Annonce

Portræt af Sophie Løhde

Tema: Sendt hjem – hvorfor?

Slut med ’skøre’ udlændingesager: Regeringen vil lade social- og sundhedshjælpere fra tredje lande arbejde i Danmark


Opdateret 12. januar 2024

Efter et meget langt tilløb tillader regeringen nu, at udenlandske social- og sundhedshjælpere får nemmere adgang til opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. ”Det er godt, for det har været absurd at se hjemsendelse af velintegrerede faglærte,” siger FOA.

Annonce

”Social- og sundhedshjælpere er en uundværlig del af vores velfærdssamfund og ikke mindst i vores ældrepleje,” siger sundhedsminister Sophie Løhde om motivet til, at den faggruppe nu skal med på positivlisten. Jacob Nielsen

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Regeringen har i dag besluttet, at social- og sundhedshjælpere nu skal optræde på den såkaldte positivliste på lige fod med blandt andre social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

Det betyder, at social- og sundhedshjælpere med udenlandsk baggrund nu kan bo og arbejde i Danmark, uden at de behøver frygte, at de pludselig bliver sendt tilbage til deres hjemland.
Og dermed er det slut med den stribe af ’skøre udlændingesager’, som ikke mindst Fagbladet FOA har beskrevet.

”Det er en virkelig god nyhed, Det har været helt absurd at se på, hvordan velintegrerede, selvforsørgende og faglærte mennesker med fast arbejde er blevet sendt hjem,” siger Helena Mikkelsen, der er fagpolitisk ordfører i FOA.

Positivlisten er en oversigt over job, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i Danmark, og hvor arbejdskraften kan hentes uden for EU. Her har de pågældende faggrupper lettere adgang til Danmark, fordi der er brug for dem.

Loft på 1.000 personer

Og den kendsgerning har sundhedsminister Sophie Løhde fra Venstre da også understreget i forbindelse med præsentationen af nyheden, som nu indgår i regeringens øvrige udspil om at rekruttere flere medarbejdere, og heriblandt altså flere udenlandske, til sundheds- og plejesektoren:
 
”Social- og sundhedshjælpere er en uundværlig del af vores velfærdssamfund og ikke mindst i vores ældrepleje,” siger hun til Avisen Danmark, før forhandlinger om blandt andet positivlisten gik i gang fredag.

Ifølge det, der beskrives som ’regeringens forsigtige fremskrivninger’, vil der i 2035 mangle cirka 15.000 social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter sammenlignet med 2021.

Alligevel lægger regeringen op til, at højest 1.000 personer kan få opholds- og arbejdstilladelse gennem den udvidede positivliste. Og det loft forstår Helena Mikkelsen ikke:

”Hvis vi kan få 1.200 er det da bedre end 1.000, og det varer alligevel meget lang tid, før der ikke er mangel på faglært arbejdskraft inden for disse fag,” siger hun.

Portræt af Moderaternes Mohammad Rona
Moderaternes Mohammad Rona er glad for, at det er lykkedes at fjerne en ’grim tidsel’ fra dansk udlændingepolitik. Men han kalder det ’for ringe’, at det tog så lang tid. Marie Hald // Pressefoto

Hjemsendte bør inviteres tilbage

Ifølge Moderaternes udlændingeordfører Mohammad Rona skal det loft ses som et kompromis mellem de tre regeringspartier.

”Vi ved jo endnu ikke, om det bliver en succes eller ej. Når vi ved mere om det, må vi se på det igen,” siger Mohammad Rona.

Siden han blev valgt til Folketinget i december 2022 har han kæmpet for at få social- og sundhedshjælperne på positivlisten. I Moderaternes øjne var det både skørt og trist, at nogle få social- og sundhedshjælpere ikke kunne blive i landet.

”Vi straffer de forkerte,” sagde han til Fagbladet FOA for et år siden – efter at vi allerede dengang havde beskrevet problematikken med positivlisten i knap et år.

”Jeg er glad for, at det nu er lykkedes. At vi ikke længere skal smide gode borgere ud. Det er en kæmpe tidsel i den danske udlændingepolitik, vi har fjernet.

- Hvad siger du til, at det har taget to år?

”Jamen, det er for ringe.”

- Kan du forestille dig, at vi nu tager kontakt til nogle af de mennesker, der blev sendt hjem, og inviterer dem til Danmark igen?

”Umiddelbart lyder det da oplagt, hvis det er muligt. De kan sproget, de kender kulturen og de er fortrolige med arbejdet, så den idé er ikke helt dum,” siger han og suppleres af Helena Mikkelsen:

”Det skylder vi dem at gøre.”

Giver ikke mening at invitere dem

Fagbladet FOA har spurgt den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, hvorfor der skulle gå to år, før positivlisten blev revideret.

"Det kræver en lovændring at tilføje en ny arbejdsfunktion til positivlisten, og derfor er det ikke noget, som hverken jeg eller andre kan klare med et fingerknips," forklarer han i et skriftligt svar til Fagbladet FOA.

Her giver han også udtryk for glæde over, at social- og sundhedshjælperne nu føjes til positivlisten. Det er, som han noterer, noget som både FOA og Kommunernes Landsforening har efterspurgt. 

Hans glæde er dog ikke så stor, at han nu vil opfordre til, at Danmark ligefrem inviterer de seneste års hjemsendte social- og sundhedshjælpere tilbage. De må selv orientere sig om de nye muligheder: 

"For et få opholdstilladelse som social- og sundhedshjælper efter positivlisten for faglærte kræver det blandt andet, at man har et job på hånden. Derfor giver det ikke mening, at danske myndigheder begynder at kontakte udlændinge, som på et tidspunkt har arbejdet som social- og sundhedshjælpere i Danmark, men som er udrejst efter at have mistet deres opholdstilladelse," skriver ministeren og fortsætter:

"Udlændingemyndighederne kommer naturligvis til at informere om ændringen og om vilkårene for at komme til Danmark som social- og sundhedshjælper på nyidanmark.dk."

Fagbladet FOA foreløbig forgæves forsøgt at kontakte et par af de hjemsendte social- og sundhedshjælpere.

Opdateret 12. januar kl. 16.15 med kommentar fra udlændinge- og integrationsministeren.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev