Seks gange dagligt får pensioneret sognepræst Anne-Mette Gravgaard besøg af hjemmeplejen i lejligheden på Østerbro i København.

”Jeg er et lidt kompliceret tilfælde, fordi jeg mistede min venstre arm og mit højre ben i en højresvingsulykke i 2003, hvor en lastbil overså mig,” forklarer hun.

”Siden er min tilbageværende hånd blev ramt af leddegigt, som gør den næsten ubrugelig, og i de sidste halvandet år har jeg døjet med helvedesild i mit ene øje,” tilføjer hun.

Alligevel er det ikke til at vride et kritisk ord om livet ud af Anne-Mette Gravgaard:

”Som pensionist har jeg jo mistet den daglige omgang med menigheden og mine kolleger i kirken, og flere venner og tidligere kolleger er gået heden. Til gengæld – og det er vel det, der gør mig livsduelig også i dag – har en løbende strøm af nye og spændende menneskeskæbner gjort deres entré i mit liv.”

”Jeg er nemlig blevet en lykkelig sosu-bruger: Sosu’er af alle farver, køn og aldre servicerer mig mange gange i døgnet med øjendrypning, badning, på- og afklædning, morgenmad og frokost, livshistorier også videre,” siger Anne-Mette Gravgaard.

Det har stor betydning for den pensionerede præst, at hjemmeplejerne virkelig engagerer sig i deres arbejde.

”De har en fantastisk indføling med andre mennesker og giver så meget af sig selv. Det føles faktisk som en lille forsmag på Paradis!” erklærer Anne-Mette Gravgaard.

Hun nævner som eksempel en social- og sundhedshjælper, som under sin oplæring kom en del gange hos præsten.

”Der tales tit om, at der mangler respekt over for gamle mennesker. Men det er ikke mit indtryk, når det gælder hjemmeplejen.  Det væsentlige er en gensidig respekt mellem social- og sundhedshjælperen og borgeren og en accept af, at vi har hver vores opgaver i forholdet og hver vores forudsætninger og talenter.”

Præsten kan også lide, at hjemmeplejerne tager sig tid til at tale med hende, og hun drøfter meget gerne politik og nyheder med sine hjælpere.

”Der står i hjemmeplejens papirer, at jeg er præst, så det er nærliggende at diskutere religion med mig, især for mine muslimske hjælpere. På den måde får begge parter en fornemmelse af, hvor nært beslægtede Bibel og Koran er, og vi hører om hinandens skikke og religiøse fester,” fortæller Anne-Mette Gravgaard.

”Selvom de har travlt, giver social- og sundhedshjælperne mig også deres egne spændende livshistorier. De taler, mens de arbejder, og lader mig komme ind i det private. Kvinden, jeg nævnte før, var for eksempel en 60-årig enke fra Marokko og havde lært sig selv at cykle for at kunne passe jobbet i København Kommunes hjemmepleje og få sine børn godt i vej.”

”En anden af mine social- og sundhedshjælpere er en lynende godt begavet pige fra Thailand. Hun er skarp ud over det sædvanlige og holder hele tiden øje med mig på den gode måde. Hun opdagede for eksempel et problem med mine øjne, som jeg ikke selv havde registreret. En aftenvagt registrerede på samme måde et sår, der lugtede forkert. Så fik de fat i en sygeplejerske og sat mig i behandling.”

Anne-Mette Gravgaard har lige været til undersøgelse på hospitalet, og aftalen lå desværre oven i det tidspunkt, hvor hun normalt får gjort rent.

”Så tryllede planlæggeren, så jeg fik gjort rent tidligere end normalt og samtidig nåede min tid på hospitalet. Planlæggeren er så god til at tage hensyn både til os, der har brug for hjælp, og til medarbejderne,” mener præsten.

Hun lægger også mærke til, at hjemmeplejerne hjælper hinanden.

”Jeg hører tit, at de ringer til hinanden og tilbyder hjælp. Man mærker virkelig, at de har valgt faget til. De er meget ansvarlige og følger op på de mennesker, de omgås. Mine hjemmehjælpere fortæller, at det er det mest meningsfulde job, de kunne forestille sig.” 

”En har opgivet et indbringende job som grafisk designer hos Novo Nordisk, en anden har skippet et job som flyleder og en tredje har droppet et ph.d.-projekt for at komme til at beskæftige sig med mennesker og hjælpe.”

Gravgaard spørger ofte, når hun er til fysioterapi, på hospitalet eller sammen med venner, om hun da er den eneste, der har det så godt med sine hjemmeplejere. For som hun siger, så står der jo så meget negativt i medierne. Men alle er meget enige om, at de er glade for deres hjemmepleje.

”Der er nok ikke så mange, der siger det offentligt som jeg, men det burde der være, for vi ældre er generelt så taknemmelige for vores hjælp,” siger den 75-årige tidligere sognepræst.

”Og jeg tror, at meget af plejernes overskud kommer af, at de kan mærke vores taknemmelighed,” tilføjer hun.