Se kortet: Teknikområdet er gode til lokalløn – men lønforskellene er enorme
Både tekniske servicemedarbejdere og -ledere får generelt flotte lokallønstillæg, men bag tallene gemmer der sig markante lønforskelle.
13. februar 2023
62.000 kroner om året. Så stor er forskellen i lokalløn på den kommune, som giver mest og den, der giver mindst til tekniske servicemedarbejdere. For tekniske serviceledere er beløbet 118.000 kroner, altså næsten dobbelt så stort.
De store forskelle skyldes først og fremmest, at en række kommuner med Halsnæs i spidsen giver endog meget flotte lokale løntillæg.
Her får de tekniske servicemedarbejdere 6.842 kroner hver måned i lokalløn. I bunden ligger Ikast-Brande Kommune, der giver deres tekniske servicemedarbejdere 1.659 lokale lønkroner.
Styrket fokus på lokalløn
Den midtjyske kommune er dermed en af de få kommuner, der giver deres tekniske servicepersonale mindre, end faggrupperne selv i årenes løb har skudt ind i lokallønssystemet.
”Lokalløn er jo penge, som FOAs faggrupper selv har finansieret. Men mens de fleste får mindre, end rimeligt er, er man på teknik-service-området lykkes med at forhandle mere hjem, end man har investeret,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.
Læs også: Lokalløn: Her er de 13 begreber, som er gode at kende
I erkendelse af at en lang række af FOAs faggrupper ikke får tilstrækkelig lokalløn, søsatte FOA tilbage i 2020 et lokallønsprojekt. Foreløbige resultater viser, at det arbejde også er givet godt ud blandt teknisk servicepersonale, vurderer næstformanden:
”I 11 ud af 13 kommuner er lokallønnen til tekniske servicemedarbejdere steget, så det ser ud til at virke, når vi går systematisk til værks, og derfor har vi også udvidet projektet til at tælle endnu flere FOA-afdelinger.”
Bemærk, at du vælger anden faggruppe ved at bruge pilene øverst i kortet.