berøring med nogle af de faggrupper, som er omfattet af den lavtlønspulje, der er rejst krav om ved de aktuelle forhandlinger om nye overenskomster.

Målet er at sikre de lavestlønnede blandt de lavtlønnede et supplement til den lønforhøjelse, alle offentligt ansatte får del i, og konkret drejer det sig om de faggrupper, der starter på løntrin 11, 12, 13 eller 14.

For FOA-medlemmernes vedkommende er det de ufaglærte på sosu-overenskomst, pædagogmedhjælpere, køkkenmedarbejdere, husassistenter, rengøringsansatte og serviceassistenter.

”Det handler jo ikke bare om ekstra penge her og nu. Det handler også om at sikre folk en bedre fremtid. En dårlig løn giver også dårligere pensionsopsparing og trækker spor ind i alderdommen,” tilføjer Lone Tvilsted-Jacobsen.

Vigtigt at løfte fra bunden

Hun suppleres af Pia Heidi Nielsen, der er formand for Kost- og Servicesektoren i FOA:

”Den pulje er virkelig vigtig. Op til overenskomstforhandlingerne har mange medlemmer skrevet til os i FOA og fremhævet højere løn som det vigtigste krav. Det gælder alt det, der smager af løn – lige fra grundløn til pensionsprocenter og forskellige tillæg,” siger Pia Heidi Nielsen, der, som sektorformand, blandt andre repræsenterer husassistenter, køkkenmedarbejdere, rengøringsansatte og serviceassistenter.

”Det er så vigtigt at løfte fra bunden, og så handler det også om at vise anerkendelse og respekt for de opgaver, som de medarbejdere løser og udfører,” understreger Pia Heidi Nielsen.

Flere år med automatisk lønløft

Lavtlønspuljen er ikke det eneste vigtige krav for Lone Tvilsted-Jacobsen og de kolleger, hun repræsenterer.

”Vores automatiske lønforhøjelser stopper allerede efter fem år. Det er et meget stort ønske, at det ændres, så anciennitet honoreres i flere år,” siger hun.

Derudover er det også en udfordring, at mange af hendes kolleger optræder som ’minoriteter’ på deres arbejdsplads.

Lige fra den enlige køkkenassistent i daginstitutionen til plejecentrets rengøringsteam, der ikke kan måle sig med eksempelvis antallet af sosu-ansatte.

”Vi er i mindretal, og det kan være for nemt at overse os. Jeg oplever ikke, at det sker af ond vilje. Det er bare noget, der sker,” siger Lone Tvilsted-Jacobsen og fremhæver den enkelte leder som en afgørende faktor.

”Den opmærksomme leder husker også de små grupper. Ligesom den opmærksomme leder husker at honorere det, når en fra vores faggrupper for eksempel uddanner sig eller på anden måde gør sig fortjent til et tillæg. Det sker bare ikke hver gang.”

Skal deles af færre